ArtBooking

Med ArtBooking.nu vil vi gøre aktuelle billedkunstneres arbejde mere synlig og tilgængelig. På den digitale platform kan du booke kunstnere og kunstoplevelser – og på den måde ønsker vi at bidrage til at formidle kunstneres arbejde og udvide deres marked.
Toggle text

I Bikubenfonden arbejder vi med at understøtte kunstnere i at realisere deres potentiale. På baggrund af vores erfaringer med kunstbutikken SKITSE, stiftede vi i 2023 ArtBooking, hvor både private, organisationer og virksomheder kan booke kunstnere og kunstoplevelser.

artbooking.nu kan du gå på opdagelse i de mange forskellige formidlingsformater, der skal gøre kunsten tilgængelig på nye måder - og for nye målgrupper. Platformen gør det nemt at få et overblik over nogle af de aktuelle kunstnere, vi har i Danmark, og komme i direkte kontakt med dem.

På den måde ønsker vi at bidrage til at gøre kunsten mere tilgængelig samt styrke kunstnernes muligheder for indtjening. Alle indtægter går direkte til kunstnerne.

Ny forretningsmodel for billedkunstnere
ArtBooking er sat i værk af billedkunstner og daglig leder af SKITSE, Emilie Kjær, som arbejder med at udvikle nye forretningsmodeller for kunstnere - i dette tilfælde ved at gøre det lettere at bringe kunst og kunstnere i spil i nye sammenhænge. Visionen for den digitale platform er at vise, hvordan kunsten kan være både inddragende og underholdende, og hvordan den kan fungere i andre rum end dem, der ofte kan forbindes med kunst.

Nye måder at få en kunstoplevelse på
ArtBooking sætter fokus på at forstå kunstoplevelser på nye måder ved at have et bredt og varieret udvalg. Du kan for eksempel booke udflugter til kunstnernes atelierer, sessioner hvor du selv prøver kræfter med kunstnerens specifikke udtryk eller en kunstnerstyret workshop. Du kan også booke kunstnere til paneldebatter eller hyre en performancekunstner til dit arrangement.

Platformen er bygget med en søgefunktion, hvor besøgende let kan søge blandt kunstnerne ud fra aktuelle samfundsemner eller typer af kunstoplevelser. Finder du frem til et spændende event, kan kunstneren kontaktes direkte med spørgsmål eller booking af oplevelsen, hvilket gør det nemt og tilgængeligt at lave en aftale med kunstneren.

Emilie Kjær er projektleder for ArtBooking og SKITSE og er billedkunstneruddannet fra Det Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler.

om artbooking

Onlineplatformen ArtBooking åbnede i oktober, 2023. Platformen kan tilgås på ArtBooking.nu.
Alle indtægter fra bookinger går ubeskåret til kunstnerne selv, og det er derfor også kunstnerne, som fastsætter deres honorarer på ArtBooking.

Kontakt
Klaus Ib Jørgensen
KLAUS IB JØRGENSEN
SENIOR UDVIKLINGSPARTNER
+45 31 47 64 95
kij@bikubenfonden.dk
Klaus Ib Jørgensen
KLAUS IB JØRGENSEN
Klaus arbejder med ”Dialog:Koncept:Udvikling”, udviklingsforløbet Task Force, samt partnerskaber på kunstområdet. Desuden er han ansvarlig for Udstillingsprisen Vision.
ARTBOOKING

På ArtBooking.nu kan du læse mere og booke kunstnere og kunstoplevelser.