Thoravej 29

Et centrum for inspiration og nytænkning er på trapperne i København NV, og vi er allerede nu i gang med at samle det community, som stedet skal huse.
Toggle text

Med Thoravej 29 har vi taget initiativ til at bygge de optimale rammer for inspiration og nytænkning, og vores intention er at skabe et sted, der emmer af energi og virketrang. Bygningen kommer i fremtiden til at huse et community af ambitiøse mennesker fra særligt socialområdet og kunstfeltet, men også andre fagområder. For vi tror på, at det er i mødet mellem forskellige fagligheder, logikker og perspektiver, at nye tanker og muligheder opstår.

Det bliver et sted, hvor vi aktivt forbinder dem, der kan have glæde af hinandens viden og kompetencer. Her skal man være indstillet på at bidrage med sin faglige vurdering eller særlige indsigt – og mens nogle har fast base på adressen, vil andre være her i en kortere periode for eksempelvis at få fyret op under et helt særligt samarbejde.

På socialområdet er vi dybt optaget af, hvordan vi sammen med civilsamfund, det offentlige, private virksomheder og de unge mennesker, der lige nu står uden for job, uddannelse, bolig og fællesskaber, kan bidrage til at løse nogen af de vilde problemer, der findes i vores samfund. Thoravej 29 vil blive stedet, hvor nye samarbejdsformer bliver prøvet af, nye stemmer bliver hørt og nye løsninger bliver testet, så vi sammen kan lykkes med den systemforandring, vi mener, der er behov for.

For billed- og scenekunstfeltet bliver Thoravej 29 stedet, hvor der både fysisk og mentalt er plads til eksperimenter og nytænkning. Det vil være her, kunstinstitutioner, kompagnier og kuratorer kan kickstarte et kortere udviklingsforløb eller have base i forbindelse med et længerevarende partnerskab. Desuden vil prøverum og black box give mulighed for scenekunstnerisk udvikling, ligesom kunstinstitutionen Art Hub Copenhagen vil indrette sig med faciliteter for billedkunsten i form af værksteder, atelierer og udstillingsrum.

Thoravej 29 vil herudover være et sted, hvor vi aktivt arbejder med at dele viden og skabe dialog og diskussion gennem formidlings- og debatformater knyttet til stedets egen debatscene og digitale kanaler.

Ambitionen er, at vi gennem disse fysiske og menneskelige rammer kan skabe de bedste forudsætninger for udvikling og nyskabelse.

Læs mere om Thoravej 29 her.

Communityet er forankret i en selvstændig forening og er i øjeblikket under opbygning på Enigheden, inden vi rykker til Thoravej 29 i begyndelsen af 2025. Driften af communityet varetages af Community Manager Pia Møller-Holst.

Foreningens bestyrelse består af:

  • Forperson: Anders Folmer Buhelt (Akademiet for Social Innovation)
  • Næstforperson: Sine Egede (Udviklingschef, Bikubenfonden)
  • Jakob Fabricius (Art Hub Copenhagen)
  • Thandi Diani (Selvstændig)
  • Dina Vester Feilberg (Kunstchef, Bikubenfonden)
  • Jakob Schjørring (Chef for Socialområdet, Bikubenfonden)
  • Tali Mørch (Partner, Analyse & Tal)
  • Isabella Hemmersbach (Pro Tempore.art)
Disse faciliteter kommer Thoravej 29 blandt andet til at rumme:
  • Arbejdspladser
  • Møde -og udviklingsrum
  • Cafe
  • Atelierer
  • Værksteder
  • Udstillingsrum
  • Studie til video og lyd
  • Black Box
  • Åben scene velegnet til bl.a. debatarrangementer
Arkitektur med stærkt fokus på bæredygtighed
Toggle text

Bygningen på Thoravej 29 er igennem en større transformation for at blive det centrum for inspiration og nytænkning, vi drømmer om. På baggrund af en konkurrence har vi udvalgt et team bestående af Pihlmann Architects, entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S og ABC Rådgivende Ingeniører, til at løse opgaven.

Teamet har et stærkt fokus på bæredygtighed i deres løsningsforslag, som forventes at opnå en såkaldt DGNB guld certificering. Hele løsningen er tænkt ud fra et princip om, at bygningen skal genanvende sig selv. Det betyder eksempelvis, at de i stedet for blot at bryde etageadskillelser ned, vil skære betondæk ud og bruge dem til trapper og inventar. Ligesom de vil bruge overskydende facadetegl til gulvbelægning. Bygningen forventes at stå klar i begyndelsen af 2025.

I forbindelse med Arkitekturens Dag i oktober 2023 inviterede vi sammen med byggeteamet til en rundvisning og talk på  byggepladsen. Talken handlede om genanvendelighed i kunst og arkitektur med et panel bestående af arkitekt Søren Pihlmann fra Pihlmann Architects, adm. direktør Søren Kaare-Andersen fra Bikubenfonden og forfatter og billedkunstner Amalie Smith. Kunst- og arkitekturredaktør Holger Dahl fra Berlingske modererede samtalen.

Du kan se hele talken her

Kontakt: