Artistic Practice

Artistic Practice med scene- og billedkunstner Freya Sif Hestnes: ”Man kan ikke løbe fra sine kropslige oplevelser”

Freya Sif Hestnes kombinerer scenekunstens og billedkunstens sprog, når hun både udvider æstetikken og scenografens rolle i fri bevægelse mellem kunstarterne, institutionerne og det frie, uafhængige felt.

Der er tale om en mangefacetteret kunstnerisk praksis, som også folder sig ud som metode, når undersøgelsen af de konkrete materialer bliver medskaber af de ideer, Hestnes behandler.

Lina Hashim, kunstner og performer, født i Kuwait City I 1978, bor og arbejder i København. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2020. Et gennemgående tema i Hashims praksis er en undersøgelse og afdækning af aspekter af islam, der normalt er gemt væk for offentligheden. Hendes undersøgelser har ikke et blasfemisk sigte, men indgår i en kritisk og nuanceret dialog med religionen. Hashim har selv sagt: ”hvis Islam er et teaterstykke, vil jeg vise, hvad der sker backstage”. Hashim arbejder i sine undersøgelser med et dobbeltblik på Islam: dels som muslimsk opdraget kvinde og dels som den kritiske betragter.

I sine performances, og gennem værker der ofte er skabt med simple og efemere materialer, afsøger Hannah Heilmann vores forhold til objektet og varen. I hendes værker sættes kroppen op mod tingene omkring den, adfærd spændes ud imellem værdisans og besiddertrang, gallerirummet kan tage form af et showroom, og forbrug relateres til både begær og skam.

ARTISTIC PRACTICE er initieret af Bikubenfonden og var drevet af os fra 2019 til og med foråret 2022. Siden har Art Hub Copenhagen administreret programmet på billedkunstområdet.

Kamikker, kajakker, sælspæk og hundeslæder. Jessie Kleemann lader i sin kunst gennemlyse en række kendte kulturelle symboler, men ikke for at fremmane nostalgien om et fortidigt, uspoleret Grønland. Snarere anvender og udfordrer hun dem i en performativ og skulpturel, kropsliggjort situation for at tage dem på sig og forny dem for sig selv og for sit publikum. Og særligt det med at bringe sin egen kulturelle arv og identitet i spil i for publikum, lægger Jessie Kleemann meget på sinde. Hun bruger sin egen krop til at sætte skub i vores erindring og forståelse af vores verden og relationer og videregiver – måske særligt til den yngre generation – et erfarent kropsligt sprog om Grønland, som de kan reflektere og anvende.

ARTISTIC PRACTICE er initieret af Bikubenfonden og var drevet af os fra 2019 til og med foråret 2022. Siden har Art Hub Copenhagen administreret programmet på billedkunstområdet.

Artistic Practice med hybridkunstner Nathalie Mellbye: ”Fejl er den største gave, hvis man gerne vil udvikle noget nyt.”
Fra scenograf til instruktør til kunstnerisk direktør. Nathalie Mellbye er kunstnerisk direktør på teatret Sort/Hvid i den københavnske Kødby. Med en baggrund som scenograf har hun de seneste år markeret sig som iscenesætter med ekspressive visuelle og immersive værker, der på én og samme tid er poetiske og nådesløst rå.
Hybridkunstneren blander fagligheder og formater - i sig selv og i kollektive skabelsespraksisser - når dans, skuespil, musik, performance og installationskunst bliver til nye former for oplevelser.

Kristoffer Akselbos konceptuelle praksis udspringer af et mangeårigt undersøgende arbejde med det konfrontatoriske og grænseoverskridende; særligt den grænse, som befinder sig mellem et kunstværk og dets beskuer. Og netop grænser eller tærskler er helt centrale i Kristoffer Akselbos praksis. Hans værker bevæger sig på tærsklen mellem det virkelige og det uvirkelige, mellem det humoristiske og det ganske ubehagelige; vekselvirkninger, som ifølge Akselbo har potentiale til at bringe beskueren i emotionel bevægelse.

ARTISTIC PRACTICE er initieret af Bikubenfonden og var drevet af os fra 2019 til og med foråret 2022. Siden har Art Hub Copenhagen administreret programmet på billedkunstområdet.

Artistic Practice med instruktør Anja Behrens: ”Scenekunsten kan bringe os i kontakt med de følelser, vi bærer i os”

Scenekunstinstruktør Anja Behrens’ kunstneriske praksis udspringer fra de forstyrrende eksistentielle grundtoner, vi ikke altid kan få kontakt med i vores hverdag. Derfor er hendes metode at arbejde med ritualer og visuelle abstraktioner, der bringer kroppens intuition frem. Det er også derfor, hun insisterer på, at hendes bidrag til kunstneriske processer, er at afholde sig fra intellektuelle analyser i de indledende faser, så intuitionen og det visuelle kan åbne sanserne – både for hendes medskabere i den kunstneriske proces og for publikum.

Artistic Practice med billed- og performancekunstner Linda Lagminan: “those who do not travel never arrive.”
Gennem en myriade af udtryksformer og kunstneriske praksisser, udforsker Linda Lamignan begreberne vandring og diaspora, kærlighed og transformation, når deres værker fortæller historier om at flyde mellem forskellige verdener.
Skulpturer udført i petroleumsvoks omkranset af farverige tekstiler, komplekse musiske kompositioner, videoværker inspireret af B-filmenes humor og en konsekvent performativ udfoldelse. Sådan kan blot en brøkdel af norsk-nigerianske Linda Lamignans virke opsummeres og viser dermed stor kunstnerisk alsidighed og spændvidde.

Marie Munks kunstneriske praksis og totalinstallationer centrerer sig om det sted, hvor menneskekroppen møder fremtidens teknologi. Med silikone som materiale og metafor for vores kød og blod undersøger hun, hvad der biologisk definerer os som mennesker i en ukendt fremtid. Otte fostre i kunstige livmoder-maskiner, der fuldender graviditeten og gror babyer uden for menneskekroppen. En gigantisk, oppustelig moderkage med pulserende blodkar og fugtige hinder, som forbinder mennesker gennem en fælles oplevelse af at være en kødelig krop i en teknologisk verden. En transformeret barokbygning, der er omdannet til et kødeligt datacenter – fyldt med livgivende og omsorgsfulde navlestrenge. Et værk, der både refererer til science fiction og nutidig spiritualitet, og stiller de besøgende over for en surrealistisk vision, hvor moderne mennesker er smeltet sammen med teknologien.

Jens Settergrens proces, praksis og kunst undersøger billedets magt og teknologiens væren. Det sker gennem en usædvanlig omfangsrig variation af materialevalg og udtryksformer, der forholder sig til menneskets forestillinger om verden i billedernes tidsalder.

Som tværæstetisk kunstner arbejder Jens Settergren med både skulpturer, installationer og videoværker, når han stiller spørgsmål om kollektive fantasier, science fiction og samtidens mytologier.

Artiststudio How To Kill A Dog har en udtalt mission om at indtage teaterscenernes nærværende rum, så det intime bliver politisk. De skaber metaforer, som befrier myterne om kvinder, og gennem insisterende humor, musikalsk intensitet og konfrontatorisk politisk bevægelse vil de forandre noget i publikum, så der bliver plads til den unge kvindes stemme.

I front for How To Kill A Dog står Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg. De er udvalgt til Bikubenfondens ”Artistic Practice” for særligt lovende kunstneriske praksisser. De to kunstnere insisterer på at have det sjovt, mens de gennem deres koncertperformances både nedbryder grænserne for, hvordan man plejer at lave scenekunst og hvad man kan tillade sig som samtidskvinde.

Marie-Lydie Nokouda skaber ny-afrodansk dramatik. Med et klart afsæt i den kunstneriske retning ‘afrofuturisme’ giver Nokouda med ’Black To Normal’ sit bud på, hvordan man kan gøre diversitet mainstream i dansk scenekunst. Marie-Lydie Nokouda er initiativtager og leder af den nye kunstnerplatform ’Black To Normal’: ”Der skal være mangfoldighed og diversitet i alle faser af vores kunstneriske praksis og det er et arbejde, der skal være kontinuerligt. Jeg har savnet et fællesskab med andre kunstnere, der ligner mig i scenekunsten og det har altid fået mig til at tænke - hvorfor er der ikke flere som mig i vores branche? Med Black to Normal får jeg opfyldt det behov. Vores nye performative readings er et samlingspunkt for et begyndende fællesskab af afrodanske kunstnere og der er en klar stemning af, at det er forstærkende og en nødvendighed i branchen.”

Ida Grarup arbejder med scenografien som et dialogværktøj, hvor hun udfordrer publikums fysiske tilstedeværelse og involvering i værket. Hun ser teatret som et rum for undersøgelse og en empatimaskine, som sætter scene til, at man som publikum undres, kommer i tvivl og ser verden med andre øjne for et øjeblik.

Hilde Ingeborg Sandvold tænker koreografi ind i mange lag af det at være menneske: i det kognitive, i vejrtrækningen, i blikket og i måden, vores kød reagerer på i hver enkelt bevægelse, vi foretager. Hun vil gerne være bedre til at forstå, hvad det betyder at være en krop, og i Artistic Practice fortæller hun: ”It’s coming from a wish to feel my body, and to be able to control it, somehow. I just want to understand more clearly what it means to be a body and how being a body is shaping our trajectories.”

Mød kunstner og koreograf Jules Fischer i dette Artistic Practice-portræt. Portrættet tager afsæt i værket Vanitas, som er en dedikation til queer- og transfællesskabet. I Vanitas anvender Jules performere med vidt forskellige baggrunde, der med deres uens kropsudtryk og bevægelsesmønster kommunikerer ambivalente følelser og splittelse – tilstande, som generelt kendetegner Fischers kunstneriske praksis.

Alexanders kunstneriske praksis har lyd som konceptuelt og formalistisk omdrejningspunkt. Herfra arbejder han undersøgende på tværs af medier og udtryksformer, såsom skulptur, grafik, maleri, installation og performance. Hans lydværker kan gøre lytteren bevidst om egne subjektive sproglige, psykologiske og kulturelle referencer, der er essentielle forudsætninger for vores måde at opfatte omverdenen på.

Billedkunstner Hannibal Andersen arbejder i krydsfeltet mellem økonomi, politik og teknologi. I sin praksis forsøger han at belyse og sætte spørgsmålstegn ved de strukturelle magtforhold i samfundet, vi tager for givet. Han sætter både video, lyd, tekst og performance i spil med hverdagsobjekter, og ofte vil 'sammenhæng' og 'sted' spille en afgørende rolle i hans værker.

Med stor politisk bevidsthed, legende sceniske formeksperimenter og en stærkt kropslig tilgang til instruktionsarbejdet genopfinder teaterinstruktør Sargun Oshana gang på gang scenerum og publikumskontakt. Oshana har fokus på grænsebrydning og mangfoldighed i bred forstand, og hans forestillinger omhandler blandt andet etnicitet, seksualitet, køn og klasse. Særligt er han optaget af post-migration.  

Koreograf og formskaber Gunilla Lind skaber værker i en unik blanding af moderne dans, fysisk teater, mode, lyskunst og arkitektur. I sine overdådige sceniske værker tager hun fat om kunstighed og kropsidealisering i en digitaliseret tid og skaber modige og urovækkede sanselige rum.

Kunstnerduoen Kirsten Astrup og Maria Bordorff har de seneste tre år arbejdet sammen og skabt det, de kalder filmkabareter, der på en og samme tid er både poetiske og politiske. Deres værker emmer af flamboyance og dekadence, humor og alvor. De blander genrer og udtryk i deres kunstneriske praksis og bruger musik og queerede manifestationer til at tage samfundspolitiske temaer op om velfærdssamfundets deroute og et dertilhørende tab af kollektive værdier.  

Billedkunstner Jakob Kudsk Steensen har de seneste par år markeret sig nyskabende gennem sine Virtual Reality-værker i et grænseland mellem kunst og film. Han arbejder som kunstner med virtuelle og syntetiske virkeligheder, og han skaber nye komplekse verdener i digitale miljøer, man som publikum kan opleve gennem fx VR eller via sin smartphone.