Art Hub Copenhagen
I Bikubenfonden har vi en vision om at styrke den danske billedkunstscene og betingelserne for kunstnerisk udvikling og produktion i Danmark. I efteråret 2016 iværksatte vi en større undersøgelse af billedkunstens rammer i Danmark. Undersøgelsen havde til formål at afdække de udfordringer, der omgiver det danske billedkunstfelt og de potentialer, der er for at udvikle scenen.
Undersøgelsen udpegede potentielle indsatser inden for kunstproduktion, netværk, videndeling, formidling og organisering på billedkunstområdet. Disse tematikker blev udfoldet i rapporten Kunstens Rammer – nyskabelse af muligheder for kunstnerisk udvikling i Danmark, der udkom i maj 2017. Rapporten anbefaler blandt andet et fysisk samlingspunkt med potentiale til tværfaglige samarbejder og peger samtidig på nødvendigheden af at styrke internationale relationer.
Videndeling og udviklingsarbejde er i gang
Vi har siden sommeren 2017 gennem workshops og dialog med kunstnere, kunstinstitutioner, fonde og andre aktører i og omkring den danske kunstscene arbejdet på at konkretisere forskellige scenarier for indhold, struktur og organisering af et fysisk samlingspunkt. Det har udmøntet sig i scenariet for Art Hub Copenhagen – en vision om at skabe et internationalt førende samlingspunkt i København. Ambitionen er at skabe innovative rammer for samtidskunstens udfoldelse, hvor tværfaglighed, samarbejde og internationalitet er i fokus.
I sommeren 2018 blev Art Hub Copenhagen etableret som selvstændig forening og flyttede i starten af 2019 ind i midlertidige lokaler på Halmtorvet 27 i Kødbyen. Herfra skal udviklingsarbejdet fortsætte, og aktiviteter i samarbejde med danske og internationale partnere skal startes op. Art Hub Copenhagen arbejder på at finde permanente lokaler, hvor kunstinstitutionen kan realiseres i fuldt format.
Besøg Art Hub Copenhagens hjemmeside her
Arbejdet med Kunstens Rammer blev iværksat på baggrund af det særlige fokus på kunstnerisk udvikling, vi har haft gennem de seneste år – og i særdeleshed de erfaringer, vi har fået gennem BIKUBENFONDENS ATELIERPROGRAM. Gennem kvalitative interviews og dialog med kunstnere, kulturinstitutioner, øvrige videnspersoner på billedkunstområdet samt en række internationale organisationer fik vi afdækket en række udfordringer og behov.


TILLIDSHVERV
BIFI A/S
Høbbet A/S
ØVRIGE
EFC Art and Culture Network
i dialog
Med Art Hub Copenhagen ønsker vi en åben dialog med andre, der også ser et potentiale i at arbejde for at styrke billedkunstscenen og udvide dens muligheder med et mærkbart og langsigtet perspektiv.