Unge fortæller

”Jeg kan godt have et stort temperament, men jeg slapper altid mere af, når vi er ude. Vi er meget udenfor og på ture i naturen med lærerne her. Det er fedt. Jeg elsker at fiske og har fisket med min far, siden jeg var fem år. Derfor spørger de andre mig om hjælp til at binde knuder og ordne kanoerne og alt det.  

På den måde er det meget anderledes her. På min gamle skole var der ingen, der bad mig om hjælp til noget. Jeg var lidt en ballademager med meget temperament, slåskampe og smadrede møbler. Jeg sad tit nede i skolens kælder. Det er anderledes nu, hvor jeg er meget mere udenfor. Så kan jeg godt koncentrere mig i lang tid."

Tid i naturen giver lyst til at trykke på den faglige speeder

"Jeg har også rykket mig fagligt her både i dansk og matematik, men mit yndlingsfag er friluftshold. Før tog jeg meget hjem og spillede. Nu kan jeg finde på at gå en tur, når jeg kommer hjem.  

Jeg har nok forandret mig. Jeg er blevet bedre til bare at trække mig, når der er noget, der trigger mig. Jeg kan bedre mærke, når jeg skal have en pause og kan bedre styre mit temperament. I sidste uge var der en, der råbte ad mig, hvor jeg bare valgte at gå. Og da vi var på lejrskole, var det mig, der fik de andre med på at lave bål og stege skumfiduser.  

Jeg har også været i praktik hos en landmand som jordbrugsmaskinfører – det er dem, der kører de store maskiner på markerne. Det kunne jeg godt tænke mig at blive, og jeg har stadig kontakt med landmanden.”

”På robusthedscamp er man ude hele tiden og skubber til sine grænser – på mountainbike, på lange vandreture, i kano og omkring bålet. Det er et frirum at være ude, og man bliver hurtigt tæt med de andre unge. Lærerne og pædagogerne betyder også meget. De tror på dig og får dig til at tro på dig selv. Man er tryg ved dem.  

Der er et andet sammenhold, når man er sammen udenfor. Man lærer hurtigt rigtig meget om hinanden og hinandens grænser. For eksempel har jeg højdeskræk, og det fortalte jeg, da vi skulle klatre. Jeg var bange for, om de andre ville afvise mig, men de var helt forstående, og så blev det nemmere at klare at være højt oppe, når man var sammen om det.”

Det giver selvtillid, når de fortæller positive ting om dig

”Jeg bruger det faktisk i skolen nu. På min gamle skole var det svært, og jeg kunne godt give fuldstændig op, hvis der kom et bump. Nu kan jeg tænke: ’Hvis jeg kunne klatre så højt op, så kan jeg altså også lave det der matematikstykke’. Jeg har udviklet mig meget fra min første camp til nu. Jeg er blevet mere klar over, hvem jeg er, kan sætte grænser og er blevet bedre til at tale med andre. 

På camp har folk meget respekt for hinanden. Man føler, at man er noget værd. Folk lytter og spørger ind, og hvis man har fortalt noget meget personligt, så føler man ikke, at der blev gjort grin med en. Man bliver lyttet til, og folk har respekt for en, fordi der er andre, der har det på samme måde.    

Vi havde også noget, der hedder ’bevidning’, hvor vi fortæller positive ting om hinanden, som vi har lagt mærke til. Det var ret vildt og dejligt at høre de andre sige positive ting om mig. Jeg fik at vide, at jeg er omsorgsfuld og bare sådan en, som er rar at være sammen med, fordi jeg er mig. Det gav mig megameget selvtillid. Det var som om, det gav en kemisk reaktion oppe i hovedet, som fik mig til at tænke: Jeg kan godt.”

”Noget af det vigtigste, jeg har lært på camp, er nok, at man kan have nogle tanker oppe i hovedet om at ’aj det kan jeg ikke’ eller ’det tør jeg ikke’. Men det er jo bare tanker. Så man er nødt til at fucke lidt med sin hjerne og sige til sig selv: Jo, du kan godt. Jeg har udfordret mine grænser og fundet ud af, at jeg kan mere, end jeg selv tror.  

Vi skulle for eksempel sejle i kano, og jeg kan faktisk ikke lide at være tæt på vand og kan godt have en skræk for at falde i vandet. Men jeg skulle være i en kano med to andre, som havde bind for øjnene. De skulle ro, og jeg skulle guide dem. Jeg tænkte først, at jeg ikke turde. Jeg var bange for, at vi røg i en forkert retning. Men de andre havde jo brug for mig, og så gjorde jeg det. Da vi først sad i kanoen, hjalp jeg de andre ved at snakke, for det var nemmere for dem at sejle, når der ikke var akavet stilhed. Vi kom i mål, og det føltes så fedt.”

Når andre tror på dig, er det nemmere at tro på dig selv

”Folk bakkede meget hinanden op på campen og sagde ’du kan godt’. Når andre tror på mig, så bliver det også nemmere at tro på mig selv. Jeg har fået mere selvtillid og bruger meget en model, vi lærte, som hedder PORT, som handler om at være positiv, vise andre omsorg og respekt og at tro på sig selv.  

Før, når jeg sad i skolen med nogle svære opgaver i matematik, så sprang jeg tit bare over dem. Nu prøver jeg at bruge det, jeg har lært på camp, og siger ’jo, du kan godt’ til mig selv. Det er noget nyt for mig. 

På camp skulle vi i grupper fortælle om det positive, vi så i andre. Det hedder bevidning. Det gjorde mig superglad, at de andre sagde, at jeg er dejlig at være sammen med, jeg tager hensyn til andre og at de synes, det er rart, når jeg spørger dem, om de er okay. Jeg følte, at de andre så min personlighed mere, end de gør i skolen. Det er også noget af det, som har gjort mig stærkere i skolen nu.”

”Alle os, der går her, kommer fra noget lort og har vores problemer. Jeg gik i den samme folkeskole fra 0. til 7. klasse, og der blev jeg mobbet. Så havde jeg et halvt år, hvor jeg ikke gik i skole. Da jeg startede her for tre år siden, var jeg meget påpasselig og bange for nye ting. I dag kan jeg sige til mig selv: ’Nu gør du det!’, og så er det fedt bagefter. Jeg har ændret mig rigtig meget. 

Vi skubber til vores grænser her. Når man har prøvet noget én gang, så tænker man næste gang, at det kan man godt. Vi var for eksempel ude at klatre, og jeg har højdeskræk og kan godt blive bange og komme op at køre, så det var hårdt. Men vi støttede hinanden, så det blev en fælles ting. Og bagefter var vi bare sådan: ’Vi gjorde det!’. Det var fedt.”

Nu er det Isabella, der hjælper de andre

”At være udenfor sammen og på tur gør alt i forhold til skolen. Det skaber et tættere fællesskab og sammenhold, når vi er ude sammen. Turene gør, at vi er tæt på hinanden og trygge. Og så tør man også sige noget i undervisningen.

Den første gang, vi skulle sejle i kano, fik jeg en redningsvest og en pagaj, og tænkte: ’Shit, jeg drukner!’. Vandet var virkelig klamt, og det skulle jeg bare ikke i. Men jeg gjorde det. Når vi er på kanotur nu, så er det mig, der siger til de andre: ’Hey, det er ikke farligt det her’ og hjælper dem. Os, der har gået her længe, hjælper de nye. Det er helt naturligt. 

Det at gå her har gjort meget for mig, også da jeg ikke havde nogen andre. Skolen og turene har været mit fristed. Nu bor jeg på et opholdssted. Og dér er det mig, der siger: ’Hallo, skal vi ikke tage ud at klatre og lave noget sammen?’. Jeg er blevet den person, jeg gerne vil være. Jeg drømmer om selv at blive socialpædagog og arbejde med udsatte børn og unge. At være noget for andre og hjælpe.”