Mød vores bestyrelse og to direktører
Bestyrelsen består af syv medlemmer der mindst fire gange om året går sammen om at sætte strategisk retning samt vurdere og beslutte nye metoder, indsatser og partnerskaber.
Foto: Tobias Nicolai
Bestyrelse
Direktion
Administrerende direktør Søren Kaare-Andersen og udviklingsdirektør Sine Egede Eskesen udgør tilsammen direktionen hos os. Det er vores bestyrelse, der ansætter direktionen.
Valg af bestyrelse
Det er vigtigt for os, at vi har et godt hold som bestyrelse med en bred viden og relevante kompetencer, der kan supplere hinanden inden for ledelse, investering, erhvervsdrift og viden om nogle af de missioner, vi arbejder med.
Når det er tid til at vælge et nyt bestyrelsesmedlem, gør vi os umage med at finde en stærk kandidat. Det gør vi med hjælp fra uvildig ekstern konsulent.
Regler for bestyrelsesmedlemmer
Bestyrelsen består af op til otte medlemmer. Det er bestyrelsen selv, der vælger nye medlemmer ved simpelt flertal for to år ad gangen. Bestyrelsen vælger selv sin formand og kan vælge en næstformand. Hvert bestyrelsesmedlem kan være på valg maksimalt fem gange.
Aldersgrænse
Bestyrelsesmedlemmer må maximalt være 70 år gamle. De kan senest vælges til og med det år, hvori de fylder 69 år. Når medlemmer er fyldt 70 år, udgår de af bestyrelsen senest 1. maj.
Habilitet
Åbenhed og transparens er noget, vi vægter højt - også i bestyrelsesarbejdet. Derfor har vi klare regler for habilitet. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af aftaler mellem fonden og sig selv eller et søgsmål mod sig selv. Et bestyrelsesmedlem må heller ikke deltage i aftaler mellem fonden og tredjemand eller søgsmål mod tredjemand, hvis bestyrelsesmedlemmet har en væsentlig interesse, der kan være i strid med fondens. De samme regler gælder direktionen i Bikubenfonden.
Honorarer og lønninger
Bestyrelsesmedlemmer modtager et fast grundhonorar på 200.000 kr. om året. Formanden modtager tre gange grundhonoraret og næstformanden to gange grundhonoraret. Ingen bestyrelsesmedlemmer modtager herudover ekstra honorar.
Administrerende direktør Søren Kaare-Andersen modtager et årligt vederlag på 2.866.388 kr. Udviklingsdirektør Sine Egede Eskesen modtager et årligt vederlag på 1.571.833 kr.
Vi følger alle Erhvervsstyrelsens anbefalinger for god fondsledelse.
Bestyrelsens forretningsorden
Læs også bestyrelsens forretningsorden, hvor vi skriver mere om, hvordan vores bestyrelse arbejder.