Vi kan ikke forvente at løse komplekse samfundsproblemer ved at skrue på én knap med ét godt projekt eller én vellykket reform. Enkeltreformer eller enkeltprojekter løser sjældent udfordringerne på den lange bane. Det bliver alt for ofte symptombehandling og lappeløsninger. Derimod løser vi komplekse samfundsproblemer, når mange forskellige aktører på tværs af civilsamfund, erhvervsliv og den offentlige sektor går sammen om en fælles mission og forpligter sig til samarbejde og til at skrue på mange forskellige knapper samtidig – med det lange lys på. Og ved på samme tid at være indstillede på at lære og udvikle i et fællesskab. Den tilgang hedder en porteføljetilgang. Tilgangen har vundet indpas i udlandet og i Danmark er vi gået i gang med at teste den i En Vej til Alle – et handlefællesskab for uddannelse og job til ALLE unge, som også er samarbejdspartner til regeringens nyligt lancerede Ungeløftet.

Gode løsninger virker ikke for evigt

Grundtanken er, at vi bedst udvikler vores samfund og løser komplekse udfordringer, hvis vi ser mere i helheder på tværs af siloer og niveauer, brancher og sektorer. 

Med opmærksomhed på:

• LYTTE: Vær tæt på og lyt til praksis og find indsigter og mønstre i lovende, lokale eksempler.
• KONTEKST: Skalering og implementering af gode løsninger kræver altid kapacitet til afprøvning og tilpasning til lokale behov og den kontekst, de skal virke i.
• KOMPLEKSITET: Gode løsninger virker ikke for evigt. Karakteren af et vildt eller komplekst problem er netop, at når ét aspekt af problemet er løst opstår det næste. Derfor må vi hele tiden søsætte nye eksperimenter og udvikle nyskabende aktiviteter der, hvor vi ikke kender svarene – og koble de nye erfaringer med alt det, vi ved i forvejen.
• LÆRING: Nødvendigheden af at bruge tid og kræfter på at dele viden og lære sammen i fællesskab

Kollektiv læring og lovende lokale løsninger

Læringsdelen er central. Det er en grundsten i porteføljetilgangen er, at der er behov for fælles læring på tværs. Når kollektiv læring er i centrum, bliver vi klogere – både af hinanden, af nye eksperimenter og af tidligere erfaringer og resultater. Det handler om at se på forskelligartet ekspertise; fra det offentlige, civilsamfund, erhvervsliv og de, der har personlige erfaringer, så klassiske ’big data’ på fx populationsniveau bliver tættere koblet til og fortolket i og med den praksis, som er tættest på problemerne.

Når vi får vi flere perspektiver, kan vi hurtigere lære af hinanden. For mange af frøene til fremtidens løsninger er sået – og nogle gror og blomstrer endda ude i landet. Der er med andre ord ofte meget i gang, som vi skal bygge videre på. Så når vi vil skabe forandringer, skal vi både så, gøde og høste mulighederne i fællesskab. Vi skal mere systematisk bruge det, der allerede fungerer og lære af det, der visner og går galt. 

Det kræver rammer for nye typer dialog og formater for vidensudveksling mellem praksis, erfaringsekspertise og policy - top down og bottom up. Hvor fokus ikke er på bestemte løsninger, som skal skaleres, men på hvad fællestrækkene er for det, der virker, hvilke forudsætninger der bør være til stede for at det virker, og hvilke principper for tiltag, som bør efterleves fremadrettet. De rammer findes ikke i dag. Sagt lidt firkantet: Dem der ved, hvad der virker i praksis, taler lige nu for usystematisk og tilfældigt med dem, der udstikker rammerne. Det betyder at værdifuld viden går tabt, og at de strukturelle rammevilkår ofte ikke er i sync med virkeligheden.

Fra kanylestik til system-akupunktur

Ordet portefølje dækker over en palette af indsatser på samme tid. Afsættet er, at det at løse svære samfundsudfordringer kræver forandringer mange steder, på flere måder på samme tid. Man kan kalde det system-akupunktur, når vi sætter flere tiltag, interventioner og eksperimenter i gang flere steder samtidigt. Det kan være komplekst, men det kan også give langt flere og mere langtidsholdbare løsninger på store udfordringer. 

Hvis vi bliver i akupunktur-metaforen, kan man sige, at porteføljetilgangens system-akupunktur står i kontrast til den klassiske projekttankegang. Her er ideen nærmere, at man med en enkelt virksom indsats – eller et enkelt kanylestik – forsøger at sprøjte den rette mikstur ind i systemet. Med porteføljetilgangen påvirker man systemet med flere nåle samtidigt. Det er ikke noget, der har en slutdato. Det er en organisatorisk puls, hvor vi fornyer og tilpasser.

Er det besværligt? Ja! Det er selvfølgelig langt mere komplekst at arbejde porteføljebaseret end at søsætte et godt gennemtænkt projekt eller en intervention, man kan måle på. Styrken er, at det omfavner den komplekse natur af udfordringerne, sætter kollektiv læring i centrum for det, vi allerede gør, og orkestrerer erfaringer fra praksis og nye ideer på en strategisk måde. Det gør det muligt at se nye vinkler og styrker videns- og beslutningsgrundlag. 

Evighedsudfordringen: Unge uden job eller uddannelse

Det helt konkrete eksempel En Vej til Alle tager fat i, er det genstridige problem Danmark har, at en stor gruppe unge hverken er i job eller uddannelse. Sådan har det være i mange år selvom talrige forsøg, reformer og projekter har søgt at løse udfordringerne. Og senest er Ungeløftet så kommet til. En politisk aftale om udrulning af en række virksomme indsatser lokalt og et tilhørende nationalt partnerskab med centralt formål om at at skabe konkrete jobmuligheder til unge.

I kredsen af de mange aktører og organisationer, som har tilsluttet sig partnerskabet, er mange, som også er del af En Vej til alle. De har en stor mængde af erfaring og lykkes allerede lokalt med forskellige typer af indsatser for og med unge. Der er med andre ord masser af viden og masser af potentiale. Med en porteføljetilgang kan vi skabe overblik over, hvilke tiltag, der virker og hvorfor. Vi kan samles om at se på, hvad alle kan lære af de virksomme tiltag og undersøge, om flere kan afprøve beslægtede tiltag eller sætte yderligere eksperimenter i gang, der hvor vi endnu ikke er på sikker grund.

En porteføljetilgang kan tilbyde alt det i et koordineret, kollektivt læringsfællesskab. Det giver accelereret læring og gør, at aktører hurtigere kan omsætte læringen til handling og udvikling af nye initiativer, hvor der er behov. Og det er netop det, vi ønsker at afprøve og skabe rammer for med En Vej til Alle og ikke mindst kunne bidrage med ind i Ungeløftet.

Handlingsfællesskabet En Vej til Alle

I En Vej til Alle er et handlingsfællesskab arbejder omkring 40 meget forskellige organisationer fra civilsamfund, det offentlige og erhvervslivet med udgangspunkt i netop porteføljetilgangen. Udfordringen med de mange unge, som kontinuerligt står udenfor uddannelse, job og fællesskab, er kompleks og gruppen af unge divers. Derfor har vi samlet os i mindre arbejdsgrupper om del-udfordringer – vi kalder det udviklingsplatforme. Her samles praksisaktører, fagfolk, organisationer og unge i handlings- og læringsfælleskaber efter tematikker. 

Ét af de steder vi er startet med at zoome ind, er på de lokale beskæftigelsesindsatser, som rammer unge, der ikke af sig selv finder vej ind i uddannelse og job. Førende aktører har allerede været i gang med at se på tværs af erfaringerne fra eksisterende lokale ungeindsatser og bedste viden lige nu. Sammen er de kontinuerligt blevet klogere på, hvad der virker i praksis – og hvad der ikke virker; hvilke ideer vi med fordel kan sprede ud og hvilke antagelser, vi skal droppe. På den baggrund er næste skridt at forme og sætte nye eksperimenter systematisk i gang forskellige steder i økosystemet – at sætte nye nåle i. 

Samtidig vil vi fastholde infrastrukturen for opsamling af løbende fælles læring og bl.a. også søge yderligere samarbejde med relevante vidensmiljøer som fx CUBB. I takt med at yderligere læring langsomt udkrystalliseres vil flere relevante aktører kunne inviteres med ind i eksperimentariet. Ambitionen er samtidig at læring skal flyde langt mere samlet og systematisk til relevante policy aktører, så strukturelle barrierer og forhindringer hurtigere kan ryddes ad vejen. Med både Ungeløftet og den kommende beskæftigelsesreform som yderst relevante anledninger.

Der er ingen perfekt one-size-løsning, men over tid finder vi forhåbentlig gennem brudstykker af vellykket praksis nogle klare koncepter og rammer for, hvordan vi som samfund lykkes med at få flere unge i job og uddannelse.

FN og OECD gør det

Ude i verden spirer porteføljetilgangen frem. Store internationale organisationer som OECD og FN og en række udenlandske fonde arbejder i stigende grad med porteføljetilgangen, som også er del af centraladministration og regeringens arbejdstilgang i Canada. Det er en ny måde at arbejde på, som også Bikubenfonden er ved at opbygge hele sin praksis omkring og har store forventninger til. 

I En Vej til Alle kommer vi ikke til at ramme skiven med alt i første forsøg, men vi tror på, at porteføljetilgangen er en del af den vej, vi skal gå for at skabe reelle systemforandringer. Fremadrettet kommer tilgangen også til at påvirke den måde, vi investerer vores ressourcer på. Tilgangen åbner fx også for muligheder for tættere samarbejde mellem forskellige fonde. For når enkeltfonde samler det, de hver især ved og kan, kan vi for alvor mobilisere os sammen med de mange relevante aktører på forskellige niveauer om fælles samfundsforandrende missioner.