Kronik: Socialpolitikken skal bruge fremtiden strategisk

Vi har analyser, data, viden og gode intentioner på socialområdet – ikke mindst. Alligevel mangler vi retning. Socialområdet drukner ofte i kortsigtede prioriteringer, drift og i politiske, faglige og organisatoriske siloer. Det gør det svært at holde en langsigtet kurs.  

Men der er godt nyt: Bruger politikere, embedsværk, civilsamfundsorganisationer og fonde  fremtiden som styringsredskab, kan vi skabe et tydeligere fælles blik for, hvor vi skal hen – og hvad vi må prioritere nu. Tre udfordringer kalder især på en ny tilgang.

For det første er socialområdet ofte kortsigtet. Mange af de politiske beslutninger, vi har set de seneste år, er præget af lappeløsninger, hvor huller i kontanthjælpsreformen bliver forsøgt lappet med en fødevarecheck og huslejestøtte. Problemer bliver ikke endelig løst, men forskyder sig og opstår igen i nye former. Det sætter ikke en ny kurs for, hvordan vi som fonde, politikere og civilsamfundsorganisationer og civilsamfund i det hele taget møder unge i udsatte positioner i fremtiden.

Fremtidstænkning gør det modsatte. Den løsriver os fra de eksisterende problemer og spørger: Hvordan ser den ideelle fremtid ud? Derfra arbejder vi baglæns. Det skaber organisatorisk og politisk mod til at prioritere løsninger, der rækker ud over budgetmodeller og reformspor.

For det andet er socialområdet præget af en stærk beskyttelseslogik. Mange unge i udsatte positioner møder systemer, der er skabt til at beskytte – og det er ofte vigtigt. Men det kan samtidig komme til at betyde, at de unge får mindre mulighed for at udfolde sig, prøve ting af og udvikle sig.  

Fremtidstækning kan hjælpe os med at finde nye balancer mellem støtte og tillid, så unge får mere plads til egne udfoldelser. Den giver os et nyt afsæt og spørger: Hvis unge i fremtiden skal opleve mere plads til at udvikle og udfolde sig – hvilke konkrete skridt kan vi så tage allerede i dag?

For det tredje er der bred erkendelse af at siloer står i vejen for sammenhæng på socialområdet i dag. Men det er svært at ændre i praksis. Det giver udfordringer. For når vi møder et ungt menneske ansigt til ansigt, passer de sjældent ind i én kasse.

Fremtidstænkning afslører hurtigt, at ingen aktør kan lykkes alene. Et fælles fremtidsbillede gør samarbejdet lettere, fordi alle tydeligere kan se, hvordan deres eget bidrag påvirker helheden. Det rejser endnu et vigtigt spørgsmål: Hvad skal fonde, politikere, embedsværk og civilsamfundsorganisationer bidrage med i fremtiden? Og er det egentlig noget helt andet, vi skal lave i fremtiden, end det, vi bidrager med i dag?   

Ingen kan sætte kursen mod 2050 alene. Men vi kan som fonde, politikere, embedsværk og civilsamfundsorganisationer, begynde at arbejde på måder, der trækker fremtiden ind i nutiden. I Bikubenfonden øver vi os hver dag sammen med andre aktører.  

Her er tre greb, vi ser virker, og som vi håber kan inspirere politikere, embedsværk, civilsamfundsorganisationer og fonde til at bruge fremtiden strategisk i deres arbejde: 

1. Gør problemerne større, før I zoomer ind på konkrete problemer i dag. Start med at zoome ud for at se hele systemet omkring det, du vil skabe en forandring for. Det giver et nyt blik på barrierer og muligheder – og viser, at én aktør sjældent kan løse udfordringer alene. Det tvinger os til at finde løsninger på tværs af fagligheder, forvaltninger og ressortområder. 
   Det har vi i Bikubenfonden forsøgt i vores nye initiativ Teenager & Anbragt. Vi har arbejdet med anbringelsesområdet i mange år og måtte erkende, at vi til sidst var blevet for konkrete i jagten på én løsning. Derfor inviterede vi unge, fagpersoner og ledere på tværs af socialområdet til en ny samtale uden ét svar som starten på en ny tilgang på tværs. 
    
2. Skab et fælles fremtidsbillede for at opnå fælles sprog. Når civilsamfund, fagfolk og ledere arbejder ud fra samme fremtidsbillede, bliver forskelle i perspektiv tydelige og nemmere at arbejde med. Vi bliver hver især konkrete på, hvad der skal til for, at vi lykkes, og hvordan vi kan bidrage på vejen dertil. I Teenager & Anbragt bruger vi metoder fra fremtidsforskning, kunst, social innovation og systemtænkning. Det skaber fremtidsbilleder og fælles sprog, som vi nu forsøger at massere ind i tættere samarbejde. 
    
3. Omsæt fremtidsbilleder til konkrete eksperimenter. Det behøver ikke at være så stort, som det måske lyder. Når et fælles fremtidsbillede er etableret, tegner der sig en konkret retning. Derfra kan vi teste idéerne af i praksis, før vi skalerer. Små, tydeligt rammesatte eksperimenter kan udfordre antagelser, skabe energi og give viden, der kvalificerer den langsigtede strategi. I Teenager & Anbragt, er vi netop nu i gang med at finde partnere – kommuner og børne- og ungehjem, der vil åbne maskinrummet og teste fremtiden af sammen med os. Her tester vi, hvad der virker, og hvad der skal ændres for, at vi lykkes med at skabe forandring for unge i anbringelse. På den måde bliver fremtiden ikke noget fjernt – men noget, vi øver os på i fællesskab. 

Fremtidsscenarier er ikke kreativ hygge. Det er en strategisk disciplin, som bruges i alt fra klima, til økonomi og beredskab. Socialområdet har i høj grad brug for samme systematik.  

Vi står i et sjældent momentum. Reformtrætheden er udbredt, og erkendelsen af, at lappeløsninger ikke rækker, vokser. Unge i udsatte positioner kan ikke vente på næste folketingsvalg eller reform. De har brug for, at vi handler på fremtiden allerede i dag. 

Derfor inviterer vi i Bikubenfonden politikere, kommunale ledere, praktikere, unge og civilsamfund til SNART – et fremtidslaboratorium, hvor vi sammen træner evnen til at tænke og handle langsigtet. Det er et refleksions-, metode- og handlingsrum, som vi satte strøm til i 2025.Her mærker deltagerne fremtiden på egen krop og dedikerer sig til den.   

Fremtiden er ikke noget, vi gætter på. Det er noget, vi øver os på – sammen. 

Jeg håber, at du vil være med på rejsen mod 2050.