Et sted, hvor denne forhandling udspiller sig lige nu, er Snart – laboratoriet for mulige fremtider, der er en del af forandringsfællesskabet Thoravej 29 i København NV. 

Som en del af laboratoriet kan du ringe til fremtiden via installationen Agora, der er et forsøg på at eksperimentere med vores forståelse af AI. I stedet for at AI fjerner vores handlekraft eller fungerer som optimeringsmotor i vores liv, ses AI her som en medskabende kraft.

I Agora taler publikum med fem AI-agenter med distinkte personligheder, som er skabt til at føre samtaler om fremtiden med tanke på de generationer af mennesker og andre arter, der kommer efter os. 

Traditionelle AI-assistenter fremstår ofte som netop assistenter: servile, neutrale og upersonlige, renset for holdning og identitet. Agora gør det modsatte. De fem AI-agenter er ikke neutrale værktøjer. De er personligheder, med egne stemmer, temperamenter og perspektiver. De er designet til at rumme tvivl, undren og uenighed. 

Og netop derfor åbner de op for noget vigtigt, der sjældent får plads i den teknologiske debat: reflektion, fantasi og håb.

Vi lever i en tid, hvor de mest udbredte AI-modeller trænes på enorme datasæt og trækker enorme mængder energi i globale datacentre.

Her er det en pointe i sig selv, at Agora er bygget på et kurateret, håndlavet datasæt og kører deres LLM (store sprogmodel) lokalt. Det vil sige: alt data og al processering foregår lokalt – på en server i København K. Når publikum taler med en af AI-agenterne, bliver der ikke sendt forespørgsler ud til globale techgiganters cloud-servere. Og der trækkes ikke på data eller energi fra kæmpemæssige amerikanske datacentre. 

Det er ikke kun en teknisk detalje, men en etisk beslutning. Det viser, at vi kan skabe meningsfuld kunstig intelligens med langt mindre energiforbrug, og at vi måske bør bevæge os mod mindre modeller, der også er open source. 

I Agora er den menneskelige intention i fokus som et modbillede til de uigennemskuelige, kommercielle black boxes, som i dag dominerer AI-landskabet.

Agora er et eksempel på det, der kaldes en spekulativ prototype. Spekulative prototyper er ikke et bud på, hvordan fremtiden bliver. De åbner rum for kritisk refleksion og kollektive samtaler om, hvilke værdier vi ønsker at indlejre i vores teknologi. De er en anledning til at diskutere, hvordan vi gerne vil have, fremtiden skal være, og hvad der er utilstrækkeligt ved status quo.

Det er vigtigt, at vi forestiller os og diskuterer fremtidens teknologier, før de bliver til hverdag, og her kan kunstneriske greb, for eksempel i form af spekulative prototyper, spille en vigtig rolle. 

Det datasæt, der ligger til grund for Agora, er alt andet end tilfældigt. Det består af 383 nøje udvalgte forudsigelser – der spænder fra videnskabelige rapporter til eksperimenterende science fiction, fra sociologi til spekulativ filosofi. 

Blandt kilderne findes fremskrivninger fra dataregistre såsom Danmarks Statistiks befolkningsprognoser og IPCC’s klimarapporter.

Det er en pointe, at den type officielle dokumenter – trods deres autoritative status – afspejler bestemte forestillinger om, hvem og hvad der tæller i fremtiden.

Når befolkninger fremskrives i kategorier som indvandrere eller efterkommere, styrkes forestillingen om, at nogle hører mere hjemme i fremtiden end andre. Når klimaet modelleres inden for rammerne af økonomisk vækst og teknologisk effektivisering, forsvinder alternative forestillinger om samfund, natur og sameksistens.

Derfor er datasættet også sammensat med blik for det spekulative, det poetiske og det afvigende.

Forudsigelserne er hentet fra bøger som ‘The Ministry for the Future’ og ‘This Is How You Lose the Time War’, der forestiller sig både kollaps og kærlighed i en post-human fremtid.

Der indgår faglitteratur som ‘Other Minds’, der spørger, hvad blæksprutter kan lære os om bevidsthed. Og en bred vifte af essays og teorier om økologi, handicap, queerness og kosmologi. Alle med det til fælles, at de insisterer på andre mulige verdener. 

Det er data til at drømme. AI er ikke andet end mønstre skjult i vores data – data, der afspejler vores mareridt og drømme. Vi vælger selv, hvilke mønstre vi lægger vægt på. 

Og netop her ligger det centrale. Hvis vi bygger AI på datasæt, der kun afspejler det allerede eksisterende – det økonomiske, tekniske og målbare – risikerer vi, at fremtiden blot bliver en gentagelse af fortiden.