Rapport: Kunstnermiljøer – Udviklingen af den blandede by

Forundersøgelsen Kunstnermiljøer – udviklingen af den blandede by sætter fokus på kunstnernes vigtige rolle i udviklingen af mangfoldige og levende byer og præsenterer konkrete scenarier for fremtidens kunstnerboliger og fællesskaber.

Rapport

35 minutter

Af

BARK rådgivning for Dreyers Fond og Bikubenfonden

Dato

02 november 2023

Forundersøgelsen afdækker blandt andet kunstneres behov, når det gælder boliger, atelierplads, deres ofte begrænsede økonomiske råderum og den værdi, som kunstnermiljøer kan bidrage med.

Den peger på, at permanente kunstnermiljøer med kunstnerboliger og tilknyttede arbejdsfaciliteter er et sjældent syn i storbyen i dag, og at antallet af betalbare boliger i Danmarks store byer er faldet markant.

På den baggrund opstiller undersøgelsen tre modeller for boliger med adgang til atelier, mulige ejerskabsformer, samt muligheder for at etablere kunstnermiljøer i nogle af de områder i København, som allerede er under udvikling.

Den trækker også på international inspiration og giver bud på udviklingsprincipper, organisering og finansiering, der kan være relevante for alle aktører, som arbejder med udviklingen af byer og kunstnermiljøer.  

Undersøgelsen blev igangsat af Akademisk Arkitektforening, Foreningen Kunstnerboliger af 1873, UKK organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere, Billedkunstnernes Forbund og Bikubenfonden med det formål, at skabe grundlag for dialog om og videreudvikling af betalbare kunstnermiljøer. Rapporten er udarbejdet BARK rådgivning og er støttet af Dreyers Fond og Bikubenfonden.