Rapport: Hver tredje anbragte unge står alene, når de fylder 18

For 1 ud af 3 anbragte unge i Danmark er der ingen hjælp at hente i efterværnet, når de fylder 18 år. Det viser en ny undersøgelse, som PwC og arbejdsgruppen Policy Lab offentliggør i dag. Undersøgelsen viser også, at støtten er kortvarig for de unge, som faktisk får den.

Rapport

1 time og 35 minutter

Af

PwC og Policy Lab

Dato

05 marts 2022

6 ud af 10 unge er sluppet af systemet, inden de fylder 20 år, og kun 1 ud af 10 får støtte, indtil de fylder 23 år, sådan som loven ellers muliggør. Det er problematisk, fordi analysen samtidig dokumenterer, at det betaler sig – ikke alene menneskeligt – men også økonomisk – at investere i efterværnet.

Unge i Danmark flytter i gennemsnit hjemmefra, når de er 22 år gamle. Virkeligheden er en anden for anbragte unge, som ofte skal stå på egne ben, når de fylder 18 år, medmindre kommunen tildeler dem fortsat støtte til fx at blive boende i deres plejefamilie eller få en kontaktperson.