Hvad er “imagination activism”?

Imagination Activism handler om at bruge vores fantasi – strategisk, kollektivt og med omhu – som en drivkraft for forandring. Jeg kalder det for forestillingsaktivisme for at lægge vægt på, at det skal omsættes til handling. Traditionel aktivisme bygger ofte på modstand: at pege på, hvad der er galt, samle kræfter og lægge pres på eksisterende systemer. Den form for aktivisme har skabt store fremskridt for social og miljømæssig retfærdighed. Men den mangler ofte et svar på, hvad der skal træde i stedet for det, vi ønsker at lægge bag os.

Imagination Activism går den anden vej rundt. Her spørger vi: Hvordan ser den verden ud, som vi faktisk ønsker? Hvordan føles den? Lyder den? Hvordan er den organiseret? Og derfra arbejder vi baglæns fra den vision for at skabe de fællesskaber, fortællinger og strukturer, der kan føre os derhen. Det handler mindre om at kæmpe mod maskinen og mere om at drømme en anden drøm sammen og bygge den virkelighed.

Det er en ny form for aktivisme, drevet af det imaginære, som giver både visionen og redskaberne til at skabe en bedre verden. Den bygger på tre grundprincipper: at forestille sig ting på nye måder, at give flere mennesker end kun kunstnere og “kreative typer” lov til at bruge deres forestillingsevne og at flytte fokus fra at kæmpe mod det gamle til at bygge det nye. Den, der arbejder med Imagination Activism, træner sin egen forestillingsevne og giver også andre værktøjerne, spørgsmålene og øvelserne til at gøre det samme. Resultatet er små lommer af fremtiden midt i nutiden, og et tankesæt, der hele tiden udvider sig.

Jeg lancerede begrebet i marts 2022 og præsenterede det offentligt første gang for omkring 4.000 mennesker ved Inner Development Goals-konferencen i Stockholm. Siden da er det vokset til en bevægelse, hvor mennesker over hele verden træner deres forestillingsevne for at skabe nye handlemuligheder.

Hvorfor er det vigtigt, at vi træner vores forestillingsevne?

Fordi forestillingsevnen er ligesom en muskel – den svækkes, hvis vi ikke bruger den. Forskning viser, at hjernen arbejder gennem to kredsløb: et rationelt, strategisk og lineært, og et kreativt og associativt, som aktiveres, når vi dagdrømmer og udforsker uden faste rammer. Det første kredsløb overdøver det andet. Skole, arbejde og institutioner styrker det rationelle kredsløb og efterlader næsten ingen plads til det kreative. Derfor bliver vores forestillingsevne ikke bare passiv, men svækkes.

Der findes forskning, der beviser det. Kreativitetsscoren i Torrance Creativity Test er faldet siden 1990’erne, efter at være steget jævnt siden 1960’erne. Også forskning i udgivelser og patenter viser, at idéer er blevet mindre banebrydende siden Anden Verdenskrig, selvom investeringerne i forskning og udvikling er steget. Vi står midt i en reel forestillingskrise – netop i en tid, hvor verden har brug for nytænkning.

Du taler om “moralsk forestillingsevne” som kernen i Imagination Activism. Hvad betyder det?

Moralsk forestillingsevne handler om at kunne se verden og hinanden på andre måder – også de ikke-menneskelige arter – og at mærke den moralske klarhed og det mod, der skal til for at handle ud fra det billede. Det handler ikke om kreativitet for kreativitetens skyld, men om forestillingsevne i fællesskabets tjeneste. Om omsorg frem for egeninteresse.

Det hænger tæt sammen med den amerikanske miljøaktivist og forfatter Joanna Macys værk Work That Reconnects, som har været en stor inspirationskilde for mig. Sorg, taknemmelighed og forbundethed er afgørende for, at vi kan tænke nyt om at leve anderledes. Moralsk forestillingsevne opfordrer os til at se det, der er gået i stykker, og derefter forestille os en anden vej frem. Derfor spiller naturens perspektiver en vigtig rolle. Ægte moralsk forestillingsevne må rumme floderne, jorden og arterne, vi alt for længe har adskilt os fra.

Hvorfor kalder du dig ”aktivist”?

At forestille sig er ikke det samme som at handle, og jeg vægter handlingen lige så højt som forestillingsevnen. Moralsk forestillingsevne åbner for en ny måde at tænke, se og skabe på, men det kræver mod og opbakning fra fællesskabet at omsætte det til handling. Det er dér, aktivismen kommer ind, så vi ikke kun drømmer om en bedre verden, men gør arbejdet for at bygge den.

Imagination Activism vender sig mod at skabe det nye i stedet for kun at kæmpe mod det gamle. Vi skaber små lommer af fremtiden i nutiden og udvider, hvad mennesker tror er muligt.

Hvad fik dig til at fokusere på dette felt?

Jeg er uddannet biolog fra Cambridge Universitet og arbejdede med system- og kompleksitetstænkning, blandt andet inden for bioteknologi på Imperial College. På et tidspunkt stod jeg i et laboratorium og indså, at den form for videnskab ikke var den måde, jeg ville gøre en forskel på.

Siden har jeg været med til at stifte flere organisationer – Future Farm Lab, Enspiral, Going Horizontal – som hver især har været forsøg på at skabe systemforandring på nye måder. Jeg blev uddannet som Warm Data Lab-vært hos filmskaber og forfatter Nora Bateson og har arbejdet tæt med Joanna Macy, som blev en vigtig mentor. Efter mange år, hvor jeg så institutioner fejle på trods af rigelige ressourcer, blev det tydeligt for mig: De fleste problemer handler ikke om mangel på ressourcer, men mangel på forestillingsevne.

Mange opfatter “det imaginære” som noget abstrakt. Hvordan kan det bruges som et praktisk redskab til systemforandring?

Vi har bevidst udviklet Imagination Activism som en praksis, ikke som et begreb. At arbejde med forestillingsevnen bliver praktisk gennem tre elementer: For det første kræver forestillingsarbejdet beskyttet tid og dedikerede ressourcer. For det andet kræver det tilladelse, hvilket ofte er en mangelvare i en præstationskultur, fordi mennesker frygter at fejle eller gøre sig til grin. Og for det tredje et rammeværk af øvelser og greb, som bringer både rationel tænkning og vores følelser i spil samtidigt, frem for at sætte dem op imod hinanden.

Vi har testet denne tilgang i stor institutionel skala. Over en toårig periode i London Borough of Camden uddannede vi 32 kommunale medarbejdere til "Ambassadors of Imagination", som efterfølgende skulle videreføre metoderne til kommunens omkring 3.000 ansatte. Resultaterne er dokumenteret i en offentlig rapport.

Vi har også trænet ledelsen i IKEA, etableret et immersivt laboratorium for forestillingsevne sammen med London Marathon og gennemført et Interspecies Council, der har bragt mere-end-menneskelige perspektiver direkte ind i udviklingen af britisk politik, blandt andet i forbindelse med Defras (det britiske ministerium for miljø, fødevarer og landdistrikter, red.) høring om arealanvendelse. River Ouse Project, et charter for forvaltning og beslutningstagning, udsprang af den samme tilgang.

Gennem fem års arbejde har vi uddannet mere end 2.500 mennesker på tværs af over 75 organisationer i mere end 40 lande. Hvert forløb omsætter forestillingsevnen til konkrete resultater: et uddannet netværk af praktikere, et politisk indspil, et charter eller en budgetbeslutning, der er ændret som følge af processen.

Kan alle praktisere Imagination Activism, eller kræver det et særligt kreativt talent?

Alle kan. Vi bliver alle født med evnen til at fantasere. Det er ikke en evne, der kun hører til kunstnere eller “kreative”. Men uddannelsessystemet, arbejdskulturen og det moderne liv med stress og travlhed kvæler ofte den evne.

Når vi mennesker får tid, tilladelse og opbakning, kan vores fantasi og forestillingsevne blomstrer igen. Jeg har set det ske blandt alt fra kommunale medarbejdere til virksomhedsledere og jurister.

Du siger, vi ikke mangler ressourcer, men forestillingsevne. Hvordan det?

Mange problemer bliver italesat som ressourceproblemer. Som spørgsmål om for få penge, tid eller kræfter, men i virkeligheden handler det om mangel på fantasi og forestillingsevne. Der findes enorme mængder af ressourcer og kapacitet til at løse samfundets udfordringer, men vores tankegang har det med at begrænse os i at se mulighederne.

Jeg vender tit tilbage til billedet af at være en guldfisk i et akvarium. Indeni føles verden begrænset. Der er ikke nok ilt, næringsstoffer eller plads. Alt er knapt og konkurrencepræget. Men uden for akvariet findes et vidtstrakt hav – og her opdager vi, at alt det vi rent faktisk har brug for til at skabe forandring, allerede findes. Mit arbejde handler om at hjælpe folk med at bryde ud af akvariets rammer. Og den største hindring for det er slet ikke ekstern. Det vigtigste vi lærte i Camden er, at folks største begrænsning ikke er regler og ressourcer, men deres egen internaliserede overbevisning om, at de ikke er fantasifulde nok til at forestille sig noget andet. 

Hvor konkret skal en udfordring være, for at vi med vores forestillingsevne kan skabe reel forandring?

Forestillingsevnen virker på alle niveauer. Det kan være en ny måde at lave mad på, når du ikke har alle ingredienserne. Det kan være at give en flod juridiske rettigheder. Eller at borgere bliver bedt om at forestille sig et helt samfund på nye måder. De små handlinger kræver en større vision, og de store visioner skal forankres i mindre, håndterbare handlinger.

Hvis du kunne rette verdens fælles forestilling mod ét problem, hvilket ville du vælge, og hvorfor?

Jeg ville pege på samfundets grundstruktur og vores forhold til alt det, der ikke er menneskeligt. Vi kan ikke adskille verdens udfordringer fra hinanden: klima, teknologi, sikkerhed og sociale spørgsmål hænger sammen. Forestillingsevnen hjælper os med at se forbindelserne og tænke som et økosystem – komplekst, sammenhængende og med mange perspektiver på én gang.

Hvad er status på bevægelsen i dag, og hvor er den på vej hen?

Jeg oplever, at interessen vokser hurtigt, både i Storbritannien og i lande som Danmark. Mange kan mærke, at “business as usual” ikke længere holder. De fleste ønsker reel handling på klimaområdet, og de ønsker, at vores systemer og institutioner styres af bedre og mere grundlæggende værdier. Det er netop den moralske evne til at forestille os verden på ny, som tiden kalder på, og som stadig flere – som jeg kalder forestillingsaktivister – er ved at få øjnene op for. 

Det næste vigtige skridt er, at disse individer mødes og opdager, at de tilsammen udgør en stærk bevægelse, der faktisk kan skabe forandring.

Du er lige nu i et residency på Thoravej 29 i Snart – Laboratoriet for mulige fremtider. Hvordan hænger Imagination Activism sammen med kunstnerisk praksis?

Moral Imaginations trækker på post-rationelle tilgange, der ser forestillingsevne, videnskab, kunst, filosofi og skønhed på lige fod og ikke som konkurrenter. Kunstnerisk praksis, herunder narrativer, spekulativ fiktion, kropslig erfaring og billedkunst, er en af de mest kraftfulde måder at aktivere den anden del af hjernen på: den dagdrømmende, grænseløse del, som vores rationelle og institutionelle kultur ofte holder nede. Politik og strategi taler til den analytiske del. Kunsten taler til følelserne og åbner vores blik for, hvad der er muligt. Og det er netop den tilstand, som Imagination Activism har brug for, at mennesker befinder sig i, før de oprigtigt kan forestille sig og derefter skabe en anderledes fremtid. 

Et residency, hvor kunstnere og forskere i forestillingsaktivisme arbejder side om side, er ikke blot en metafor for den forbindelse. Det er et levende eksempel.