EN

OPEN CALL: Bliv Futures Fellows i Snart - Laboratoriet for Mulige Fremtider på Thoravej 29

Hvordan leder vi forandring i en tid med konflikt og kaos? Hvordan løfter vi blikket 10 eller 50 år frem og lader fremtiden forme de beslutninger, vi tager i dag? Nu kan du blive Futures Fellows og lære sammen med de skarpeste inden for fremtidstænkning. Nyt forløb begynder i august, og du kan søge om at være med frem til 24. maj 2026. 

Nyhed

10 MINUTTER

Af

BIKUBENFONDEN

Dato

16 april 2026

I Snart inviterer vi fremtiden med i de beslutninger, vi tager i nutiden. Til gavn for de generationer af mennesker og andre arter, der kommer efter os. Snart er undersøgende, cirkulært og går på tværs. Det er et fysisk rum for kunst, viden, værktøjer og stemmer, som træner vores forestillingsevne og handlekraft på Thoravej 29. 

Initiativet er finansieret af Bikubenfonden og inkluderer mere end 20 partnere, der på forskellig vis repræsenterer fremtidsforskning, social innovation, systemtænkning, økonomisk bæredygtighed, demokratisk deltagelse samt kunstnerisk metode og praksis.

Snart - laboratoriet for mulige fremtider

Snart – Laboratoriet for Mulige Fremtider åbner for et nyt hold Futures Fellows af 15 deltagere. Måske har du erfaring med at samle mennesker om en fælles sag? Eller arbejder allerede for at ændre samfundet og lede forandring? Så kan Futures Fellows være næste skridt for dig.

 

Hvad skal der ske?  
Futures Fellows er et lærings- og netværksforløb for dig, der vil skabe mærkbare forandringer i vores samfund. Gennem kunstneriske metoder og fremtidskundskab træner du din forestillingsevne i tæt samspil med de øvrige Fellows, eksperter i fremtidstænkning, erfarne forandringsledere og løbende sparring fra holdet bag Snart: kurator Majken Overgaard, udviklingschef ved Instituttet for Fremtidsforskning Nicklas Larsen og programchef ved Bikubenfonden Trine Bøgkjær.  

I hele perioden arbejder du med din egen case. Det kan være en udfordring, du vil adressere, en dagsorden, du vil flytte, eller en forandring, du vil forankre. Undervejs bliver din case genstand for læring, refleksion, afprøvning og udvikling.  

Forløbet er gratis og begynder i august 2026. Det består af cirka 10 undervisningsgange hen over efteråret. 

 

Hvem kan søge?  
Du er måske leder, aktivist, kunstner, embedsperson, forsker, kommunikatør, organisator, iværksætter eller noget helt andet. Det afgørende er ikke din titel, men at du står et sted, hvor du kan eller ønsker at sætte noget i bevægelse med større dybde, bevidsthed og gennemslagskraft. Du vil gerne eksperimentere, lære og dele, og du motiveres af at drive forandringer og få andre med.  

Vi søger en mangfoldig deltagergruppe, der repræsenterer mange forskellige erfaringer, fagligheder, sektorer og livsbaner, fordi forskellige perspektiver er en forudsætning for både stærkere læring og bedre fremtider.  

 

Hvad får du ud af det?  
Som Fellow får du ikke bare ny viden. Du bliver trænet i din evne til at navigere og handle i det komplekse og gøre dine idéer konkrete og virkningsfulde. Du vil arbejde med anerkendte værktøjer og metoder, opkvalificere din egen forandringsplan samt blive en del af et Fellow-netværk, du kan trække på efter forløbet.   

Igennem workshops, oplæg og sparring vil du bl.a. møde:   

  • Kunstnerduo Baum & Leahy (DK/UK) og Majken Overgaard (DK): spekulative fremtider og kunstnerisk praksis 
  • Hjerneforsker Pireeni Sundaralingam (LK/UK): neuroperspektiver på forestillingskrisen  
  • Jennie Winhall (UK) og Johannes Björkmann (DK), System Shift: systemforandring omsat til praksis 
  • Anders Folmer Buhelt, Akademiet for Social Innovation (DK): social innovation for fremtidens generationer  
  • Iværksætter Phoebe Tickell (UK): Imagination Activism  
  • Nicklas Larsen, Instituttet for Fremtidsforskning (DK): fremtid som proces, metode og kompetence  
  • Alex Blum, Kunstnerisk Leder af HAUT (DK): flerstemmige fremtider 
  • Tidligere Fellows: deres forløb i 2025 og erfaringer 

Thomas B. Andersen,

Metroselskabet, Futures Fellows 2025

“Den største værdi for mig som Fellow var at stå i et rum med mennesker, der også vil gøre en forskel – og opleve, at vores vidt forskellige baggrunde netop var det, der skabte de stærkeste indsigter. Jeg mærkede også, at forandring for alvor starter, når du vender tilbage til hverdagen og skal have andre med på en rejse, de ikke har været på. Det er dér, modet fra Futures Fellows for alvor bliver brugt.”

Hvad forventer vi af dig?  
Vi forventer, at du prioriterer forløbet og deltager aktivt i de planlagte aktiviteter og i det løbende arbejde med din egen case. Du skal derfor være indstillet på at:   

  • deltage aktivt i fællesskabet  
  • arbejde kontinuerligt med din case mellem samlingerne  
  • give og modtage feedback  
  • afprøve nye metoder og perspektiver i din egen praksis  
  • inddrage din organisation/virksomhed/fællesskaber i at tilrettelægge de forandringer, du ønsker at skabe  

 

Hvornår skal du møde op?  
Hvis du vil ansøge, så sæt gerne kryds i kalenderen på følgende tidspunkter:  

Fase 1: Afsæt, case og fællesskab - august / september 2026  

  • 24/8 - Mød dine Fellows 1  
  • 31/8 - Mød dine Fellows 2  
  • 07/9 - Kunstnerisk praksis, metode og utopien som værktøj  

Fase 2: Fordybelse, system og fremtid - september / oktober 2026  

  • 21/9 - Neuroperspektiver på forestillingskrisen  
  • 28/9 - Fremtidskundskab og oversete fremtidsperspektiver  
  • 19/10 - Træning i forestillingsevne   
  • 26/10 - Systemforandring og social innovation i praksis  

Fase 3: Narrativ, handling og forankring - november 2026  

  • 2/11 - Din nye historie  
  • 17/11 - Handling for fremtiden  
  • 27/11 - Afslutning med præsentation af forandringsplaner og mobilisering af allierede 

Trine Bang

Smukfest, Futures Fellows 2025

“Som Fellow har jeg fået viden og metoder, der gør mig i stand til at arbejde fremtidsorienteret med Smukfest og udfolde potentialet i at træde tydeligt frem som samfundsaktør.”

Vil du søge?  
Ansøgningsfrist: den 24. maj 2026  
Open call offentliggøres: den 16. april 2026 

For at søge beder vi dig sende en kort ansøgning i tekst, video eller visuelt format, der indeholder:   

  • en kort beskrivelse af din case eller forandringsudfordring samt hvem dine allierede er i realiseringen (max 1200 tegn). Her må du gerne beskrive: 
    • et muligt handlerum og hvad der gør det svært at handle i dag? 
    • hvorfor Futures Fellows er det rette næste skridt for dig netop nu?
  • Et kort CV eller beskrivelse af anden relevant baggrund (max 1 side)

Anstina Vanggaard Krogh, Borgmester

Faaborg-Midtfyn Kommune

“Hver eneste gang vi træffer en beslutning i kommunerne, skal vi tænke på, hvordan kommer den til at ramme ind i fremtiden. Så det betyder rigtig meget at få det rum og den mulighed, som vi har fået i Snart-laboratoriet, til at snakke sammen kun om det.”

Hvad er ‘Snart - laboratoriet for mulige fremtider’? 
I Snart inviterer vi fremtiden med i de beslutninger, vi tager i nutiden. Til gavn for de generationer af mennesker og andre arter, der kommer efter os. Snart er undersøgende, cirkulært og går på tværs. Det er et fysisk rum for kunst, viden, værktøjer og stemmer, som træner vores forestillingsevne og handlekraft på Thoravej 29.  

Initiativet er finansieret af Bikubenfonden og inkluderer mere end 20 partnere, der på forskellig vis repræsenterer fremtidsforskning, social innovation, systemtænkning, økonomisk bæredygtighed, demokratisk deltagelse samt kunstnerisk metode og praksis.  

VIL DU VIDE MERE?

Mangler du viden eller har du spørgsmål, må du endelig kontakte programchef  
Trine Bøgkjær.

Bikubenfonden Trine