Jeg vil gå så langt at sige, at vi står på tærsklen til en tillidskrise i vores samfund. Tilliden til politikere er lav. Det ser heller ikke for godt ud for tillid til medierne. Eller tillid til systemet, eller måske værst af alt – tilliden til fremtiden. 

En undersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen viser, at 31 % af danskerne er utilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i dag. Blandt de utilfredse har 81 % ikke tillid til politikerne. En spritny undersøgelse fra Institut for Vilde Problemer viser, at et flertal af danskere tvivler på, at regeringen kan løse samfundets vigtigste udfordringer. En tryghedsmåling fra Trygfonden tidligere i år klarlagde, at ca. 60 % ikke stoler på, at myndighederne er klar til at håndtere krisesituationer. Og ser du på fremtiden, viser et fremtidsbarometer fra Institut for Fremtidsforskning, at kun 20 % tror på, at deres efterkommere får et godt liv.

Der er flere af den slags tal og undersøgelser, og de er alle et signal om, at mange mennesker oplever afstand, afmagt og manglende lydhørhed. Der er med andre ord ringe anmeldelser på samfundets trustpilot, og det bør vække bekymring. For tillid er i en grundlæggende værdi i samfundet. Den er noget af det kit, der gør, at vi ikke smuldrer fra hinanden.

Når tilliden svækkes, sker der noget med os. Vi begynder at tvivle på hinandens motiver. Vi tolker fejl som svigt. Vi får sværere ved at give plads, dele ansvar og tage chancer.

På Folkemødet hørte jeg Bertel Haarder sige noget enkelt og præcist i en samtale med Sigge Winther: Når nogen bryder tilliden, svarer vi med regler.

Det er måske en menneskelig reaktion. Og måske derfor noget, der sker bredt i mange dele af vores samfund: i virksomheder og organisationer, hos myndigheder og også hos os fonde. Når noget går galt, vil vi sikre os, at det ikke sker igen. Så vi strammer op. Vi indfører mere dokumentation, mere kontrol og flere krav. Nogle gange er det berettiget. Men er det en god automatreaktion? Vi skaber kontrolregimer, hvor vi bruger vores tid på at udfylde formularer og kigge hinanden over skulderen. 

Hvis kontrol bliver vores automatpilot på brudt tillid, betaler vi en for høj en pris. Selvsagt fordi, vi bruger tid og ressourcer forkert. Men også fordi kontrol ændrer relationer. Den flytter os fra menneske til menneske til sagsbehandler og klient, myndighed og borger, bevillingsgiver og ansøger. Den skaber afstand, hvor der burde være samarbejde. Og den kan få mennesker til at bruge deres kræfter på at leve op til systemets forventninger i stedet for at løse de problemer, systemet egentlig skulle hjælpe med.

Det betyder ikke, at vi skal afskaffe regler. Jeg plæderer ikke for det regelløse samfund. Jeg er hverken blevet anarkist eller jubeloptimist på mine ældre dage. Men jeg mener, vi skal turde spørge os selv, om vi nogle gange regulerer, fordi det er rigtigt – eller fordi vi ikke længere tør stole på hinanden? Kan vi nogle gange stille lidt færre kontrolspørgsmål men turde tro på, at vi vil hinanden det godt?

Vi skal møde hinanden med åbenhed, med den besværlige sandhed og holde fast i den menneskelige relation, når vi er uenige. Vi skal give hinanden tillid til at prøve sig frem uden straks at blive mistænkeliggjort. Og tillid til, at fejl kan bruges til læring og ikke kun som anledning til at placere skyld.

Vi må øve os i tillid. Det kan gælde fondenes tillid til bevillingsmodtagere og samarbejdspartnere. Men det er langt bredere end det. Det gælder også tilliden i systemerne – i kommunerne og i staten, men sågar også tilliden mennesker imellem. For uden tillid bliver vi mere optagede af at beskytte os mod hinanden end af at skabe noget med hinanden. Og det har vi ganske enkelt ikke råd til.

Uden tillid ingen forandringer. Mistillid giver afstand, og vi får sværere ved at handle på de problemer, vi står midt i. Og det er ikke just det, vi har brug for. For vi står over for en række store samfundsudfordringer, som kalder på handling nu. Klimakrisen, trivselskrise, presset på vores fællesskaber og den voksende oplevelse af ikke at høre til kalder ikke ligefrem på mere passivitet. De kalder på, at vi tør gøre noget sammen.