Det spørgsmål fylder meget for os. For vi må udvikle os selv og den måde, vi som fond er på i verden, hvis vi skal lykkes med at skabe samfundsforandringer. Vi må tage vores egen medicin. Her et indblik i arbejdet med at ændre os selv i håb om at være mere for andre.  

Dominerende og krævende 

Vi har over de sidste år omstillet os til en ny type af arbejde, hvor vi nu indtager en aktiv rolle i de samarbejder, vi indgår i. Det har krævet helt andre kompetencer hos os hver især. Nu har vi brug for at kunne facilitere, bygge alliancer og projektlede, men vi har i høj grad også brug for stærke relationelle kompetencer, som handler om at kunne sætte sig i andres sted og lytte til andres perspektiver.  

Vi har fået foretaget en analyse af os selv, og den er ikke kun rosenrød, for resultatet siger også, at vi som udviklingspartnere er dominerende og krævende. Det er ikke ligefrem ønskelæsning - men en vigtig indsigt. Det er en udfordring at være med i en arbejdsgruppe på lige fod med andre, der er afhængige af de midler, vi bringer med. Vi må øve os i at skabe tillidsfulde rum, hvor alle tør sige, hvad de tænker.  

Rygmærkerne skal blive i garderoben  

Hos os er en missionsdrevet tilgang en måde at tage livtag med nogle af de samfundsudfordringer, vi står overfor. Vi arbejder for bedre vilkår for unge i udsatte positioner, for at give kunsten en central plads i samfundet og for at sikre mere biodiversitet i vores natur. Igennem arbejdet med missioner prøver vi at opstille fælles formål, der er større end hver enkelt af os. Det er overhovedet ikke et nemt arbejde, og der kan være mange forskellige hensyn og interesser i spil, når man mødes 22 forskellige aktører, som vi eks. gør i ’Hjem til Alle Alliancen’. For en ting er at blive enige om, at ingen unge skal leve i hjemløshed, men hvordan flytter vi os frem mod fælles handlinger, der bryder med traditionelle strukturer og mindset? Her har vi måtte lære, at alles rygmærker må hænges i garderoben, før arbejdet kan blive frugtbart. Det tager tid og kræver en stor portion tålmodighed. En tålmodighed der kommer på prøve, når vi også gerne vil se hurtige resultater af vores arbejde for de unge, der i dag står uden hjem. 

En del af et community  

Vi vil skabe noget sammen med andre og være tæt på dem, vi gerne vil være noget for. Derfor har vi taget initiativ til at skabe et community kaldet Thoravej 29, som nu består af ca. 30 organisationer. Her er muligheder for at samskabe på tværs af fagligheder. Her deler vi hjerner og kan være i dialog med samfundet på en ny måde. Og det er for alvor her, vi tester, om vi formår at blive siddende på hænderne fremfor at råbe op. Nu er vi en del af en forening, som tager beslutninger på vegne af hele communityet.   

Fejl som brændstof  

Jeg så for nylig en video fra DGI og Headspace om projektet Nybegynderne, som var særligt modig. For den handlede ikke om, hvor godt det hele gik, men om hvilke udfordringer, der var. Normalt er udfordringerne noget, vi holder tæt til kroppen. Men ingen bliver bedre af at holde på egen viden og erfaringer. Hvis vi deler med hinanden – ikke mindst de fejl, der er begået, så kan vi få mere indsigt og måske også mod til at gå nye veje.  
 
Her har jeg i hvert fald forsøgt at dele nogle af de udfordringer, som vi står dagligt i som en fond, der gerne vil være med til at løse svære samfundsproblemer. Om at kunne trække i fælles retning, give plads til andre, slippe kontrollen og turde at dele fejl. Det er sjældent udfordringer med enkle svar, men det til trods må vi blive ved med at sige dem højt og være kritiske overfor vores egen ageren i samfundet.