Demokratiet er anspændt. Krige på kontinenter, geopolitiske rystelser, alliancer der slår revner, retoriske hanekampe. Vi har været vidne til bevægelser og hændelser på verdensplan de sidste håndfuld år, der skubber ved vores opfattelser af at være menneske og være samfund. 

Nedslående er det, at demokratiernes udvikling på verdensplan nu er på retræte. I 2005 levede 17 procent af verdens befolkning i et liberalt demokrati med frie valg, kontrol med magten og sikring af borgernes grundlæggende rettigheder. I 2025 var det tal faldet til blot syv procent af verdens befolkning.

Er demokratier ligefrem ved at gå i stykker? Risikoen er til stede. 

Heldigvis er alvoren ikke den samme, når vi zoomer ind på vores eget landkort. Men der er sprækker i fundamentet. Tilliden til både vores systemer, politikere og institutioner er dalende. Op mod hver tredje dansker er utilfreds med den måde, demokratiet fungerer på herhjemme.

Læs lige tallet igen – op mod hver tredje. Det er da en mavepuster. 

Jeg ser på udviklingen med bekymring. Fremtiden virker usigtbar, og vi er langt hen ad vejen ramt af en manglende tiltro til, at vi som mennesker i samfundet har noget at skulle have sagt og mulighed for at handle. Det er noget, vi skal tage lige så alvorligt som rent drikkevand og stigende fødevarepriser.

Og midt i suppedasen står vi fonde så. Og skal vi bare stå her og lade stå til? Hvad er filantropiens ansvar for den demokratiske arkitektur? 

Vores ophav er samfundsansvar. Og når fondenes størrelse og uddelinger bliver ved med at vokse, vokser samfundsansvaret med.

Vi bør være med til at værne om demokratiet i en usikker tid. Når verden bliver splittet, må vi samle. I mine øjne findes løsningen ikke, hvor vi sidder i hver vores tue med hver vores pengekasse og deler ud til projekter. Løsninger på demokratiets udfordringer kan ikke læses i fondes puljeopslag. 

Løsningerne skal findes kollektivt. Ikke kun, hvor vi fonde bliver bedre til at samarbejde, men også kollektivt med civilsamfundet og det offentlige. Vi må forsamle os på en anden måde, end vi har været vant til. Vi må se på de infrastrukturer, hvor borgere kan tage ordet tilbage, agere i fællesskab, øve sig på demokratisk deltagelse, hvor der er plads til uenighed og tid til at lytte.  

I det arbejde skal vi agere og forstå vores rolle som fond med større alvor. Når vi læner os mere frem, skal vi gøre det med respekt og omtanke. Vi er hverken stat eller Jesus Kristus. Vi skal ikke overtage noget. Vi er ikke styrende, men én del af samfundets systemer. Derfor handler opgaven også om, hvordan vi tilrettelægger vores arbejde, så det giver andre mulighed for at være med i strukturerne. Hvordan vi organiserer os, lytter og skaber plads til alle stemmer, afgiver magt, får andre til at være medskabere af problemformuleringen og herefter løsningerne for samfundet. 

Det tager tid – demokratisk robusthed sker ikke over natten – det sker over mange år. Fonde har muligheden for at lave de lange træk i et samfund, som ellers har det med at leve i 4-årige valgcyklusser. Demokrati er ikke noget, vi skal tage for givet. Det er noget, vi også selv er med til at holde i live og tage et ansvar for. Man kan ikke få et demokrati, men man kan bygge det over tid. Og i disse tider har vi et ansvar for at værne om det og gøre det så modstandsdygtigt som muligt.

Vi kan læne os tilbage eller vi kan læne os ind i demokratiet. Lad os vælge det sidste.