Refleksion: Fondene fejler med et brag, hvis de tror, at de på forhånd har svarene til alle samfundets problemer

Fondenes arbejdsmetoder kan ikke alene skabe varige løsninger på samfundets problemer. Det er sagt kort og kontant – og det er ikke mine ord. Men jeg har lånt dem af den amerikanske forsker og praktiker Mark Kramer. I mange år var han ellers filantropiens fortaler, når han beskrev, hvordan fonde skulle tage større ansvar og kunne være med til at skabe et bedre samfund. Han gav i mange år mange af os i fondssektoren en styrke og et håb for, at vi var på vej ned ad den rigtige vej med alle vores drømme, flotte ord og missioner for en bedre verden. Men nu han Mark Kramer smidt sine gamle overbevisninger over bord og pustet lyset ud i lysestagen.  

Kramers udsagn har givet lidt rører i andedammen herhjemme. Men debatten er i sig selv sund. Uanset om man er enig i Kramers pointer, er det med til at give en fornyet diskussion om fondenes rolle i samfundet. Det er ikke en dårlig ting – tværtimod. Debatten er i sig selv vigtig. Og jeg hilser den velkommen.  

Så lad os lige stoppe op, og tage et nærmere blik på det, Kramer siger. For ligger der en sandhed i den noget hårde udtalelse? Til dels.  

Når Mark Kramer ikke mener, fonde kan løse svære samfundsproblemer, zoomer han ind på den amerikanske fondsverden og ser nærmere på den måde fonde finansierer indsatser, der eksempelvis drives af NGO’er og sociale organisationer. Denne type finansiering er ineffektiv og kan ikke levere løsninger i tilstrækkelig stor skala, mener han. Kramer tager blandt andet udgangspunkt i sektoren i USA, hvor fondes bevillinger til samfundsproblemer er steget markant over 40 år, men i selv samme periode er der ikke spor fremgang i forhold til eks. fattigdom eller hjemløshed. Det er for ham et bevis på, at den type filantropi må strække gevær.  

Kramer mener ikke, at vi kan komme problemer som fattigdom eller hjemløshed til livs udenom det offentlige. Der vil jeg gerne give ham helt ret. Men da Kramers udsagn tager udgangspunkt i angelsaksisk filantropi, hvor fondsverdenen i højere grad har haft tradition for, at arbejde i kontrast til det offentlige, kan kritikken ikke overføres til vores danske traditioner.  

Herhjemme har fonde en anden måde at agere på, som adskiller sig fra fondsverdenen i USA. Den danske fondssektor har i højere grad en tradition for at arbejde med systemet og ikke mod det. Måske bekræfter Kramers kritik nærmere vores danske tradition om, at vi må samarbejde med det etablerede system for at skabe løsninger på samtidens problemer. Jeg giver Kramer helt ret i, at vi ikke kan sidde alene med penge og flotte floskler og tro, at det skaber løsningerne på tidens problemer. Der skal helt rigtigt nye boller på suppen.  

Og det er der heldigvis stor lyst til herhjemme. For mens Kramer i USA er kommet frem til, at filantropien fejler i skabelsen af samfundsløsninger USA, er flere fonde i Danmark begyndt at tage ambitionen om at ville løse svære samfundsproblemer helt tæt ind til kroppen. Vi er i Bikubenfonden ingen undtagelse. Her har vi de seneste år gået fra at støtte enkeltstående projekter og til at fungere som en slags katalysator for systemiske forandringer ved at indgå i brede og langvarige partnerskaber med mange andre – og særligt den offentlige sektor. For samtidens store problemer er ofte komplekse og viklet ind i systemer med mange aktører, og det kræver mindst lige så mange aktører at vikle det ud.  

Spørger man bredt ud i fondssektoren i Danmark, svare hovedparten af fondene, at de i dag arbejder med systemforandring i en eller anden grad. 54 procent arbejder i høj grad med systemforandring, og 43 procent vil gerne arbejde mere med systemforandring, end de gør i dag. Tallene har jeg hentet fra en ny rapport, som netop sætter fokus på fonde og systemisk forandring. Den er lavet af Boston Consulting Group og Transition Collective for TrygFonden, Realdania, Grundfos Fonden og os i Bikubenfonden, og den sætter spot på muligheder og barrierer i forhold til at arbejde systemisk med de helt store og komplekse problemer. Nu kan der være mange måder at både forstå sig selv og sine filantropiske arbejdsmetoder i forhold til at løse de store samfundsproblemer. Men uanset hvad, vidner tallene om, at fonde tager ansvar for problemløsning på samfundsniveau. Det kan kun være positivt.  

Når vi i Bikubenfonden arbejder for systemiske forandring. er det med en erkendelse af, at vi er nødt til at ændre de eksisterende systemer, da der er kortslutninger i systemet, som gør det umuligt at få bugt med problemet. Vi indgår i større grad i partnerskaber og alliancer på tværs af sektorer og tager fat i problemernes rod. Derfor er vores vision og tilgang, at vi må arbejde sammen med andre om at ændre de betingelser, der fastholder et problem i stedet for af løse problemets symptomer. 

I den type arbejde bringer vi mere til bordet end bare penge. Vi tager også en række andre greb i brug. Det er en af de ting, som rapporten også peger på: fondene kan indtage mange roller. Vi kan være dem, der faciliterer møder, får interesser og sektorer til at tale sammen og på den måde muliggør en ny infrastruktur for løsninger. Vi kan være med til at opbygge kapacitet, indsamle viden og give plads til nye tilgange til forandring - og netop sikre nye koblinger og samarbejdsrelationer mellem samfundets aktører og en vej til bedre dynamik mellem praksis og policy. Og det er her, jeg synes, vi adskiller os fra Kramers syn på en fejlslået filantropi.  

Men Kramers kritik er vigtig, for det giver os en anledning til at kaste et kritisk blik på os selv. Vi fonde fejler med et brag, hvis vi tror, vi har alle svarene og løsningerne givet på forhånd. Hvis vi tror, vi både har serveret og matchbold og er dem, der skal tage alle pointerne med hjem. Det er vigtigt, at vi udvikler os selv, vores organisation, og vores måde at arbejde på, hvis vi skal være med til at løse samfundsproblemer. Vi kan ikke ændre verden uden også at ændre os selv. 

Jeg vil stadig vove at påstå, at fonde både herhjemme og over Atlanten kan have en substantiel rolle at spille for skabelsen at de varige samfundsforandringer. Og det vil jeg holde fast i, selvom Mark Kramer siger noget andet. Men vi gør det hverken alene eller over natten. Og vi gør det kun, hvis vi er i stand til at omdanne os selv. Vi har masser af gode resultater at arbejde på og se frem til. Og selvom jeg er enig med Kramer i noget af hans kritik, nægter at slippe troen på, at vi som fonde kan være med i løsningerne af samfundsproblemer.