Hvad er en skov? Det er ikke et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv, før jeg fulgte en biolog rundt i et seks hundrede og tre hektar stort skovområde i De Sydfynske Alper, som går under navnet Svanninge Bjerge. Jeg troede ellers, at min fornemmelse for skove var indgroet, at skoven ligesom gav sig selv. Engang var mere end halvdelen af jordklodens landmasser dækket af skove. Udviklingen af homo sapiens til et dyr, der går oprejst og bruger værktøj, er vævet ind i skoven, og skoven er vævet ind i vores historier som en intim del af det menneskelige. Hvem ville Den lille Rødhætte og Hans og Grete og Snehvide være uden skoven? Og hvem ville vi være uden Den lille Rødhætte, Hans og Grete og Snehvide? Skoven er stedet, hvor noget sker, hvor eventyret starter. Den er på en gang farlig og et sted for beskyttelse, mystisk og fuld af magi. Scenen for transformation. Buddha blev oplyst under et træ. 

Men jeg må erkende, at det nok mest er i godnathistorierne, at skoven stadig findes som kollektiv erfaring. Ude i den virkelige verden er den efterhånden blevet skiftet ud med fodermarker og motorveje. Her på vores lille plet på jordkloden er den udskiftning sket med forbløffende ildhu, særligt når nogen har udsigt til at tjene en skilling eller to. Det er næppe tilfældigt, at helten i den store danske roman *Lykke-Per* er ingeniør og drømmer om at omdanne Jylland til et system af kanaler, der skal  bane vejen for et nordeuropæisk handelscentrum. Vi går til naturen som ingeniører og købmænd. Efter det princip har vi drænet jord i moser og ådale, rettet åer ud og inddæmmet og opdæmmet og tørlagt for at omdanne landkortet til letopdyrkelige firkanter. Skoven blev brugt som en "ressource", og da vi havde bygget skibe af al tømmeret og varmet os ved det så godt som sidste træ i ovnen, blev der – på et hængende hår – med fredskovsforordningen i 1805 plantet ny skov. Den nyplantede skov havde ét bestemt formål for øje: at sikre mere tømmer.

Kort: Vores forhold til de skove, der engang dækkede landet, er med tiden blevet lidt akavet.

Mens den slags ødelæggelser fortsætter i rasende fart overalt på jordkloden, findes der i små lommer rundtomkring andre kræfter, der efter bedste evne og ud fra forskellige idéer og principper arbejder på at beskytte naturen, råde bod på skaderne og endda forsøger at igangsætte naturens egne processer, for at – som det hedder –  "skabe ny natur". 

Svanninge Bjerge er et mikrokosmos på den udvikling. Området har været intenst dyrket, efter alt at dømme først som agerjord, dernæst som plantet skov til træproduktion gennem to hundrede år, indtil Bikubenfonden i 2005 erhvervede først Steensgaard Skov og året efter Knagelbjerg Skov med henblik på at gøre en indsats for naturen.
Den første weekend i november tager jeg til Fyn for at tilbringe et døgn i Svanninge Bjerge og opleve skovene, tyve år efter, at naturarbejdet gik i gang. Om dagen er der lagt program, og natten skal jeg tilbringe alene på den forskningsstation, som Bikubenfonden har opført inde i bjergene i samarbejde med Syddansk Universitet.

Det viser sig at være en moderne bygning beklædt med cedertræ. Fra et sted tæt på kan man høre muh’en fra køer. Den ene af de to fastansatte biologer, Caroline Vandt Madsen, åbner og byder velkommen. Man tager skoene af når man kommer ind, på væggene hænger fotostater med billeder af mange tusind gange forstørrede insekter. Ude på toilettet, over håndvasken, hænger et skilt: “Ikke smide jord i vasken, tak!” I et mødelokale med udsigt til en råkold og fugtig efterårsdag spiser vi en sandwich. Så tager vi varmt tøj på og sætter os ud i en halvåben firehjulstrækker, en Ranger, og kører på felttur ud i skoven. 

Vi skrumpler afsted på en bred skovsti til lyden af motoren. Træer suser forbi os på begge sider i efterårets flammedragt, grønne, gule, orange, røde. Svanninge Bjerge er elleve kilometer i omkreds. Hvis vi skulle se det hele til fods, ville det tage mange dage, så vi spoler igennem skoven på *fast forward*.
 

Noget af det første, Caroline taler om, er de menneskelige omgivelser. "Når man går i gang med at forandre et landskab," siger hun, "er det vigtigt at forstå, hvad der rører sig for de mennesker, der bor her. Der er mange følelser på spil." Svanninge Bjerge er et gammelt istidslandskab, jorden er sandet med lommer af ler, og der er et væld af vådområder som man havde drænet for at kunne producere mest muligt tømmer – normen var at plante mellem fem og seks tusind træer pr. hektar. Det var udgangspunktet, da de overtog, og det, som de lokale var vant til: en tæt, mørk skov, der lå som en prop midt i landskabet. Så hun og hendes kollega, Katrine Hulgard, gør meget ud af at inddrage de lokale i forandringerne. De holder gratis, offentlige ture, hvor de fortæller, hvad de gør, og hvorfor de gør det. De har en Facebook-kanal, som "nogle gange er aktiv", og de forsøger at være så meget som muligt i de lokale medier. "Jeg er bare biolog, så jeg forstod ikke alle de mekanismer da jeg startede," siger Caroline.

Opgaven med at skabe ny natur synes særlig svær i et land, hvor naturen er noget man læser om i historiebøgerne. Af en netop udkommet undersøgelse, Danskernes natursyn fra 2025, fremgår det, at syvogfyrre procent af danskerne opfatter landbrugsmarker som "god natur". Og hvorfor egentlig ikke? Pesticidsprøjtede marker er jo det "landskab", der har omgivet os, så længe nogen kan huske. Det er dem, vi ser, når vi passerer igennem landet – eller kigger ud ad vores vinduer. Som de skriver i ejendomsmæglerannoncerne: "Med udsigt til marker," selvom der lige så godt kunne stå: "Med udsigt til Parkinsons." 

Biologerne og deres kolleger prøver ikke på at skabe skoven i et bestemt billede eller i en bestemt version, som hvis man skulle vælge fra et katalog, men på at gøre plads til artsrigdommen, det, som på moderne dansk hedder "biodiversitet". Eller sagt lidt mere prosaisk: De arbejder på at etablere et sted, hvor lidt flere har lyst til at flytte ind – planter, svampe, dyr.

Ifølge Caroline er netop de tiltag, som har drevet produktionsskoven frem, en trussel for artsrigdommen: at de forskellige naturtyper går til i "formørkning", altså at den tætplantede, mørke produktionsskov fortrænger alt liv, at vandet drænes fra landskabet, og at skovene mangler træer på alle livsstadier. 

"En naturlig skov har mange etage, med urter og buske i bunden, gamle træer og ældre træer – og unge træer og nyspirede træer," siger hun. "Det er en cyklus, så der er også døde og døende træer. Det ser man ikke i en produktionsskov, hvor alle træer i en given afdeling har samme alder." 

Før vi satte os ud i Rangeren, har hun på et kort tilbage fra produktionsdagene vist mig, hvordan området er skåret midtover af en kraftig skillelinje med Steensgaard mod vest og Knagelbjerg mod øst. På begge sider af linjen blev afdelinger med bestemte slags træer angivet med farvede firkanter. Det er de firkanter, vi nu suser forbi tyve år efter overtagelsen. På Steensgaard-siden, som vi først kører igennem, findes der stort set ikke et træ, der er ældre end femogtyve år. 

"Før 1999 var alt det her i samme farve på kortet," siger Caroline. "Alt sammen blev jo plantet med henblik på at lave gulvbrædder. Der var kun en slags træ, nåletræ, som jo har det med at vælte, når det blæser." Da stormen kom i ’99, væltede alt. Træerne lå tilbage, som om en kæmpe havde spillet mikado med dem. "Knagelbjerg på den anden side er meget ældre og mere varieret skov," siger hun. "Ham, der drev skoven dengang, havde også meget nåletræ, men han havde plantet løvtræ indimellem som en slags læhegn. Så skoven blev stående."

I den kendsgerning findes et af de bærende principper for en sund skov: variation.
"Det, jeg håber på," siger Caroline hen over motorstøjen, "er, at med tiden, så er der ikke de her afdelinger. At kortet slet ikke ser sådan ud med de der firkanter. En naturlig skov, den ville jo bare smelte sammen."

Den sidste ting, som Caroline nævner som en trussel mod artsrigdommen, er det, som biologer og ingeniører kalder "næringsstofpåvirkningen", et ord, der ikke giver nær så mange billeder i hovedet, som hvis man siger ligeud, hvor næringsstofferne kommer fra, nemlig pis og lort fra landbrugets hundrede millioner af dyr – pis og lort, som bliver ledt ud i vores vand og i atmosfæren, og som findes overalt. Det kan biologerne ikke gøre noget ved. Men resten arbejder de på. De lysner skoven ved at tynde ud i træerne. De har introduceret kvæg og heste, som græsser i dele af området, hvilket gør, at urter og blomster kan komme til. Skoven er ung, der vil gå lang tid, før der af sig selv kommer gamle, døende og døde træer, så de "veteraniserer" nogle af træerne, som det hedder, når man, som Caroline siger, "med vilje lige snitter eller ridser lidt med skovmaskinen". Når træet bliver skadet, går der en dødsproces i gang, som kan være langvarig, og som har sin egen dramaturgi. Der kommer en indgang. Svampe rykker ind, som gerne vil bo i et døende træ, og når træet er dødt, rykker der andre svampe ind. 


Det er nogle af de ting, jeg bliver sat ind i, mens vi suser afsted i Rangeren. Flere steder gør Caroline holdt på stien, peger ud og siger "her står det stadig meget tæt". Eller hun sagtner farten og siger: "Her kan du se hvordan træerne stadig står på lige rækker." Indimellem standser vi og står ud for at se på noget, som hun gerne vil vise mig, strækninger, som er blevet åbnet op, spirende liv, et sted, som viste sig at have tørvemosser, og som nu langsomt får lov til at gro frem. Alle tegnene på det nye liv, der myldrer frem. Lav på en træstub. Et træ gennemhullet af grønspætter. "De er helt pjattede med det." Et væltet skilt. "Der er da vist en ko, der har kløet sig." 

Et sted peger hun begejstret på en kokasse, der viser sig at være hjem for et væld af insekter. Hun trækker en skarnbasse op med et smukt, oliesort skinnende skjold. Den var i gang med at grave gange, så næste generation kan overvintre. En travl lort. Der er sikkert dejligt varmt i sådan en. "Lort er bare fedt," siger hun.

Og så er der vådområderne. De har indtil videre genoprettet tres vådområder, siger hun. Det tager os ikke mange minutter, fra vi har forladt feltstationen, før vi når frem til en sø, som de har genoprettet ved at fjerne et dræn. Det er ikke så svært, som man skulle tro, de fjerner bare drænet, og så kommer vandet tilbage af sig selv. For at få en idé om, hvor der kan have været vand, studerer de gamle kort. "Røjlemagen" indikerede for eksempel røjler fra en hedengangen mose, og "Kisølle kær" vidnede om noget med vand – men der var ikke noget vand. "Og så måtte vi rundt og kigge og kom frem til at lukke grøften og fælde det sitkagran, der stod der og sugede vandet op. Og nu er vandet der." 

Når vandet kommer tilbage, bliver der et nyt levested. "Der er kommet vandsalamander, og vi ser en masse vandfugle – og flagermusen får nogle steder, hvor den kan jage. En masse insekter trives her," siger Caroline og peger over på den modsatte side af søen, "og ovre på kanten bagved er der kommet firben. Så der kommer bare et helt andet liv. Frøer, padder. I stedet for sådan en mørk skov…"

Det eneste egentligt besværlige ved at genoprette et vådområde er papirarbejdet. Ansøgningerne er tekniske, og processen fuld af bureaukrati. Caroline siger, at lovene bestemt ved fredskovsforordningen ikke er der for at genere nogen, de er bare fra "en anden tid, hvor kongen skulle have nogle skibsmaster eller sådan noget". Fokus har været på at beskytte produktionen, ikke naturen.

De forskellige tiltag foregår forsigtigt og lidt ad gangen for at "se, hvad der sker". I et andet vådområde har de for eksempel ladet træstubbene stå og rage op dér, hvor der nu er vand. Måske fjerner de dem senere. De er ikke interesserede i at "fastholde noget", som hun siger, men måske stiger vandet til den naturlige mængde, og så kan det være, at træerne drukner. Lige nu er der bare ikke balance i økosystemet derude. "Måske er næste fase, at det bliver til sådan noget våd skov." Hun griner, "og så kan det være, at det er sådan". 

"Så er der også nogen, der siger: Hvorfor lader I det ikke bare helt være?" siger Caroline et sted, mens vi kører på stien. "Jeg skal vise dig, hvorfor vi ikke bare lader det være. Det bliver meget tydeligt, hvad der sker. Det hele bliver meget mørkt."

Igen lidt senere nævner hun noget om nogle områder med nåletræer, "meget kraftig produktion", hvor de har forsøgt at lade det være og lade det gro naturligt til. "Jeg ved simpelthen ikke, om det har været sprøjtet for meget, eller om jorden …  eller hvad der er galt, men nu er der gået ti år, og der er faktisk ikke sket noget som helst."
Disse kommentarer falder en passant mellem alt det andet. Og så er det, cirka halvanden time inde i mit døgn i bjergene, at min tvivl om, hvad en skov egentlig er, opstår. Vi kører på stien, og på venstre side tårner nåletræer sig mørkt og tæt op foran os med stien som en smal stribe lys, der leder videre ud. Jeg tager et billede ud igennem den dugvåde forrude, og da jeg senere lytter båndene igennem, kan jeg høre mig selv udbryde: "Hvor flot!" Jeg kan også høre Caroline udstøde en forbløffet lyd, en udånding, et stød, en ansats til latter, “jah!”, før hendes betydelige pædagogiske evner tager over. 

Det, vi så på, var den trælse nåleplantage, den "meget kraftige produktion" med den muligvis forgiftede jord, som hun havde nævnt tidligere, eksemplet på, hvad der sker, hvis man gør ingenting – nemlig ingenting, viser det sig. Til trods for alt det, jeg havde hørt om formørkning og lange lige rækker af ensaldrende, ensartede træsorter, og som jeg havde forstået udmærket med mit intellekt, kom reaktionen spontant, nedefra og indefra: “Hvor flot!” Der var åbenbart et eller andet umiddelbart genkendeligt i de importerede cypresser, som fik stien til at sortne foran os, noget, jeg uden at tænke forbandt med "en skov". 

"Det er jo en slags natur, kan man sige," siger Caroline. "Og det sjove er, at derinde ser du jo bare driftslandskabet. Prøv at se, hvor dødt der er i bunden." Og det er rigtigt, bunden er helt brun, der er intet at se. "Altså, der er bregner, og der er lidt mos," siger hun. "Og der er ikke andet. De cypresser der understøtter ikke en skid." Hun griner. Jeg er forfærdet. Det er som de gamle fikserbilleder, der forestiller to ting på en gang: en ung kvinde og en gammel kone. Jeg så den unge kvinde, men ser nu, tydeligt, den gamle kone. Det, vi ser på, er lige så indbydende som parkeringspladsen foran IKEA. Skoven er stendød, lige så død som de rapsmarker, Instagram flyder over med i april til hashtagget hvorflot!

"Men smukt ser det jo ud," siger Caroline venligt.

Ovre på den anden side af stien ser man mere noget i retning af, hvad biologerne regner for en sund skov. Der står forskellige slags løvtræer, lidt mere spredt, nogle af dem væltede og med en tæt, blandet underskov buldrende op af jorden. "Det er sådan noget, vi godt kan høre, når vi har nogen med ude: 'Neeej, det er godt nok noget rod! Det står hulter til bulter. Det er ikke engang ens. Og der ligger noget, der er dødt, og noget, der er væltet, og man skal gå uden om noget – altså har I ikke ryddet den sti, der er deroppe?' Det er faktisk lidt bøvlet at være i denne her natur, lige pludselig." 

Der er også nogle, der bliver lidt sure over, at de lader døde træer ligge. "Lader I penge ligge i skovbunden?" Den nytteorienterede tilgang til naturen ligger dybt i os. På Facebook kan de møde spørgsmål som: "Hvad gør flagermusen godt for?" Et modspørgsmål ligger lige for: Hvad gør du godt for? Men det siger biologerne selvfølgelig ikke...

Lidt efter standser vi ved et område, hvor de med Carolines ord "er gået lidt mere til den", et område med egetræer og lidt rødgran, hvor de har "fjernet mere"– og så er det "gået i gang selv", som hun siger. Jeg ser mig omkring. Der er vådt, der er åbent, lyst, ikke mørkt. Uanset hvor jeg kigger hen, er der noget for øjet at udforske. Mange dybder. Lange lysåbne stræk. Forskellige slags træer og buske.

"Du kan godt se her, det er noget andet," siger Caroline. 

"Ja, det må man sige," siger jeg. 

"Og det er jo nok det, vi nærmer os."

"Når du siger 'vi nærmer os'…?"

"Det her er kommet længere," siger hun. "Det er nok her, vi vil slippe det.

Senere, efter at Caroline har kørt mig tilbage og taget hjem for at holde weekend, dukker Thomas Bjørnebo Berg op på forskningsstationen. Thomas er biolog og forsker ved Naturama og Syddansk Universitet, han beskæftiger sig især med hasselmus og bestandsdynamikker mellem arter – og klimapåvirkning. Han har set forandringen i Svanninge Bjerge fra dag et. Han har været med til at starte et storstilet overvågningsprogram op i Zackenberg i Nordøstgrønland med tværfaglige forskere, og da Bikubenfonden overtog Svanninge Bjerge, blev han hyret ind til at beskrive, hvad det var for noget natur, de havde erhvervet. Han gennemfotograferede stedet med gps-koordinater og etablerede en baseline, noget, han betegner som "ekstremt vigtigt". "Det er meget sjældent, nogen husker det," siger han. "At få registreret år 0"

Vi sætter os ind i mødelokalet, det er blevet mørkt udenfor, vinduerne er kulsorte. Siden den første opgave har han fulgt udviklingen for hasselmus, som ikke er en mus, men en kritisk truet syvsover og en såkaldt nøgleart, fordi dens tilstedeværelse er indikator for en varieret og sammenhængende skov med krat og tæt undervegetation. Han er også optaget af to andre gnavere, halsbåndsmus og rødmus, som lever skulder ved skulder med hasselmusen. De har meget overlappende føde, men har forskellige livsstrategier og spiller forskellige roller i de økosystemer, de er en del af, både i forhold til de rovfugle, der spiser dem, og til de planter, de selv spiser. Halsbåndmus laver for eksempel depoter og gemmer nødder som agern eller bog. "Nødder er jo tunge," siger han, "agern og bog kommer sjældent længere ud end kronen på træet, så de er afhængige af, at nogen flyver eller løber afsted med dem." Hvis ikke det var for dyr som halsbåndmusen, tror Thomas ikke, at egetræet nogensinde var kommet til Danmark. "Der skal være nogen, som kan flytte den et par hundrede meter om året, for eksempel mod nord," siger han. 

Mens han fortæller om sit arbejde, får jeg et billede af skoven som et løbende resultat af en gigantisk koreografi mellem arter. Hele det komplicerede væv af interaktioner mellem dyr, planter og svampe i et velfungerende økosystem føles ærlig talt som et mirakel. 

Også de mennesker, der arbejder med at gøre skoven mere beboelig for typer som hasselmus og co., er en del af en slags koreografi. Forskningsstationen er åben for forskere fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet i det omfang, de selv sørger for finansiering af projekterne. Der er en ph.d., som er ved at kortlægge hasselmusens dna, to specialestuderende er i gang med at se på forskellige måder at overvåge hasselmus med henholdsvist fodaftryk og kamerafælder, der er en, der kigger på flagermus og deres mulige brug af de redekasser, som ellers er beregnet til hasselmusene, og næste år har Thomas to andre specialestuderende, som skal se på, hvilken effekt tilstedeværelsen af redekasser til hasselmus har på mængden af fugle i et givent område. "Mange mejsefugle er hulrugende," siger han, "så de bygger ikke rede, uden at der er et hul." Eftersom der er hul i en hasselmuskasse, vil forskerne få en idé om, hvor stor en rolle det spiller, at der er huller, ikke fordi de vil "plastre Svanninge Bjerge til med fuglekasser", siger han. Men hvis de har ret i, at flere huller giver flere mejsefugle, "så skal vi jo få naturen til at gøre det. Lave hullerne”, siger han.

Og man kunne gøre så meget mere, hvis der var midler til det. Thomas drømmer om et tværfagligt overvågningsprogram a la det, han har oplevet i Zackenberg, hvor forskere fra forskellige faggrupper kunne indsamle sammenhængende data over 20-30 år ud fra et fælles mål. Botanikere skulle der i hvert fald være, også "nogen, der kigger på det limniske", altså ferskvand, ornitologer og også entomologer, altså dem, der tager sig af insekterne. Som det er nu, fungerer de tværfaglige projekter på forskernes eget initiativ, og emnerne er derfor lidt tilfældige i forhold til de "åbenlyse guldgruber, der ligger hernede". 
"De har skabt tres nye vandhuller," siger han." Det er jo genialt! Men hvorfor er der ikke flere, der følger med i det her? Vi ved, at der har været en skovsø her engang for hundrede år siden. Den har været væk på grund af et dræn. Nu kommer den tilbage. Følg den! Hvad for nogle vandinsekter kommer der? Hvordan er vandkemien? Kemien er jo også med til at bestemme, hvilke arter der kommer. Er det surt eller basisk? Du har dag 0, så nu skal du bare følge den."

Da Thomas er gået, går jeg rundt på gangene og ser på kæmpeinsekterne på væggene. I køkkenet varmer jeg min medbragte mad. Jeg har glædet mig til at tilbringe en lang nat *ganz alein* midt i skoven. Allehelgensaften på en forskningsstation. Jeg havde håbet på muh’en og vrinsken og susen i trætoppene. I stedet er der en susen fra varmeapparatet. Lyden af det menneskelige habitat.

Om natten ligger jeg og tænker på skoven derude. På betydningen af det blik, der ser skoven, og på det, Nabokov engang sagde om liljen og virkeligheden. Udover at være forfatter var han lepidopterist, altså en, der interesserede sig for sommerfugle. I 1962 blev han i et interview på BBC spurgt til virkeligheden. Han sagde, at vi hver især nærmede os den i en uendelig række af små skridt. "Tag en lilje eller ethvert andet naturobjekt," sagde han, "en lilje er mere virkelig for en naturalist end et almindeligt menneske. Men den er endnu mere virkelig for en botanist. Og endnu et niveau af virkelighed bliver nået for en botanist, som er specialist i liljer." Han sagde, at man kan aldrig vide alt om en given genstand. Det er umuligt. "Så vi lever omringet af mere eller mindre spøgelsesagtige genstande – tag for eksempel maskinen der," sagde han og pegede på noget af det tv-udstyr, der var i brug. "Den fremstår fuldkommen spøgelsesagtig for mig – jeg ved intet om den, altså, den er et lige så stort mysterie for mig, som den ville være for Lord Byron," 

Skoven som et spøgelse for den, der ser på den. Hvor flot! I foråret deltog jeg på en litteraturfestival i Auckland på New Zealand. Da festivalen var ovre, tog jeg nordpå, lejede en bil og kørte tværs over Nordøen. Der var en oprindelig skov, jeg gerne ville se, Waipoua, hedder den, med mere end totusindår gamle kauritræer, der mirakuløst havde undgået at ende som skibsmaster i det skibsbygge-eventyr, som ellers havde udraderet al urskov i 1800-tallet, simpelthen fordi skoven lå så langt fra alfarvej. Det gør den stadig. Jeg kørte i timevis stort set uden at møde nogen andre på vejen. Der var næsten heller ikke nogen turister. For at komme ind i skoven skulle man passere gennem et metalgitter, et drejekors a la dem i Tivoli, med den væsentlige udvidelse, at ens fodtøj skulle gennemgå en omstændelig rengøringsproces. Først skulle man børste støvlerne på undersiden med en kost, derpå blev sålen spulet med en desinficerende væske, og så skulle processen gentages for at forhindre, at man slæbte så meget som en eneste jordpartikel ind i skoven, der kunne udløse den altødelæggende og uhelbredelige *kauri dieback disease*, hvor træet simpelthen rådner, forbløder, taber bladene og dør. 

Man måtte ikke gå væk fra stien, som var belagt med træplanker, en slags gangbro, som på forhånd havde bestemt ens tur igennem skoven. Jeg var i skoven, men på afstand. Der var fire-fem andre på gangbroen, som førte os allesammen forbi skovens ældste og største træ, Tane Mahuta. Det betyder "skovens fader" eller "skovens gud" på maori. På skift stillede vi os op og så på træet, som man ville betragte en genstand på et museum. Stammen var atten meter i omkreds, en grålig, mastodontisk søjle, som rejste sig fra skovbunden mellem bregner og krat og spredte sig i en trækrone halvtreds meter oppe. Det viste sig umuligt at fotografere så stort et træ. En Maori, som i sig selv var ufatteligt stor, sad på en stol og vogtede træet, tavs og ubevægelig. Han så på os se på træet uden at fortrække en mine. 

At se en skov fra en gangbro er lidt som at se den fra et terrængående køretøj. Morgenen efter bliver jeg hentet af den anden fastansatte biolog, Katrine Hulgard. Igen skal vi ud i Rangeren, vi skal ud og kigge til hestene. Det er Katrine, der har ansvaret for dem. "Det er mine heste," siger hun glad. Hun har været hestepige, siden hun var otte år. Hun siger, at hun igen og igen bliver overrasket over, hvor rolige de er. Racen hedder Dülmener, en gammel europæisk race, som de har fået fra Lüneburger Heide. "Der er bare ikke noget pis med dem." Lüneburger Heide er hedelandskab, "så her er der … rigtig meget mad til dem," siger hun. "Det kan du også se, hvis vi finder dem. De er ret tykke."

At gøre alting vildere og at invitere til mere artsrigdom med introduktion af kvæg og heste kommer med fagspecifikke termer. "Samgræsning" siger noget om den virkningsfulde effekt, når dyr, der græsser forskelligt, går sammen. Noget lignende gør sig gældende i forhold til samspillet mellem kokasser og hestepærer. "Der er lavet studier, hvor man har kigget på det liv, der er i lorten," siger Katrine. "Så vidt jeg husker, er der omkring treogfyrre forskellige arter i kokasser og treogfyrre forskellige arter i hestepærer – men de er ikke de samme. Lige pludselig er der grobund for meget mere." "Tyrehuller" er de bare pletter, der opstår i jorddækket, når tyrene skal vise sig ved at skrabe nogle ordentlige huller – huller, som tilfældigvis er et slaraffenland for sommerfugle og græshopper, edderkopper, jordboende bier og rovfluer og såkaldte "pionerplanter", som etablerer sig på bar jord efter den slags forstyrrelser. På den – og mangfoldige andre måder – er de store dyr også med til at holde skoven åben. De foretager sig voldsomme ting, bakser rundt, knækker grene, gnubber sig op ad et træ. "Bideskjul" er den beskyttelse, som tornede planter kan danne om små nye skud, og som forhindrer, at de bliver spist af dyrene. Dyrene går deres egne veje. Dyreveksler opstår gennem landskabet, og efterhånden lærer biologerne dem at kende, hvor de er henne på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. 


Hvis man har haft en puls og været nogenlunde ved bevidsthed i de senere år, vil man vide, at der har kørt en uforsonlig debat om introduktionen af de "store græssere" i forbindelse med diverse naturgenopretningsprojekter. I denne sammenhæng dækker "de store græssere" specifikt over heste. På den ene side af den skarpt optrukne linje er der dem, der gør sig til fortalere for hestene, på den anden side findes en gruppe rewilding-biologer, der gør sig til fortalere for naturen.

I hvad der kan føles som lidt ørkesløse diskussioner, mener hestefolkene, at hestene bliver brugt som et instrument i et menneskeligt projekt med at "genoprette natur", og biologerne påpeger ironien i, at den kritik kommer fra nogle, hvis hobby det er at lade sig fragte rundt på dyrenes rygge, og hestefolkene indvender så, at de da i det mindste respekterer dyrene som de individer, de er, og sørger for, at de får deres behov opfyldt i form af nok at spise og tag over hovederne, og biologerne fremfører så, at det er en del af det gode hesteliv at leve naturligt, herunder at dø af sult, i modsætning til den menneskelige opfindelse at bo i en stald og fodres af mennesker, hvortil hestefolkene svarer, at idéen om et "naturligt liv bag hegn" er en illusion, en menneskelig konstruktion på linje med en stald, og at man derfor har et ansvar for, at dyrene ikke sulter. Og sådan kører det rundt og rundt i den samme argumentationskarrusel …

Selvom jeg kun har fulgt overfladisk med i disse diskussioner, virker det, som om Svanninge Bjerge er gået lidt under radaren i den sammenhæng. På vej ud i terrænet spørger jeg Katrine, om de har mærket noget til den debat. Hun siger, at da de fik hestene i slutningen af 2021, lagde de det ud på Facebook. "En tirsdag, kan jeg huske, fordi det sprang rimelig meget i luften der. Tirsdag klokken otte." Caroline var i gang med at putte sin datter. "De var sådan: ‘Hvorfor svarer I ikke? Er det, fordi I skjuler noget?’" Det var voldsomt. Vi sad og sms’ede med hinanden: Hvordan håndterer vi det her, hvad skal vi svare?" Biologerne tog det fra en ende af, svarede på alle spørgsmål og beskrev, hvordan de har hestehold, hvad de gør, og hvad der er til rådighed for dyrene derude. Der er mineraler og vandinger i hele området, både til kvæg og hestehold. Der er læskur. De bliver vaccineret og får dyrlæge og smed, når det er nødvendigt. De bliver kigget til på individplan dagligt. "Vi har en plan B og en plan C og en plan D, men det var de ligeglade med. Men," siger hun, "der havde vi så en rigtig god lokalbefolkning, som gik ind på en rolig og saglig måde og sagde, at de skulle komme ned og kigge, for vi havde faktisk styr på det. Det var først, da de bakkede os op, at deres leder sagde: ‘Okay, det lyder som om der er styr på det.’ Og bum, så var der bare … tavshed på den kanal."
 

Alt deres arbejde med at inddrage de lokale havde lønnet sig. Det tog et døgn, og en enkelt dødstrussel, men så var det også ovre.


Vi møder hestene i noget, der fra gammel tid hedder Karantænefolden. De dukker op fra et sted bag en række træer og står og kigger på os fra toppen af en bakke. De er ikke normalt opsøgende med mennesker, men de kender Rangeren. Katrine udpeger hestene, efterhånden som de kommer ned til os. "Så har vi Donna, den brune derude. Så har vi Silas, den gamle hingst. Så er der Birka og Nadia. Og Tosca havde jeg da glemt! Altså undskyld, Tosca!" 

At hestene har rigtige navne, er noget, der sikkert ville få mere dogmatisk indstillede rewilding-biologer til at korse sig. Det er biologerne i Svanninge Bjerge ligeglade med. 

"Det er virkelig svært at lave tilsyn på individniveau, hvis du ikke har et eller andet," siger Katrine. "Om det så er skrevet ned, eller om det er oppe i mit hoved. Vi har skrevet det ned, fordi vi allesammen har passet dem. Men uanset hvad vil de jo på en eller anden måde få et ‘navn’, om det så er et nummer eller et navn. Så vil jeg godt give dem et ordentligt navn." 

Vi står længe ved hestene. I vinterhalvåret er hun ude at kigge til dem hver dag. "Jeg har så mange hestebilleder," siger hun. 


I det hele taget forekommer naturarbejdet i Svanninge Bjerge at være drevet af noget andet end dogmatik. Det afslører sig allerede i den måde, de taler om deres arbejde på. Ingen af de to biologer bruger særligt konstruerede termer som "rewilding", "genforvilde" eller "genfortrylle" om det, de foretager sig. I stedet taler de mere ligefremt om, at noget skal "blive vildere".

Senere, da jeg er kommet hjem, ringer jeg til Katrine og spørger til det. Hun siger, at "rewilding" er et fast begreb, som sætter en bestemt ramme for arbejdet, men præcis hvad det dækker over, bekymrer hun sig ikke så meget om. Hun bøjer af. Det virker ikke, som om hun synes, begreberne bidrager til noget i deres arbejde. "Jeg har mere lyst til at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker i vores område, og være fri til at gå de veje, vi synes giver mening," siger hun. "Hvis vi har lyst til at gå den ene vej, så gør vi det. Selvfølgelig ud fra, at vi er informerede. Men målet er ikke, at vi skal bekende os til et eller andet."

Noget lignende sker, da jeg skriver til Caroline og spørger, om der er bestemte tekster, de er inspireret af. Hun skriver kort tilbage, at det er der ikke. I det hele taget virker biologerne mere optagede af den konkrete virkelighed foran dem end at binde sig til et ideologisk program. De går praktisk til værks. De ønsker ikke at fastholde noget bestemt, og de ved heller ikke, hvad det ender med. De arbejder med "målbilleder" for at finde ud af, om de taler samme sprog, de trækker eksperter ind, og de monitorerer. Når man gør noget, svarer naturen. Ofte må man vente på, hvad svaret bliver. De arbejder med lange tidshorisonter. Skovens tid og menneskets tid løber ikke i samme tandhjul. Først når biologerne engang er væk, vil skoven nærme sig de billeder, de går rundt med i hovedet.

Så hvordan ser fremtidens skov ud? På et forberedende møde med folkene i Bikubenfonden fik jeg en fornemmelse af, at jeg var blevet inviteret til at skrive om skoven i håbet om, at jeg måske kunne hjælpe forestillingen på vej i forhold til det spørgsmål, måske ud fra en idé om, at man som forfatter har særlige forudsætninger for at fremmane det, som andre har svært ved at forestille sig. Såsom for eksempel vild natur. Men en forfatter er bare en, som med Thomas Manns ord har sværere ved at skrive end andre mennesker. Det er åbenbart også en, der – akkurat som mange andre – kan finde på at sige “hvor flot!” ved synet af en pesticidhærget nåleplantage. 

Mine erfaringer er mit spinkle udgangspunkt. Til trods for kunstigheden i at studere skoven fra en gangbro med hænderne foldet på ryggen, er kauritræerne i New Zealand blevet hos mig. At stå foran et totusind år gammelt træ er korporligt. Det ligger uden for sproget. Det *gør* noget ved én. Man bliver et dyr i skoven. Lonely Planet beskriver det som en "lifechanging experience".

Det er let at få den tanke, at den slags lifechanging experiences er en del af den misere, vi har rodet os selv og planeten ud i. At natur er noget, vi bliver nødt til at opsøge langt væk fra vores egne habitater, og at naturen ville kunne komme sig, hvis mennesket bare holdt sig væk og lod den være i fred, sådan som det for eksempel er sket i bufferzonen mellem Nord- og Sydkorea, hvor sekstusind arter ifølge The Guardian er blevet registreret – inklusive truede dyrearter som sibiriske moskushjorte, langhalede goraler og kravebjørne. Ud over at jeg i Svanninge Bjerge har fået lejlighed til at se præcis hvad der sker, eller rettere ikke sker, når man gør ingenting i en hårdt drevet produktionsskov, er det en tankegang, der – uden at ville det – viderefører den samme idé om mennesket som adskilt fra naturen, og som i det hele taget har ført os ud i de problemer, vi står i. Tænker man tanken til ende, fører den til nogle absurde selvmodsigelser – ultimativt at menneskeheden kun kan redde naturen ved selv at tage billetten. 

Om vi vil det eller ej, er menneske og natur filtret sammen. Som et stykke natur i os selv slæber mennesket naturen med sig overalt, hvor vi kommer, selv til Mars, hvis det skulle være, ligesom det er en illusion at tro, at der findes "vild natur" som er uberørt af mennesket. Naturen er en fiktion. Som forfatteren Nathaniel Rich skriver i *Second Nature*: "Hvad vi stadig, i en opblomstring af nostalgi, kalder 'den naturlige verden' er væk, hvis den da nogensinde har eksisteret. Så godt som ingen sten, intet blad eller kubikmeter luft her på Jorden er undsluppet vores klodsede aftryk." 

Det klodsede aftryk kan for eksempel findes i noget, man forbinder med "en skov". Spørgsmålet er, hvad man stiller op med det aftryk. Hvad skal man gøre, hvor meget og hvordan. Det er de spørgsmål, de prøver at besvare i praksis i Svanninge Bjerge.