Fuglerapport viser høj biodiversitet i Svanninge Bjerge
Ny overvågning dokumenterer et stabilt og artsrigt fugleliv i Svanninge Bjerge. Resultaterne peger på, at arbejdet med at skabe et varieret og sammenhængende landskab styrker biodiversiteten.
10 minutter
Af
Poul Bjerregaard i samarbejde med Bikubenfonden
Dato
12 maj 2026
Et varieret landskab giver plads til flere arter
En ny fuglerapport fra Svanninge Bjerge viser, at området har en høj og stabil artsrigdom. På tværs af målinger fra 2013, 2017 og 2024 har vi registreret i gennemsnit 12-13 fuglearter pr. punkt. Det vidner om et landskab med høj biodiversitet.
De mest almindelige arter er almindelige fugle som ringdue, bogfinke, munk, solsort og gransanger.
Men rapporten dokumenterer også en række mere specialiserede og karakteristiske arter: grønspætte, vibe og gråstrubet lappedykker.
Det er arter, der stiller særlige krav til deres levesteder og som derfor er gode indikatorer for naturens kvalitet.
Særligt vores vådområder og åbne landskaber skiller sig ud. Her findes de højeste diversitetsindeks, fordi både vandfugle og landlevende arter trives side om side.
Naturen forandrer sig – og det tager tid
Rapporten viser også forskelle over tid. Fuglearter, der trives bedst i nåleskov, fyldte mere i 2017 end i dag.
Det hænger sammen med, at vi i Svanninge Bjerge er i gang med at omlægge nåletræsplantager til mere hjemmehørende skov.
Den type forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden. Det tager tid, før nye træer vokser sig store nok til at understøtte det samme fugleliv.
Et komplekst biodiversitetslandskab
Rapporten peger samlet på, at Svanninge Bjerge i dag er et komplekst biodiversitetslandskab.
Variation i naturtyper, struktur og levesteder skaber mange forskellige økologiske nicher og plads til flere arter.
Det er netop den type variation, der er afgørende, hvis vi vil styrke biodiversiteten i Danmark og lykkedes med en transformation til mere vild natur.
20 års arbejde med naturen
Resultaterne er en del af en langsigtet indsats for at give naturen mere plads.
I over 20 år har vi arbejdet med at omdanne Svanninge Bjerge fra produktionsskov til vildere natur.
- Vi har omlagt af skov fra drift til vildskov
- Vi har forbedret naturtilstanden på over halvdelen af vores vådområder
- Vi har etableret åbne arealer og græsningslandskaber
- Vi har sikret sammenhængende levesteder på tværs af landskabet
Caroline-Marie Vandt Madsen
Biolog og senior udviklingspartner i Svanninge Bjerge
Om betydningen
Fugle er gode indikatorer for naturens tilstand. De afspejler både variationen i levesteder og kvaliteten af økosystemerne.
Når artsrigdommen er høj og stabil over tid, tyder det på, at naturen ikke bare er til stede, men fungerer.
Om rapporten
Fuglerapporten bygger på registreringer fra 2024 og er sammenlignet med de data vi har fra 2013 og 2017.
Den dokumenterer både artsrigdom, fordeling og udvikling over tid og indgår som en del af vores løbende arbejde med at monitorere biodiversiteten i Svanninge Bjerge.
Rapporten er udgivet af Poul Bjerregaard i samarbejde med Bikubenfonden.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at række ud til vores senior public affairs- og kommunikationsrådgiver Emilie Refsgaard.