Vi står lige nu i en tid, hvor mange har umådeligt svært ved at forstille sig en bedre fremtid. Krisernes narrativer hersker og frygten ligger på lur alle vegne – civilisationen kollapser, demokratiet er under afvikling, krigen kommer, klimakatastrofen truer i horisonten. Verden er i stykker.  

Som den tyske sociolog Hartmut Rosa sagde det i et interview tidligere i år, nærmer vi os en tilstand af ”kollektiv udbrændthed” på grund af de talrige kriser. 

Det føles lidt som at stå på en klippeafsats, tæerne stritter lidt ud over kanten, vi kigger ned i afgrunden – og der er bare mørkt.  

Er det faktisk en af de største kriser, vi står over for i dag - at vi ikke evner at se den fremtid, der ligger der et sted foran os? Sådan har eksempelvis den britiske professor Geoff Mulgan tidligere udtalt.  

Og dog. I de seneste måneder er der tegn på, at vi måske begynder at tage flere bevidste valg om at håndtere og arbejde systematisk med fremtiden. I september afholdt FN et ’Summit for the Future’, hvor regeringsledere fra hele verden deltog, og for første gang var verden samlet alene om temaet fremtiden. Her blev der vedtaget en pagt for fremtiden, hvor alle medlemslande forpligter sig på at handle for fremtidige generationers interesser. Statsministeren var med og gik på talerstolen i New York med ord om, at pagten er et vigtigt skridt fremad for FN, og nu skal vi sætte en bedre kurs for vores verden.  

Men det er ikke kun et politisk ansvar. Det er også et samfundsansvar, som mange forskellige aktører - os fonde inklusive - kan og bør tage på os. Så hvad er den danske vej frem? Hvordan får fremtiden en fremtrædende plads i det danske samfund og system?  

Uden for landegrænserne gør flere antrit hertil. I Wales har de en fremtidskommissær, i Finland arbejder de med en fremtidskomité, i Holland har de en ombudsmand for fremtidige generationer. Og også fremtiden er nu blevet et resort under en EU kommisær ’for Intergenerational Fairnes.´ Herhjemme har vi flere gode kræfter som WELA og Institut for Fremtidsforskning, der sætter fremtiden på dagsordenen.  

Vi vil meget gerne være med i en samtale om, hvordan den danske pendant til det udlandske fokus kan se ud herhjemme: Hvordan får vi bedst opbygget den rigtige kapacitet til at kunne håndtere fremtidens kompleksitet i de løsninger, vi skal skabe? Har vi brug for mere uddannelse? Hvordan kan arbejdet med fremtiden inkorporeres i forvaltninger og myndigheders arbejde? Og hvordan understøtter fonde bedst de bevægelser, der skal sættes i gang? 

Uanset hvilken model, vi skal gøre brug af herhjemme, skal vi trænes i at bruge fremtiden i den nutid, vi står i lige nu. Fremtiden er sjældent synlig for os og vejen dertil heller ikke nem at få øje på. Alt for ofte står vi i situationer, hvor vi agerer med handlingslammelse. Som et dådyr, der fryser på vejen og stirrer ind i forlygterne, inden bilen rammer med et brag. Eller også går vi i gang med at forsøge at slukke ildebrænde. Men choktilstande og reaktiv brandslukning bliver ikke ved med at være en mulighed, hvis vi skal takle alle kriser, der lurer i horisonten. 

Vi har brug for fremtidskompetencer. Flere arbejder med et begreb kaldet Futures Litteracy, eller på dansk: fremtidskundskab. Det handler om at forestille os fremtiden med alt den kompleksitet og usikkerhed, det indebærer og bruge den forestillingskraft til at handle her og nu for generationerne, der følger efter os. Andre benytter et redskab som foresight, som en systematisk fremtidsorienteret proces, der skal klarlægge både de udfordringer og muligheder, der vil møde os forude. Både Fremtidskundskab og foresight er nogle af de kompetencer i feltet, vi ikke kan undvære.  

Ved at forstå og bruge fremtiden kan vi bedre navigere i nutidens kompleksitet og skabe bæredygtige løsninger for de kommende generationer. Det gælder både for de løsninger, vi sammen skal skabe for klimaet, for hjemløshed, for unges mistrivsel, for social ulighed, for biodiversiteten. Listen er lang og flere ting kan hurtigt tilføjes.  

Det at arbejde med forskellige bundlinjer og helt strategisk med forestillinger om fremtiden er en muskel, der kan opbygges. Og en egenskab, der skal implementeres på tværs af systemerne i vores samfund. Forestillingsevnen skal åbnes op og er nødvendig, hvis vi skal bryde med vanetænkning og vil skabe forandringer. Verden kalder på dem.  

Kan vi blive bedre til at forestille os fremtiden, kan vi gøre op med de narrativer, der har lagt sig som et islag over os og givet os en ”kollektiv udbrændthed” og i stedet gøre os i stand til at begribe og skabe muligheder for at agere.  

Det handler ikke om at være naiv og lukke øjnene for den flossede verden, som vi står i lige nu. Det handler om at åbne døre for de handlinger, vi kan skabe sammen.  

Lad os slå kursen an. Lad os være med til at skrive vores egen historie for fremtiden. Lad os tillade at tænde håbet i hinandens og vores unge generationers øjne igen.