En Vej til Alle: Indspil til Reformkommissionen - Et samfund med uforløst potentiale
Partnerskabet En Vej til Alle ønsker at inspirere Reformkommissionen, beslutningstagere og aktører på området til, hvordan vi tackler det komplekse problem, at knap 50.000 unge står uden for job og uddannelse.
Af
En Vej til Alle
Dato
30 juni 2022
Derfor har vi lavet et indspil til Reformkommissionen, der tager afsæt i unges erfaringer og bud på løsninger, samt hvilke virkningsfulde ingredienser, der bør bringes i spil på tværs af civilsamfund, erhvervsliv og det offentlige system, hvis vi skal lykkes.
Knap 50.000 unge i alderen 15-24 år står uden job og er ikke undervejs eller færdige med uddannelse. Sådan har det været i årtier. Tusindvis af unge får aldrig forløst deres potentiale, men kobles langsomt af samfundets fællesskaber. Det har enorme konsekvenser – både for den enkelte unge og for vores samfund.
Vi kan og skal give alle unge mulighed for at finde deres vej ind i uddannelse og job.
Derfor har vi etableret partnerskabet En Vej til Alle. Ambitionen med dette indspil er at inspirere Reformkommissionen, beslutningstagere og aktører på området til, hvordan vi kan arbejde med grundlæggende forandringer af systemet.