Udviklingsplatformen for Scenekunst

Bikubenfondens strategi er baseret på tænkningen om, at vi på det kulturelle område også kan arbejde proaktivt og gennem samarbejde med andre for at skabe bedre vilkår for kunsten. Et eksempel er den selvejende institution Udviklingsplatformen for Scenekunst, som fonden i 2016 etablerede i samarbejde med Statens Kunstfond på baggrund af dialog med store dele af scenekunstbranchen.

Det overordnede formål med platformen er at bidrage til udvikling af den frie scenekunst – dvs. scenekunstinstitutioner og scenekunstnere uden eget spillested – samt udvikling af projektstøttede teatre og mindre etablerede teatre. Udviklingsarbejdet sker i dialog med nationale og internationale aktører, herunder teaterfestivalen CPH Stage. Ønsket er at bidrage til et mere dynamisk og kvalificeret scenekunstmiljø i Danmark til gavn for publikum.

Rådgivning og samarbejde

Nogle af de områder, platformen arbejder med er udviklingen af producent-niveauet, samarbejdet mellem de frie scenekunstnere, projektstøttede teatre og etablerede teatre samt mulighederne for internationale samarbejder.

Således består udviklingsarbejdet ikke kun i at rådgive og administrere. En del af udviklingsplatformens indsatsområder er også at levere konsulentydelser og løse operationelle opgaver såsom at arrangere tematiske møder, stå for vidensindsamling og gennemføre kulturpolitiske udredninger.

Samlingspunkt for scenekunsten

Udviklingsplatformen for Scenekunst skal også fungere som fysisk samlingspunkt for en række aktører inden for det danske scenekunstfelt. Platformen deler blandt andet kontor med CPH Stage, Kitt Johnson X-Act og Kristján Ingimarsson Company.

Læs mere om Udviklingsplatformen her: www.udviklingsplatformen.dk

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt er landsdækkende

 

Bikubenfondens bevilling

6 millioner kroner2015