Tanja

Det har konsekvenser at vokse op med en far, der er alkoholiker. Gennem gruppeterapi i naturen har Tanja lært at slække på kontrollen, give følelserne lov til at være der – og så har hun genfundet den ro, som skoven giver hende.

Når Tanja Reinholdt mærker, at hun er presset, rydder hun kalenderen, pakker en rygsæk med mad, drikke og tegnegrej og tager ud i skoven. Hun finder sig en solplet, nyder roen og tager måske en middagslur. Og måske ringer hun til en ven. Det er noget nyt, hun er begyndt på. Engang var det sådan, at når hun var ked af det, ventede hun på, at det skulle blive mørkt, så hun kunne gå i seng og græde alene. For når man som Tanja er vokset op i en familie med en forælder, der har et alkoholmisbrug, kan man blive lidt for god til at pakke følelser væk. 

”Jeg er vokset op med en far, der er alkoholiker, og en mor, som er medmisbruger. Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke måtte snakke om det, der skete hjemme. Så jeg pakkede tingene væk. Som barn søgte jeg faktisk mod skov, når jeg havde det allerværst. Jeg kunne for eksempel tage et garnnøgle med op i skoven og bruge timevis på at lave mig en hule. Men det stoppede jeg med at gøre, da jeg blev ældre.” 

I dag er Tanja Reinholdt 28 år, uddannet socialpædagog og arbejder i retspsykiatrien. Det seneste år har hun gået i en terapigruppe hver 14. dag hos TUBA sammen med andre unge, som er vokset op i familier med misbrug.  

”Da jeg begyndte i forløbet, var jeg meget kontrolleret og havde brug for meget struktur og forudsigelighed. Jeg kunne ikke rigtig mærke mig selv. Jeg kunne for eksempel blive vred, hvis nogen spurgte om, hvad jeg havde lyst til at spise til aftensmad, for det anede jeg ikke. Jeg kunne ikke mærke det.” 

Som en del af forløbet har Tanjas TUBA-gruppe og deres to tilknyttede terapeuter været på to overnatninger og en endagstur til Svanninge Bjerge hos Natur til et godt liv – Laboratoriet.  

For Tanja har det givet rigtig god mening at koble gruppeterapi og natur. 

”Det er intenst at være afsted, men det gør også noget godt at komme ud af terapirummet. Det er nogle gange lettere at fortælle om noget sårbart, hvis man ikke skal sidde og have intens øjenkontakt med syv andre i et grupperum. Når vi er ude, går vi i mindre grupper eller alene, og det giver et andet rum for bare at være. Man ser hinanden på nye måder, når man er ude. Vi laver øvelser, hvor vi skal finde symboler og rum i naturen og åbne op for følelser og alt det, der er svært,” forklarer hun. 

Når gruppen er ude, er der også en masse fællesskab, som ikke handler om terapi. Gruppen laver bål, spiser aftensmad og er bare sammen. Og det er til hver en tid i orden at trække sig. Også dét bliver nemmere udenfor, synes Tanja. 

”Naturen er et bedre sted end grupperummet at øve sig i at mærke sine grænser og reagere på dem og trække sig,” siger hun. 

Hun oplever, at gruppen og terapeuterne kommer tættere på hinanden på turene. 

”Når vi sammen har hørt om en bille, der vokser op i lort eller har smagt på en myre, så har vi en anden fælles reference, når vi taler om svære ting i terapien. Efter opholdene er der en helt anden tryghed og ro i gruppen, samtidig med man er fyldt op af det, turen har gjort. Naturen bliver et fælles tredje. Vi er ikke kun sammen i gruppen, fordi vi har familier med misbrug, vi har også en tur at referere til, hvor vi har været mennesker sammen, uden at det var sørgeligt,” forklarer Tanja. 

Hun synes, at der er mere rum til også at dele sin positive udvikling og de positive fortællinger, når terapien rykker udendørs. 

”Terapien handler jo meget om, hvad vi er vokset op med, og hvordan vi reagerer på det i dag. Det er tunge og følsomme emner. Men ude i naturen giver mange af de øvelser, vi laver, også rum for at dele den positive udvikling, der er sket. Det er rart,” forklarer hun.  

Og der har været en positiv udvikling. Det er en anden Tanja, der afslutter gruppeforløbet, end den Tanja der trådte ind. 

”Jeg er blevet mere spontan og kan bedre rumme, når der sker ændringer. Jeg har slet ikke brug for forudsigelighed i samme grad. Jeg ved, at følelser er svære, og jeg behøver ikke have styr på mig selv og kontrol over alting hele tiden. Jeg har fået meget mere ro med mig selv og mine omgivelser og kan bedre være mig,” fortæller Tanja.

I dag er hun også begyndt at gå til sport, hvor der er spiret nye venskaber frem. Og så arbejder hun stadig på at række ud til andre, når det er svært:  

”Nu kan jeg godt mærke, at jeg har et behov for andre, men det kan stadig være svært at række ud. Så kan jeg sige: ’Det rumsterer i mit hoved. Jeg har ikke ord for det lige nu, men jeg har nok brug for at tale om det senere, så du må meget gerne spørge igen’. For mig er dét stort,” siger Tanja og tilføjer: 

”Følelser er jo ikke farlige, men når man har lært, at følelser er forkerte, så tager det tid at aflære.” 

Ude i Tanjas entre står en vandrestav, som hun fandt i Svanninge Bjerge.  

”Jeg afbarkede, snittede og ridsede i den, da vi var i Svanninge Bjerge. Jeg kan huske, at jeg sad der i græsset med en kop kaffe og snittede, til jeg fik vabler. Det var rart bare at være lige der. Nu står vandrestaven i min entre og minder mig om, at jeg skal huske, at jeg kan lide naturen og bare sidde og have det, som jeg har det.” 

Forløbet har betydet, at hun har fået naturen tilbage i sin hverdag. 

”Jeg havde glemt, hvor rart det er bare at gå udenfor og lytte – til fugle og blade og regn. Så nu drikker jeg morgenkaffe på altanen uden høretelefoner. Jeg er blevet mindet om noget vigtigt: At jeg som barn fandt ro af at gå ud i naturen. Det er et sundt mønster, som jeg skal fodre. Det tror jeg ikke, jeg havde opdaget, hvis vi kun havde siddet i terapirummet.”