”Jeg føler mig lille i naturen, og det er en befrielse"
Toggle text

Naturen vækker sanserne og det indre legebarn. Og så er det nemmere at dele alt det svære, når man er ude, fordi der ikke er nogle akavede vægge. Mød Lukas som har været i gruppeterapi hos TUBA, som samarbejder med Natur til et godt liv – Laboratoriet.

Lukas Kühn-Nielsen havde med egne ord ramt bunden, da han meldte sig til gruppeterapi hos TUBA for unge, som er vokset op i familier med misbrug. Hans far, som havde et misbrug, var død ti år før, og nu havde Lukas lige mistet sin mor, som drak. Coronaen havde lukket hele landet ned og motivationen for jobbet som tjener var på frysepunktet.

”Jeg var på bunden. Det kunne ligesom ikke blive værre. Nu var jeg forældreløs, og vidste ikke hvad jeg ville. Jeg følte mig som en følelsesmæssig analfabet og kunne nærmest ikke engang mærke, om jeg var ked af det eller glad. Det hele var pakket væk bag en tyk, grå tåge,” fortæller Lukas.

Han havde ikke de store forventninger til gruppeterapien, der foregik hver 14. dag. Men her halvandet år efter kan han se, at forløbet blev en vej ud af tågen.

Mindre skam udenfor
Toggle text

Som en del af forløbet var Lukas’ TUBA-gruppe og deres to tilknyttede terapeuter på to overnatninger og en endags tur til Svanninge Bjerge hos Natur til et godt liv - Laboratoriet.

For Lukas gjorde det en stor forskel, at dele af terapien foregik i naturen.

”For mig har det betydet rigtig meget, at naturen var en del af forløbet. Jeg synes, det har været helt vildt rart at kunne møde andre sårbare mennesker i det rum, som naturen er. For mig er det anderledes og mindre skamfuldt at fortælle om sine følelser udenfor. Dér bliver ens ord og følelser ikke grebet af nogle akavede vægge. Der er ligesom bedre plads til dem,” forklarer Lukas.

Han oplever også, at relationen mellem terapeuter og unge ændrer sig i naturen.

”I naturen er det som om, vi også bare er mennesker alle sammen – ikke unge og terapeuter. Dér er det ikke kun terapeuterne, der spørger. Vi kan også spørge dem om ting i deres liv. Det gør mig meget mere tryg ved at tale om ting, når jeg har set, at terapeuten også er et menneske og kender den følelse. Så kan jeg bedre relatere til dem og spejle mig i dem.”

Naturen er blankt kanvas
Toggle text

En af de øvelser, som gjorde stærkt indtryk på Lukas, hedder Livets sti. Her skulle de unge i gruppen hver især illustrere en udvalgt del af deres liv ved at bruge naturens rum og rekvisitter.

”Det var en fantastisk øvelse, hvor vi fik indblik i det, vi hver især har været igennem i vores liv. Det ville ikke have været det samme i et gruppelokale. Det virker anderledes at dele, når du står i naturen, fordi man på en måde kan træde ind i andres verden. Naturen er en slags blankt kanvas, der bliver malet på,” fortæller han.

”Det ramte mig at høre de andres historier og vide i mit hjerte, at jeg ikke er alene med de her hårde ting. Det gjorde også ondt at høre folks fortællinger, men der er også noget smukt i at turde dele den sorg og de sårbare ting. Det kan være skamfuldt, men det var som om, det var mindre skamfuldt at dele i naturen. Ens følelser blev grebet godt, fordi der var rum til det.”

Et frit rum ude
Toggle text

For Lukas er naturen også en slags symbol på, at man nok skal klare sig.

”Jeg føler, at det hele nok skal gå, når jeg er i naturen. Det er nemmere at mærke sig selv og få en pause fra det virvar, der kan være indeni. Jeg er flere gange blevet grebet af en stemning af, at naturen den klarer sig jo, og så skal jeg nok også klare mig. Så for mig har det gjort en stor forskel, at vi var ude i terapien. Jeg synes i forvejen, at naturen er et frirum. Derfor giver det også rigtig god mening at bruge naturen som et terapeutisk frirum.”

Og det er de små konkrete ting i skoven, der kan gøre en forskel, forklarer han. At man kan øve sig i at gå langsomt, hvis man vil have sine tanker til at køre langsommere. Den slags.

”Det hjælper mig at gå langsomt for at få rolighed ind over mine tanker. Før var jeg tit på vej videre og ville ikke gå glip af noget. Nu er mit mantra mere: Hvorfor skal man have så travlt. Jeg dvæler meget mere ved det øjeblik, jeg er i lige nu.”

Skuldrene ned og frem med legebarnet
Toggle text

Gennem forløbet er Lukas blevet mere legende og har skruet op for sanserne.

”Før kunne det godt være meget seriøst, kedeligt og drøjt at være mig. I dag er den grå tåge, jeg følte, fuldstændig væk. Jeg har fundet mit indre legebarn frem igen og givet det plads til at være her, for eksempel når vi har smagt på myrer og grannåle. Det med bare at sanse ting kan man jo også gøre, selvom man er voksen,” fortæller Lukas.

Han kommet i gang med sin drømmeuddannelse som møbelsnedker. For en af de helt store ændringer, som gruppeterapiforløbt i TUBA har betydet for Lukas er, at han tør springe ud i flere ting, fordi alt ikke behøver være perfekt.

Det er ikke farligt at lave en fejl
Toggle text

”Det har altid været en hurdle for mig at turde fejle. I min opvækst var min far ikke så god til at tackle, at man lavede fejl. Det var ikke rart, for det hele blev meget perfektionistisk. Og så fandt jeg ud af, at det var lettere at lade være med at prøve i stedet for lave en fejl. Men så går man jo også glip af meget,” siger Lukas, der nu er begyndt at udfolde sig kreativt igen. Både på arbejdet som møbelsnedker men også i fritiden, hvor han maler og fotograferer.

”Jeg har lyst til at gøre det, selvom det ikke er perfekt. Jeg har fået det okay med at fejle.”

Så det er på mange måder en anden Lukas, man møder i dag end for to år siden.

”Jeg har fået skuldrende meget ned. Jeg ved, at jeg er meget mindre anspændt og er lettere at omgås. Jeg tillader mig selv at have det rart. Og jeg ved, at det er okay at være glad.”

Træls er også okay
Toggle text

Terapiforløbet har været med til at gøre, at Lukas har genfundet roen og glæden ved at være i naturen.

”For mig føles det at være udenfor som den største frihed. Jeg har egentlig altid søgt naturen. Men de værktøjer, jeg har fået med fra forløbet, gør, at jeg er meget mere i ro og kan nyde det. Før er jeg taget ud i naturen, fordi det skulle være hyggeligt. Men i det her forløb har jeg også fundet ud af, at jeg ikke altid behøver at hygge mig. Jeg skal bare have det, som jeg har det, og det er okay. Så hvis jeg har det træls, er det også okay,” fortæller Lukas, som har fået en ny fast rutine hver dag efter arbejde: Han tager ud til havet og svømmer.

”Jeg elsker at bade i havet, og når jeg svømmer i høje bølger, griner jeg som en glad lille dreng. Jeg føler mig lille i naturen, og det er en befrielse. Når jeg har været ude og svømme, så føles det som om min verden udvider sig.”