Kollegium i New York

Academic Guest House er et kollegium for danskere, som studerer i New York. Huset ejes af Bikubenfondens amerikanske søsterfond og ligger på Manhattans upper westside tæt på Central Park. Der er plads til 22 studerende fordelt over 12 lejligheder.

For at kunne søge om optagelse i Academic Guest House, skal man som dansk studerende eller forsker have en formel aftale med en af New Yorks prestigefulde uddannelsesinstitutioner eller med private undervisere med henblik på master classes. Ens ophold skal minimum være af et semesters varighed.

Studieophold beriger med ny viden

New York er den by uden for Europa, der modtager flest danske studerende. Med Academic Guest House ønsker Bikubenfonden at skabe de bedst mulige studiemæssige rammer for danske studerende, forskere og folk med behov for efteruddannelsesmæssige formål i en boligmæssig svært tilgængelig by. Til gengæld kan disse personer berige Danmark med den nye viden, inspiration og engagement, som et studieophold på en af New Yorks prestigefulde uddannelser giver.

Amerikansk fond udspringer af Bikubenfonden

Den amerikanske fond Bikubenfoundation New York Inc. blev etableret af Bikubenfonden i 2003. To år senere købte fonden en ejendom på 1300 m2 fra 1910 med henblik på at etablere et kollegium for danske studerende. Kollegiet fik navnet Academic Guest House og åbnede 1. januar 2008.

 

Læs mere om Academic Guest House

Der er to årlige ansøgningsfrister til Academic Guest House. En i juni for efterårssemestre og en i november for forårssemestre. Læs mere om ansøgningsproceduren her.

AGH sørgede for, at jeg boede i et fedt miljø, hvor jeg kunne koncentrere mig om mine studier. Men det allerfedeste var samværet med de andre beboere. Vi var en mangfoldig flok, som havde meget glæde af at træde ind i hinandens universer. Vi var f.eks. med musikerne til koncerter og besøgte hinandens universiteter til foredrag.

Jonathan Bjerg Møller, fotograf

Bestyrelse

Søren Kaare-Andersen, Chairman
Niels Smedegaard, Trustee
Irene Krarup, Trustee

Kontakt

Har du spørgsmål angående Academic Guest House? Kontakt husets danske administration.

Christina Diekhöner 
E-mail: cd@bikubenfonden.dk