Teater Grob: Det 6. Kontinent

Det 6. Kontinent er et nyskabende teaterværk, som forsøger at kortlægge dansk identitet over tre sæsoner med i alt seks sammenhængende forestillinger.

Teater Grob præsenterer i samarbejde med Aarhus Teater fra sæson 2013/2014 teaterværket Det 6. Kontinent, som gennem seks nyskrevne og sammenhængende forestillinger skildrer dansk identitet i globaliseringens tidsalder.

Hver forestilling følger et nyt dansk fællesskab på fremmed grund og stiller skarpt på både de komiske og tragiske udfordringer, der følger med at være væk fra det velkendte.

Første forestilling Hotel Nelson fik premiere på Teater Grob i september 2013. Hotel Nelson er en bittersød komedie om menneskehedens oprindelse, om livets skrøbelighed, om glæden ved bananyoghurt og en sort mands første møde med Steffen Brandt.

Del 2. i Det 6. Kontinent Warszawa er en forestilling om venskab, nostalgi, om livets uforudsigelighed og om hvad vi egentlig stiller op, hvis timing virkelig er everything? Cyron Melville, Jens Sætter-Lassen, Mia Lerdam og Malte Frid-Nielsen er på scenen og Thomas Levin har skrevet manuskript.

Teater Grobs kunstneriske ledelse Thomas Levin og Per Scheel-Krüger fortæller om Det 6. Kontinent:
- Teater Grob har længe haft et ønske om at udvide horisonten. Formen er stadig realisme, men med Det 6. Kontinent har vi udsynet for øje. Vi ønsker at skabe et portræt af dansk identitet i globaliseringens tidsalder. Globalisering er ikke bare noget, som foregår et andet sted. Vi er også en del af den. Det skal teatret vise på en gribende, umiddelbar og reflekterende måde.

Bag idéen og konceptet for Det 6. Kontinent står Kristian T. Erhardsen, Thomas Levin, Jesper Pedersen og Per Scheel-Krüger.

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt findes i Hovedstadsregionen

 

Få mere at vide

Bikubenfondens bevilling

2,4 millioner kroner2013-2016