Udstillingsprisen Vision realiserer den mest visionære udstillingsidé

Med Udstillingsprisen Vision indbyder Bikubenfonden museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at deltage i konkurrencen om at få realiseret en visionær udstillingsidé, der tager afsæt i billedkunsten og har nutidig relevans. Vinderen modtager tre millioner kroner til at realisere sin idé. Deadline for idéoplæg er 13. december 2017.

Hvad er den gode udstilling? Det spørgsmål ønsker Bikubenfonden at få belyst og se konkrete svar på. Med Udstillingsprisen Vision giver fonden hvert år tre millioner kroner til en visionær udstillingsidé, der tager afsæt i billedkunsten og har nutidig relevans. En jury bestående af syv fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg i fortrolighed. Herefter udvælger de 3-5 idéer, der inviteres til en 2. runde. I denne runde modtager deltagerne 20.000 kr. til videreudvikling og kvalificering af deres idéer. Den endelige vinder udvælges af juryen i starten af 2018. Udstillingsprisen Vision har fokus på den gode formidling, det banebrydende format eller et indholdsmæssigt visionært koncept. Kriterierne for at komme i betragtning til prisen er at medvirke med en nyskabende udstillingsidé, der tager afsæt i billedkunsten og har nutidig relevans. 

Fokus på kunst og udvikling

Udstillingsprisen Vision udspringer oprindeligt af Bikubenfondens Museumspriser, der blev uddelt i perioden 2001-2012 til eksisterende udstillinger. I løbet af 2013 var Bikubenfonden i dialog med en række aktører fra museumsbranchen, kunsthaller, kunstnere og kunstformidlere med henblik på udvikling af prisen. Desuden lod fonden sig inspirere af lignende prisuddelinger i udlandet. Udviklingen af prisen har taget udgangspunkt i, at det kulturelle landskab og særligt museernes virkelighed har ændret sig de seneste ti år. I dag opsøger det kunst- og kulturinteresserede publikum foruden museer også kunsthaller, andre ikke-kommercielle udstillingssteder og festivaler i det offentlige rum for at opleve den gode udstilling. Derfor indbyder Bikubenfonden også denne slags udstillingssteder til at deltage i konkurrencen om at vinde Udstillingsprisen Vision.

Bikubenfonden har tidligere arbejdet inden for både det kunsthistoriske og kulturhistoriske felt. Men i sommeren 2016 har fonden skærpet sin strategi og øget sit fokus på kunst, mens kulturhistorie ikke længere er en del af fondens arbejdsområde. Det afspejler sig i Udstillingsprisen Vision, hvor det fremover kun er idéoplæg med afsæt i billedkunsten, der kommer i betragtning. 

Tidligere års vindere åbner udstillinger dette efterår

Udstillingsprisen Vision har været uddelt siden 2015, men det tager tid at skabe et godt udstillingsformat. Derfor har det først været fra dette efterår, publikum har kunnet opleve, hvad der er kommet ud af prisen. Det skete første gang, da vinderen af Udstillingsprisen Vision 2016, performancegruppen Sisters Hope og Den Frie Udstillingsbygning den 19. september slog dørene op til Sisters Academy – The Boarding School. Her blev publikum inviteret på et kostskoleophold, der havde skiftet den traditionelle vidensbaserede skole ud med æstetik, poesi og sanselighed. Den Frie Udstillingsbygning var gennem kunstinstallationer, lyd- og lysdesign transformeret til en anderledes udstillings- og skoleoplevelse, hvor 20 performere udgjorde lærerstaben. Det var kun muligt at få adgang til skolen ved at indskrive sig som elev i 24 timer ad gangen. Opholdet talte således minimum én overnatning i skolens sovesal. Udstillingen løb fra den 19. september til den 18. oktober 2017.

Den 6. oktober åbnede vinderen af Udstillingsprisen Vision 2015, Medicinsk Museion, deres udstilling Mind the Gut. Denne udstilling kombinerer kunst, kulturarv og den nyeste biomedicinske forskning om tarmbakteriers samspil med hjernen. I udstillingen er dugfrisk forskning og videnskabdelige opdagelser sat ind i en større kulturel, historisk og æstetisk sammenhæng og er dermed genstand for en kritisk refleksion over, hvad det hele betyder for vores forståelse af os selv som mennesker. Mind the Gut er nu en del af den permanente udstilling på Medicinsk Museion.

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt er landsdækkende

 

Få mere at vide

Ved spørgsmål om Udstillingsprisen Vision, kontakt venligst
Senior projektleder Peter Kirkhoff Eriksen
pke@bikubenfonden.dk / +45 50 60 54 86

Juryen 2017-2019 består af:

•  Stine Goya – kreativ direktør og founder, Stine Goya A/S
•  Mette Kynne Frandsen – adm. direktør, partner og arkitekt MAA, Henning Larsen Architects
•  Malene Vest Hansen – lektor i kunsthistorie, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
•  Jacob Wamberg – professor dr.phil. i kunsthistorie, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet
•  Jacob Lillemose – kurator/leder X AND BEYOND
•  Mette Marcus – chef for kulturområdet, Bikubenfonden
•  Søren Kaare-Andersen – adm. direktør, Bikubenfonden

Tidligere vindere af prisen

2015 – Medicinsk Museion med udstillingsprojektet Mind the Gut. Udstillingen åbnede den 6. oktober 2017 og er nu en del af den permanente udstilling på Medicinsk Museion. Læs mere 
2016 – Kunstnergruppen Sisters Hope og Den Frie Udstillingsbygning med udstillingen Sisters Academy – The Boarding School. Udstillingen løb fra den 19. september til den 18. oktober 2017. Læs mere 
2017 – Esbjerg Kunstmuseum med udstillingskonceptet Wunderkammer. Første udstilling åbner i efteråret 2018. Læs mere 

Kort om Udstillingsprisen Vision

Udstillingsprisen Vision gives til en visionær udstillingsidé, der tager afsæt i billedkunsten og har nutidig relevans. Vinderen modtager tre millioner kroner til at realisere sin idé. Såfremt udstillingsbudgettet er større, kan fonden vælge at give et større beløb, så det samlede udstillingsbudget dækkes.

Sådan deltager du

Udstillingsidéer sendes per mail til vision@bikubenfonden.dk senest 13. december 2017 kl. 12.00. Idéoplæg skal afleveres i en samlet pdf, som indeholder følgende:

Motiveret ansøgning på max to sider, herunder:

•  Idébeskrivelse
•  Navn og kontaktoplysninger på projektansvarlig
•  Navn og kontaktoplysninger på øvrige kontaktpersoner
•  Evt. billedmateriale
•  Overordnet info om projektets organisering, eventuelle samarbejdspartnere, budget, plan for PR/kommunikation og tidsplan med dato for udstillingsåbning 

En jury bestående af syv fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg i fortrolighed. Herefter udvælger de 3-5 idéer, der inviteres til en 2. runde. I denne runde modtager deltagerne 20.000 kr. til videreudvikling og kvalificering af deres idéer. Det betyder, at deltagerne eksempelvis skal besvare nogle uddybende spørgsmål og udarbejde en mere detaljeret beskrivelse af konceptet, budgettet, tidsplanen eller lignende. De gennemarbejdede idéer vurderes af juryen, som herefter udvælger den endelige vinder. 

Visionssaloner

I forlængelse af Udstillingsprisen Vision inviterer Bikubenfonden til en række saloner, der sætter fokus på udviklingen inden for udstillinger.