MUSIKSTARTER

'Musikstarter' startede som en dialog mellem rockbandet Nephew og fritidskluborganisationen 'Ungdomsringen', der siden opnåede støtte til at realisere projektet med støtte fra Roskilde Festivalen, People Group og Bikubenfonden. Bikubenfonden støttede i 2013 'Musikstarter' og 'Ungdomsringen' med 1.100.000 kr. til konceptudvikling og etablering af indsatsen. I 2014 løftede Bikubenfonden samarbejdet til et nyt niveau ved at indgå et partnerskab med 'Musikstarter', som en del af fondens kultursociale program 'Kultur til et godt liv'.

Musikstarter er et tilbud til alle unge, primært i aldersgruppen 13-18 år. Projektet er en håndsrækning til alle, der ønsker at være sammen om at dyrke musik. Og altså ikke blot til dem, der allerede spiller musik og gerne vil blive endnu bedre, men ligeså vel er det et tilbud til unge, der endnu ikke spiller musik, men som godt kunne tænke sig at snuse til det.

Musikstarter har til formål at styrke unges muligheder for at dyrke musikken og fællesskabet, og Bikubenfondens partnerskab sikrer, at Musikstarter bliver tilgængeligt for alle uanset økonomisk formåen og social baggrund. ”I Bikubenfonden tror vi på, at unge på kanten kan få succesoplevelser og kompetencer via musikken, som kan bidrage til, at de får øjnene op for egne potentialer”, udtaler Bikubenfondens direktør, Søren Kaare-Andersen.

Et tredelt inklusionsprojekt

Gennem projektets forløb og den musikalske udfoldelse tilegnes de unge erfaringer, som kan styrke deres indlæring i andre sammenhænge. Musikstarter bliver således et effektivt arbejdsredskab i forhold til at forløse de unges store musikalske potentiale, og samtidig et redskab til at inkludere socialt udsatte unge i et nyt fællesskab.

Musikstarter er et tredelt projekt, der består af de 'virkelige Musikstartere', 'M+ Camps' og et virtuelt univers, 'M+ Facebook'. Alle tre er platforme, der bidrager til at opbygge og vedligeholde et netværk mellem de unge. Et netværk skabt af de unge selv gennem musikken, og som kan få flere til at spille musik, samtidig med at flere bands fastholdes i musikken i længere tid, fordi fællesskabet motiverer og forpligter til yderligere flid.

Begreberne 'Flid' og 'Fællesskab' er ikke ligefrem sexede i øjeblikket, men det er vores mål at gøre dem det igen. For det er en vild fornemmelse at blive bedre til at spille, og det er endnu vildere at blive det sammen med andre. At stå sammen flere mennesker og skabe én lyd kan ikke sammenlignes med noget andet”, siger Simon Kvamm fra Nephew.

De lokale musikildsjæle i Ungdomsringens klubber er de 'virkelige Musikstartere', og bliver rygraden i den del af projektet. De 'virkelige Musikstartere' møder de unge med muligheden for at komme til at spille i band og inddrage dem i et fællesskab.

'Musikstarter Camps' eller 'M+ Camps' er kernen i Musikstarter og samler en masse unge på fire camps rundt om i Danmark i efterårsferien. Med støtte fra Bikubenfonden og Roskilde Festival er afholdelsen af ’Musikstarter Camps’ sikret i både 2013 og 2014.

Flid og fællesskab i centrum

På en 'Musikstarter Camp' vil de unge opleve, at Flid i arbejdet med musikken giver resultater på deres individuelle niveau, mens Fællesskabet giver blod på tanden til at fortsætte arbejdet i deres hverdag. I løbet af campen modtager de unge traditionel undervisning samt masterclasses ved professionelle producere og andre fra musikbranchen. Derudover kommer der også besøg fra Nephew, og afslutningsvist skal de unge optræde for hinanden.

Men vigtigst af alt er, at de unge vil kunne opleve at være sammen om musik på et helt overordnet plan: Snakke, grine, græde og drømme til musik.

Campen er både for dem, der allerede er dygtige musikere, dem, der deltager for at snuse til det, og for alle dem, der udfylder andre roller end på scenen.

Der er et mindre deltagergebyr for at deltage, men der afsættes et antal fripladser, som tildeles særligt socialt udsatte unge.

Den virtuelle Musikstarter

Facebook danner rammen om den virtuelle Musikstarter, og kan fungere som en indgangsvinkel for børn og unge til at stifte bekendtskab med musikken eller til at opøve deres færdigheder.

Derudover kan 'M+ Facebook' fungere som et redskab, der kan forbinde de unge lokalt og regionalt, til f.eks. at finde bandmedlemmer og til dialog og debat. Formålet med den virtuelle Musikstarter er dog, at det også skal føre de unge sammen fysisk i klubber og på ungdomsskoler.

Via et råt visuelt univers, der tager udgangspunkt i Nephew-sange, bliver det muligt at tage en af musikernes plads i bandet og spille sammen med Nephew. Og også her kan både dygtige unge musikere og unge uden musikalske færdigheder være med.

Partnerskab under Kultur til et godt liv

Musikstarter er et af de bærende partnerskaber under Bikubenfondens program Kultur til et godt liv, hvor Bikubenfonden støtter kunst- og kulturindsatser, der aktivt involverer, mobiliserer og giver empowerment til socialt udsatte børn og unge. Målet er, at flere udsatte børn og unge gennem kunst og kultur kan opnå modstandskraft og succesoplevelser, der kan overføres til andre sammenhænge af deres liv. Bikubenfonden har som en del af programmet indgået partnerskaber med Musikstarter, KBH+, C:NTACT, Livsbanen og Opgang2. Indsatserne er alle karakteriseret ved, at de inddrager professionelle kunstnere og frivillige i opbygningen af deres indsatser, at de er debatskabende og sætter sociale temaer på agendaen.

For at dokumentere virkningen af indsatser under Kultur til et godt liv har Bikubenfonden bevilget midler til CEFU – Center for Ungdomsforskning til at undersøge virkningen af aktiv kulturdeltagelse for socialt udsatte børn og unge. Bikubenfonden har desuden etableret et vidensnetværk blandt partnerne, hvor de mødes flere gange om året og udveksler viden, deltager i relevante foredrag fra ind- og udland samt løbende bliver orienteret om CEFU’s forskningsresultater på området.

Besøg M+ Facebook på www.facebook.com/musikstarter 

 

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt er landsdækkende

 

Få mere at vide

Bikubenfondens støtte

1,5 millioner kroner2016-2017
3 millioner kroner2014-2015
1,1 milioner kroner2013