Kronprinsparrets Priser 2010

Kronprinsparrets Priser 2010 blev uddelt i Den Sorte Diamant i København. For første gang blev Den Sociale Pris på 500.000 kr. uddelt, som tilfaldt Landsforeningen af Væresteder.

Foruden Den Store Sociale Pris kunne Kronprinsparret for første gang uddele to Sociale Priser på hver 50.000 kr. Den ene gik til rådgivningscentret og mødestedet Baglandet i København, og den anden gik til værestedet Amarngivat i den østgrønlandske by Tasiilaq. Bikubenfonden indstiftede Kronprinsparrets Priser i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret.

Landsforeningen af Væresteder modtog den store pris

Landsforeningen af Væresteder i Fredericia blev etableret i 1998 af foreningens leder Cliff Kaltoft og omfatter i dag 105 væresteder over hele landet. Landsforeningen arbejder for at udvikle værestederne og sikre socialt udsatte borgere fristeder med mulighed for socialt samvær og støtte i forhold til de udfordringer, som værestedernes gæster møder i hverdagen. Ikke 2 væresteder er dog ens. De afspejler i deres mangfoldighed de mange forskellige mennesker, der har brug for værestedernes sociale samvær og støtte. Det gælder psykisk syge, misbrugere eller tidligere misbrugere, ensomme mennesker m.fl.. Værestederne drives som selvstændige enheder eller af større organisationer som f.eks. Kirkens Korshær eller KFUM’s Sociale Arbejde. Siden Landsforeningen af Væresteder blev etableret, har foreningen gennemført en række store succesfulde arrangementer, bl.a. sejladsen Håbet i 2002, Tour de Udsat for værestedsbrugere i 2005, X-Games i 2008 for socialt udsatte og Udsatte Legene 2009 i Odense.

Baglandet støtter tidligere anbragte

Baglandet i København støtter unge og voksne, der som børn har været anbragt uden for hjemmet. Her arbejdes der for at støtte tidligere anbragte og bane vejen for, at de kan skabe et konstruktivt liv og få bragt orden i en til tider kaotisk tilværelse. Siden etableringen i København har stedets tanker bredt sig, så der i dag er opstartet lignende rådgivnings- og mødesteder i Århus, Aalborg og senest i Vejle.

Pris til værested i Østgrønland

Værestedet Amarngivat har som erklæret målsætning at skabe trygge rammer for områdets børn i alderen 5-14 år. Udover at fungere som værested med aktiviteter og socialt samvær for børn og unge, kan huset også fungere som nødherberg, hvis der opstår akutte situationer, hvor børn eller børnefamilier har behov for at overnatte.

Fokus på børn og unge

Eftermiddagens prisuddeling i Den Sorte Diamant blev afholdt med særligt fokus på børn og unge. Med nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen som gennemgående konferencier fik Kronprinsparret og gæsterne i salen en række faglige indlæg med fokus på børn og unge. Bl.a. offentliggjorde programleder Mai Heide Ottesen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hovedresultaterne i den længe ventede rapport ”Børn og Unge i Danmark”. Rapporten er udarbejdet af SFI for Bikubenfonden. Herudover holdt professor Tine Egelund, ligeledes fra SFI, et temaoplæg om børn og unge anbragt uden for hjemmet, mens psykolog Ida Koch gav et oplæg om unge i risiko – moderne mistrivsel. Det hele blev bundet sammen af en række musikstykker af Chris Minh Doky.

Nyt koncept for prisen

Fra og med sidste år blev konceptet for prisuddelingen ændret, således at der hvert andet år uddeles en Kulturpris på kr. 500.000 og to kulturelle Stjernedryspriser à kr. 50.000. Og hvert andet år sættes der fokus på det sociale område med Den Store Sociale Pris på kr. 500.000 til et banebrydende socialt projekt samt to Sociale Priser til to mindre, innovative sociale projekter. Sidste år modtog Andreas Brantelid Kulturprisen, og i år var første gang, at Den Store Sociale Pris på kr. 500.000 blev uddelt.

Kronprinsparrets Priser 2010

Den Store Sociale Pris var for første gang i Kronprinsparrets Prisers historie på 500.000 kr. og den tilfaldt Landsforeningen af Væresteder.

De to Sociale Priser på hver 50.000 kr. Den ene gik til rådgivningscentret og mødestedet Baglandet i København, og den anden gik til værestedet Amarngivat i den østgrønlandske by Tasiilaq.

Kronprinsparrets Priser 2010 blev uddelt i Den Sorte Diamant i København.