Kronprinsparrets Priser 2015

Ekstraordinære præstationer inden for kultur og socialt arbejde blev hædret, da Kronprinsparrets Priser den 3. oktober blev afholdt på Kulturværftet i Helsingør.

Her gik Kronprinsparrets Sociale Pris til ’Mind Your Own Business’, som styrker etniske minoritetsdrenge fagligt og socialt. Kronprinsparrets Kulturpris gik til teaterinstruktør Elisa Kragerup, der blandt andet er en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, som optrådte som en overraskelse under aftenens show. Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gik til forfatter og billedkunstner Amalie Smith og designer Mark Tan.

Mind Your Own Business styrker etniske minoritetsdrenge
Kronprinsparrets Sociale Pris 2015 tilfaldt ’Mind Your Own Business’ – et udviklingsprogram for etniske minoritetsdrenge i alderen 13-17 år. Med iværksætteri som omdrejningspunkt har programmet siden 2010 samlet erhvervslivet og civilsamfundet i en fælles indsats, der skal styrke drengenes faglige kompetencer, sociale relationer og tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Drengene bliver tilbudt indflydelse og ansvar for et fokuseret forløb, hvor de skal etablere egen mikrovirksomhed, producere deres eget produkt samt sælge og markedsføre det i samarbejde med en mentorvirksomhed og frivillige fra civilsamfundet.

Kronprinsparret overrakte prisen til programchef Maria Kavita Nielsen på scenen og knyttede bl.a. følgende ord til overrækkelsen:

”Mind Your Own Business skal anerkendes for den store forskel, programmet gør for de direkte involverede unge. De får nye perspektiver på livet. Samtidig får samarbejdspartnerne fra det private erhvervsliv og de frivillige et mere nuanceret syn på de unge. Både de udfordringer, drengene står over for. Men også de stærke ressourcer, de er. Nye positive historier øger stoltheden og styrker fællesskabet i lokalområdet, og det inspirerer andre unge til at være aktive og deltagende.”

Nyskabende og samlende kraft i dansk teaterliv
Det blev teaterinstruktør Elisa Kragerup, der modtog Kronprinsparrets Kulturpris 2015. Hun har i de seneste år gjort sig bemærket med en række forestillinger, der har haft stor succes blandt både anmeldere og publikum - bl.a. ’Romeo og Julie’. Elisa Kragerup debuterede som teaterinstruktør i 2010 med opsætningen af ’Den unge Werthers Lidelser’ på Det Kgl. Teater og har siden modtaget flere Reumert-priser for sine præstationer. Hun er en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der har fortolket Anne Linnets sange i forestillingen ’Hvid Magi’ på Betty Nansen Teatrets eksperimentalscene Edison. Og senest givet Tove Ditlevsens værker nyt liv med forestillingen ’Tove! Tove! Tove!’. Desuden har hun som del af ’Det Røde Rum’ på det Kgl. Teater instrueret Brecht-forestillingen ’Det gode menneske fra Sezuan’ samt ’Sonetter’- et moderne bud på Shakespeares sonetter.

Kronprinsparret overrakte prisen til Elisa Kragerup på scenen med bl.a. følgende motivering: 

Det mellemmenneskelige er altid stærkt i Elisa Kragerups dramatisering, og hun formår ved sine greb at ramme publikum, så forestillingen er medrivende og bliver siddende længe i kroppen efter tæppefald. Elisa Kragerup er en nyskabende og samlende kraft i dansk teaterliv, og hun mestrer at skabe forestillinger både til de teatervante - og til et helt nyt publikum.”

Stjernedryspriser til to unge talenter
Kronprinsparret uddelte desuden deres to Stjernedryspriser til unge talenter. Den ene Stjernedryspris gik til designeren Mark Tan, der har sat sig som mål at genetablere respekten for det skræddersyede og samtidig tage ansvar for omverdenen. Han designer tøj, der kan holde en levetid og sørger for at bearbejdningen af materialerne er så enkel som muligt. Et materiale, Tan er særligt begejstret for, er metervaren ’BoB’ – et tykt, slidstærkt materiale med prægede prikker, som bruges i bilindustrien. Mark Tan har samarbejdet med Copenhagen Fur om en kollektion i sælskind, og hans SS15-kollektion vakte stor opsigt ved den seneste modeuge.

Stjernedrysprisen til Mark Tan blev blandt andet begrundet med følgende:

Mark Tan formår at udfordre ikke altid oplagte materialer og fremvise deres potentiale inden for design. Om det er materiale til bilindustrien eller sælskind, så er designet på én gang cool, klassisk og innovativt. Mark Tan skiller sig positivt ud i designverdenen ved at påtage sig en ansvarlighed i produktionsprocessen med fokus på bæredygtighed.”

Kronprinsparrets anden Stjernedryspris gik til forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith, som på få år har markeret sig som en kunstner med sit eget særegne udtryk.  Hun debuterede som forfatter i 2010 med bogen ’De næste 5000 dage’, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. Amalie Smiths seneste roman ’Marble’ udkom i 2014, og her kommer hendes tværæstetiske baggrund tydeligt til udtryk. Romanen handler om farven i antik skulpturkunst og om den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens arbejde med at rekonstruere den.

Stjernedrysprisen til Amalie Smith blev blandt andet begrundet med følgende:

”I hendes univers vendes og drejes betragtninger om verdens små og store spørgsmål i et yderst skarpsindigt kunstnerisk greb, hvor billeder og tekst ofte væves sammen til et stærkt samlet udtryk. Som når hun giver en karakteristik af marmor eller undersøger kvaliteterne ved det tredimensionale. Både hendes litterære og billedkunstneriske værker udmærker sig ved at kombinere en stærk intellektuel refleksion omkring æstetik, sprog og liv med en inderlighed og en stemme, man berøres og bevæges af.”

Musikalske talenter på scenen
Kronprinsparrets Prisers fokus på talentudvikling blev også markeret med flere musikalske indslag i showet, der blandt andet bød på optrædener af de nye danske bands Velvet Volume og Katinka. Desuden optrådte de mere etablerede navne: Stine Bramsen, Isam B og The Raveonettes samt Sort Samvittighed. Kåre Quist og Stéphanie Surrugue var værter for showet, der blev sendt direkte på DR1.

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret, og showet bliver til i et samarbejde mellem Bikubenfonden og DR.

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt er landsdækkende

 

Få mere at vide

Iben Haugaard
Kommunikationsmedarbejder
Public Relations
Mail: ih@bikubenfonden.dk
Tlf.: 33 77 93 81

Fakta om Kronprinsparrets Priser

Kronprinsparrets Priser er indstiftet af Bikubenfonden i anledning af D.K.H. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys bryllup den 14. maj 2004.

Få mere baggrundsviden om Kronprinsparrets Priser

Modtagere af Kronprinsparrets Priser

Kronprinsparrets Kulturpris

2005: Filminstruktør Per Fly
2006: Kunstner Olafur Eliasson
2007: Skuespiller Sonja Richter
2008: Musiker Tina Dickow
2009: Musiker Andreas Brantelid
2010: Ingen prisuddeling dette år i denne kategori
2011: Arkitekt Bjarke Ingels
2012: Tegner og forfatter Jakob Martin Strid
2013: Det kunstneriske hold bag dramaserierne "Forbrydelsen", afsnit 1-3 og "Borgen", afsnit 1-2
2014: Designer Cecilie Manz
2015: Teaterinstruktør Elisa Kragerup

Kronprinsparrets Sociale Pris

2005: Red Barnet
2006: Julemærkefonden
2007: Ventilen
2008: Morgencaféen for Hjemløse
2009: Ingen prisuddeling i denne kategori
2010: Landsforeningen af Væresteder
2011: Ingen prisuddeling dette år i denne kategori
2012: Ungdommens Røde Kors
2013: Natteravnene
2014: TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere)
2015: 'Mind Your Own Business'

Kronprinsparrets Nytænkningspris

2010: Baglandet og Værestedet Amarngivat

Kronprinsparrets Stjernedryspris

2009: Fotograf Joakim Eskildsen og musiker Nanna Øland Fabricius alias Oh Land
2010: Ingen prisuddeling i denne kategori
2011: Forfatter Josefine Klougart og rockbandet The William Blakes
2012: Sanger og sangskriver Nive Nielsen og akkordeonist Bjarke Mogensen
2013: Sangerinde og sangskriver MØ alias Karen Marie Ørsted og violinisten Rune Tonsgaard Sørensen
2014: Fotograf Lærke Posselt og skuespiller Johanne Louise Schmidt
2015: Forfatter og billedkunstner Amalie Smith og designer Mark Tan