|
|
|
| Du er her:Forside, Presserum, Nyheder, Roskilde Kommune |
|
Sociale udviklingsprojekter i Roskilde KommuneBikubenfonden og BG Fonden har bevilget i alt 3,4 mio. kr. til 2 sociale projekter for udsatte unge i Roskilde Kommune. Der er tale om 2 udviklingsprojekter, som bl.a. omfatter en styrkelse af den familieorienterede indsats samt en styrkelse af den kriminalitetsorienterede indsats gennem udvikling af netværksmøder mellem den unge, familien og SSP samt etablering af en mentorordning for de unge. Begge udviklingsprojekter har en varighed på 3 år. Erfaringerne fra projekterne i Roskilde vil blive formidlet til landets øvrige kommuner, sådan at sagsbehandlere over hele landet vil kunne drage nytte af projekternes læring, metoder og effekter. De to udviklingsprojekter er: 1. Styrkelse af den familieorienterede indsats Formålet med projektet er at styrke den familieorienterede og lokale indsats for gruppen af udsatte unge. Projektet indeholder kompetenceudvikling for 50 medarbejdere, der arbejder med udsatte børn og unge (sagsbehandlere, socialpædagoger, psykologer samt opsøgende gadeplansmedarbejdere). Forløbet omfatter undervisning og implementering af nye arbejdsmetoder, der kan styrke den lokale indsats over for de udsatte unge med fokus på familiearbejdet og inddragelse af den unges forældre og andre netværk i indsatserne. Baggrunden for projektet er, at flere nye undersøgelser viser, at børn og unge anbragt uden for hjemmet generelt klarer sig dårligere end andre børn og unge mht. f.eks. uddannelse og beskæftigelse. Målet med projektet er derfor at sikre øget viden om, hvilke indsatser der virker gennem evaluering af de nuværende indsatser og at styrke medarbejdernes kompetencer, sådan at flere udsatte børn og unge kan rummes og inkluderes i de lokale tilbud, der allerede eksisterer for denne gruppe. Disse tilbud er Ungeteamet (kontaktpersoner), Familiecentret (pædagogisk støtte, familie¬behandling og psykologbehandling til både børn, unge og forældre) og Roskilde Ungecenter (døgninstitution samt tilbud om støtte og efterværn for unge anbragt på eget værelse). Målgruppen for projektet er udsatte unge mellem 13 og 18 år og efterværn for unge mellem 18 og 23 år.Kompetenceudviklingsforløbet og den eksterne evaluering af projektet foretages af Professions¬højskolen Metropol. 10 af de 50 deltagende medarbejdere vil blive uddannet som såkaldte implementeringsagenter, der skal sikre, at metoderne fra kompetenceudviklingsforløbet implemen¬teres på tilfredsstillende vis i de kommunale tilbud og institutioner. Målet med evalueringen af projektet er at sikre dokumentation for, hvilke indsatser der virker over for de udsatte unge, således at den kommunale indsats fremover kan målrettes yderligere og gøres mere effektiv.Projektets vigtigste samarbejdspartnere er skoler, Ungdommens Uddannelsesvejledning, PPR-konsulenter (pædagogisk-psykologisk rådgivning), misbrugsinstitutioner samt de unge og deres familier.2. Indsats for kriminalitetsramte unge Projektet har fokus på den kriminalitetsforebyggende indsats, bl.a. på baggrund af de anbefalinger, der er fremført af Ungdomskommissionen.Problemer med skolegang er en af de mest entydige risikofaktorer i forhold til kriminalitet. Derfor har Roskilde Kommune allerede en række tiltag, der er målrettet forebyggende indsatser i forhold til unge, som har begået førstegangskriminalitet. Disse projekter hjælper bl.a. de unge med at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet gennem et samarbejde mellem Roskilde Kommune og en række lokale virksomheder. Desuden arbejdes der med at fastholde de unge i uddannelsessystemet gennem udvikling af en samarbejdsmodel med bl.a. Jobcentret og Ungdommens Uddannelsesvejledning.Med støtten fra BG Fonden og Bikubenfonden ønsker Roskilde Kommune at styrke indsatsen over for unge, der begår gentagelseskriminalitet. Dette skal ske gennem hovedsagelig 3 indsatser:
- Udvikling af en helhedsorienteret indsats/model
- Udvikling af netværksmøder mellem den unge, familien og SSP
- Tilknytning af mentorer til de unge
Roskilde havde i 2008 54 unge, der begik gentagelseskriminalitet. Målet med projektet er, at 50 % af de unge, der begår gentagelses¬kriminalitet, klarer sig uden at blive en sag i det sociale system.Tilbuddet om en mentor skal gives til unge, som også har deltaget i netværksmøder. Mentoren skal sikre, at den unge ikke falder tilbage i kriminalitet. En mentor kan være en lærer, en klubpædagog, en socialrådgiver, en kontaktperson eller lignende. Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år. Yderligere information om de to sociale udviklingsprojekter i Roskilde Kommune kan fås hos Pia Winther, Roskilde Kommune tlf. 46315962 eller hos Jimmie Gade Nielsen, Bikubenfonden tlf. 33779399.
|
|
|
|