The Future Belongs to Us

Grønland er en integreret del af Bikubenfondens strategi, og i øjeblikket er fonden involveret i det social-kulturelle forandringsprojekt The Future Belongs to Us, der løber over en 3-årig periode og foregår i de to grønlandske byer, Tasiilaq og Nanortalik, der ligger i henholdsvis Syd- og Østgrønland.

Formålet med The Future Belongs to Us er at skabe mere livsmod og modstandskraft blandt børn og unge mellem 12-25 år og at udvikle en model for, hvordan man skaber bæredygtige og lokalt forankrede sociale projekter i Grønland. Projektet indeholder desuden en forskningsdel. Bag projektet, der er udviklet i samarbejde med de to byer, står billedkunstner og fotograf Tina Enghoff, professor i Psykologi og Socialt Arbejde ved Grønlands Universitet Peter Berliner samt projektleder Anette Molbech.

Baggrunden for projektet er en målsætning om at gå nye veje for at løfte de små lokalsamfund ind i en positiv udvikling og bidrage til, at hele Grønlands råstof nr. 1 – nemlig børn og unge – får styrke og kraft til at løfte i flok. Det er der i særlig grad brug for i de mindre byer, hvor de sociale udfordringer er store og i visse steder er gået upåagtet og uløst hen i mange år.

Rettigheder og resiliens

The Future Belongs to Us arbejder med udgangspunkt i unges rettigheder og begrebet resiliens forstået som styrke, balance og fællesskab. Projektet har blandt andet sat fokus på maden, kroppen og selvværdet som et udgangspunkt for trivsel og fællesskab. Der er blandt andet blevet arbejdet med køn, krop og seksualitet på en workshop, hvor 40 elever i alderen 16-25 år deltog. Formålet var at forebygge vold og overgreb, som er et alvorligt problem, der berører mange familier i Grønland. Resultatet af workshoppen blev, at de unge dannede en forening, som lokalt vil arbejde for at bekæmpe de mange overgreb og den seksuelle vold, som finder sted overalt i de små samfund i Grønland.

Et andet helt konkret produkt, der er kommet ud af projektet, er kogebogen Nerisagut – på dansk: Vores Mad. Kogebogen er skabt af Nanortaliks og Tasiilaqs børn og unge, som selv har fotograferet og indsamlet opskrifter på retter lavet af grønlandske råvarer. Kunst, kreativitet og synliggørelse er nøgleord i The Future Belongs to Us projektet, og den kreative proces er en afgørende del af opbygningen af de unges styrke og livsmod.

Ud over de konkrete tiltag har The Future Belongs to Us været medvirkende til, at det lokale ungdomsråd i Tasiilaq nu er i dialog om etableringen af et ungdomshus.

Bikubenfonden er den primære finansieringspartner i The Future Belongs to Us, men også Grønlands Selvstyre, de to grønlandske kommuner, Sermersooq og Kujalleq samt Nunafonden, Sermeqfonden og Royal Arctic Line er bidragsydere.

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt findes i Grønland

 

Få mere at vide

Bikubenfonden
Tlf. +45 33 77 93 93
E-mail: social@bikubenfonden.dk