Det Kongelige Teater og Bikubenfonden

Gennem mange år har Bikubenfonden og Det Kongelige Teater haft et berigende og visionært samarbejde. Nytænkning og internationalisering er omdrejningspunktet for fondens støtte.

’Bikubenfonden anerkender Det Kongelige Teaters etablerede rammer, erfaring og professionalisme og vi tror på, at netop den platform er et ideelt udgangspunkt for at udforske, udfordre og udvikle scenekunsten. Vi er overbeviste om, at når Danmarks nationalscene udfordrer og udvikler sig selv, så kommer det hele den danske scenekunst til gavn’, siger Bikubenfondens projektchef Mette Marcus.

Hensigten med samarbejdet er at give Det Kongelige Teater et kunstnerisk frirum til at eksperimentere med udtryksformer og etablere nye samarbejder på tværs af institutioner også internationalt samt at udfordre rammerne for henholdsvis ballettens og skuespillets udfoldelsesmuligheder.

Bikubenfondens støtte går specifikt til Eventministeriet, Corpus samt særlige internationale projekter inden for skuespillet.

Eventministeriets dynamik

Eventministeriet producerer forestillinger, der udfordrer teatergenren, og som har en meget kort produktionstid. Prøvetiden på produktionerne er i gennemsnit fire dage. Lys, lyd, rekvisitter og kostumer er blot markeringer, og der spilles i de scenografier, der i forvejen befinder sig på scenen. Fælles for forestillingerne er, at de er langt mere improviserede, rå og ufærdige end Det Kongelige Teaters ordinære forestillinger. Eventministeriets forestillinger er også blevet vist uden for Det Kongelige Teaters rammer. De er bl.a. dukket op på Roskilde Festival i flere år med stor succes. Eventministeriet blev oprettet, da Skuespilhuset åbnede i 2008 som en forlængelse af Turbo Town-aktiviteterne i Turbinehallerne, og Bikubenfonden har støttet tiltaget kontinuerligt siden begyndelsen.

’Eventministeriet er en nødvendig lunge for Det Kongelige Teater, fordi der er mulighed for at tage kunstneriske chancer og satse på de helt nicheprægede produktioner. Det er ofte her, at kommende instruktører og skuespillere har deres debut på Det Kongelige Teater, og det er også her, børnefamilierne kommer til fastelavn, børneteater og Kulturnatten. Bikubenfondens bevilling til Eventministeriet gør det muligt at eksperimentere frit med genrer og spillesteder, og at kunne rykke på en idé med meget kort varsel’, fortæller Rikke Hedeager fra Eventministeriet.

Corpus udforsker den moderne ballet

Corpus er Den Kongelige Ballets nye initiativ med vovede ambitioner og højt til loftet. Corpus er en selvstændig gruppe i kompagniet bestående af skiftende dansere fra Den Kongelige Ballet og kunstnerisk ledet af danserne og koreograferne Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis.  ’Ressourcer og tryghed til at eksperimentere er essentielt i kunstens verden, og med hjælp fra Bikubenfonden har Corpus fået netop dette frirum til at arbejde i. Et råderum til nye formater og oplevelser, til ny koreografi og kunstneriske processer … til ny bevægelse,’ siger balletmester Nikolaj Hübbe.

Corpus’ formål er at udforske nutidens ballet og dens relevans samfundet. Corpus vil benytte sig af det store potentiale, som er til stede i Den Kongelige Ballet, til at skabe nye forestillinger, events, fester og installationer, der kan være med til at give publikum anderledes og mere nutidigt syn på ballet og dans. Det er et fleksibelt, spontant og kraftfuldt projekt, der både har til formål at udvikle de enkelte dansere, men også skal inddrage publikum på en mere interaktiv og inkluderende måde, hvor de tager del i den skabende proces. Det sker blandt andet via Corpus’ Facebookside.

Internationale projekter i Skuespillet

Bikubenfonden har siden sæson 2009-2010 støttet internationaliseringsprojekter i skuespilafdelingen på Det Kongelige Teater. Det har betydet, at Det Kongelige Teater har kunnet præsentere forestillinger skabt af så højt internationalt anerkendte instruktører som Staffan Valdemar Holm, Katie Mitchell, Michael Thalheimer, Runar Hodne og Alexander Mørk-Eidem. Forestillingerne nød stor succes hos såvel anmeldere som publikum og to af forestillingerne sikrede Det Kongelige Teater Reumert-prisen for ”Årets Forestilling”. En række andre priser og mange nomineringer kan direkte henføres til de internationale satsninger.

Udover samarbejder med internationale stjerneinstruktører har Det Kongelige Teater deltaget i internationale coproduktioner og gæstespillet med egne produktioner uden for Danmarks grænser.
Formålet med internationaliseringsprojekterne er at udvikle og udfordre Det Kongelige Teaters skuespilensemble og publikum samt at sætte Det Kongelige Teater og dansk scenekunst på internationale landkort.

’Der er sket vældig meget på internationaliseringsområdet i de år, hvor vi har haft Bikubenfondens bevilling i ryggen. Alt teaterarbejde beror på langtidsplanlægning, og dette gør sig i endnu højere grad gældende i forhold til international udveksling. Ambitionen med internationaliseringsprojekterne er at rykke Det Kongelige Teaters skuespil op i klasse med Europas toneangivende teatre,’ udtaler skuespilchef Emmet Feigenberg.

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt er landsdækkende

 

Få mere at vide

Bikubenfonden
kultur@bikubenfonden.dk
33 77 93 93

Det Kongelige Teater
Dorthe Paulli
Erhvervs- og sponsorchef
dopa@kglteater.dk
33 69 67 80
 

Bikubenfondens bevilling

16 millioner kroneri 2010/11-2013/14
12 millioner kroneri 2014/15-2017/18
3,5 millioner kronertil Robin Hood 2013