Ansøg om støtte

Bikubenfonden ønsker at fremme dansk kulturliv og socialt arbejde ved at støtte og udvikle projekter af høj kvalitet

Luk

Robin Hood indtager Dyrehaven i 2013

Når Det Kongelige Teater vender tilbage til den udendørs teaterscene i Dyrehaven nord for København i sommeren 2013 bliver det med en af litteraturens helt store helte: Robin Hood.

Bikubenfonden støtter forestillingen med 3,5 mio. kr. og er dermed hovedsponsor for ’Robin Hood’, ligesom fonden var det for ’Ivanhoe’ i 2003, ’Thor’ i 2006 samt ’De Tre Musketerer’ i 2010.

’Teater-optur’ til børn der trænger

Ligesom tidligere år inviterer Bikubenfonden i omegnen af 1000 børn og unge, som trænger til en særlig opmuntring og en oplevelse af de helt store, til teater under bøgetræerne i Ulvedalene i 2013. I 2010 inviterede fonden blandt andre Sind Ungdom, GAM3, Unge & Sorg, Frelsens Hær, Foreningen Cancerramte Børn samt Københavns Kommunes Kulturguide-projekt til ’De Tre Musketerer’.

På Kulturguidernes hjemmeside kalder de udflugten en ”teater-optur” og fortsætter ”Det var en kæmpe oplevelse med fægtning, galoperende heste og speciel effects - med Dyrehaven og en smuk sommerhimmel som kulisse. Selv gåturen tilbage til busserne, gennem en nu mørk skov, var en oplevelse for ikke mindst de små!”.

Tog fra de rige og gav til de fattige

Siden 1400-talet har myten om Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige, vundet vores hjerter. Historien om Robin Hood, Richard Løvehjerte, lady Marian og Prins John er gennem tiden blevet forandret, forfinet og rekonstrueret. Til tider er den blevet præsenteret som komedie, til tider som en voldelig tragedie. I 2013 vil Det kongelige teater stå for en menneskeliggørelse af myterne og en mytologisering af mennesket bag Robin Hood.

Robin Hood iscenesættes af instruktør Lars Kaalund, dramatiker Jokum Rohde har skrevet manuskriptet, Kim Witzel står for scenografien, Anja Vang Kragh skaber kostumerne og Ulrik Gad er lysdesigner.

Tempofyldt og actionpræget Robin Hood

“Robin Hood kræver listige påfund, snedige overraskelsesmanøvrer og ikke mindst, drabelige slagscener og naturligvis næsten umulige scenarier med bue og pil. Robin Hood I Ulvedalene bliver tempofyldt og actionpræget, med en sjældent set anarkistisk hovedperson. Og så må det hele gerne smage lidt af eventyr”, fortæller Lars Kaalund.

Hvem der skal spille rollen som Robin Hood samt flere relevante oplysninger vil blive afsløret af Det Kongelige Teater på et pressemøde senere på året.

 

 

Få mere at vide

Kulturchef
Johanne Prahl Steffensen

jp@bikubenfonden.dk
3377 9372

Fakta

3,5 Millioner kroner2013

Premiere: 29. maj 2013 i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København

Spilleperiode: 29. maj - 6. juli 2013

 

I Ulvedalene er der plads til 3500 publikummer hver aften.

I 2010 inviterede Bikubenfonden omkring 1000 børn og unge i Dyrehaven for at opleve 'De Tre Musketerer' - heriblandt børn og unge fra Sind Ungdom, GAM3, Unge & Sorg, Frelsens Hær, Foreningen Cancerramte Børn samt Københavns Kommunes Kulturguiderne.