C:NTACT på Betty Nansen Teatret

Fonden C:NTACT er tilknyttet Betty Nansen teaterets Edison-scene og har siden 2004 skabt projekter for hundredevis af unge – deriblandt teaterforestillinger, videoproduktioner, tekstudgivelser og radiopodcasts.

Formålet er ikke at træne deltagerne til at blive skuespillere eller filminstruktører, men at bruge kunsten til at skabe fællesskab og forståelse mellem unge i Danmark på tværs af kulturer og sociale baggrunde.

Med støtte fra Bikubenfonden har C:NTACT gennem årene udviklet sig til at blive en socialøkonomisk virksomhed. De har med andre ord forpligtet sig til at løfte sociale problemstillinger i deres forretningsmodel og har blandt andet gennemført flere sociale indsatser i udsatte boligområder og omkring nytilkomne flygtninge samt produceret en række teaterforestillinger om sociale problemstillinger.

Kernen i C:NTACTS sociale og kulturelle arbejde er den personlige historie, som bruges til at sætte fokus på og skabe forståelse for de problemer og udfordringer, samfundet står over for. Metoden er at lytte til deltagernes personlige historier, professionalisere historierne og lade deltagerne dele dem med et publikum. Gennem teaterforestillinger, udstillinger, radiopodcasts og filmproduktioner giver C:NTACT på den måde stemme til udsatte grupper, som ellers ikke bliver hørt. Målet er at skabe en følelsesmæssig forståelse, som skaber forandring.

I 2014/2015 har C:NTACT været platform for næsten 250 mennesker, og deres sceneproduktioner er nået ud til over 30.000 publikummer i Danmark. Desuden har de spillet forestillinger i Jordan og Egypten.

C:NTACTS seneste forestilling ’Hjem svære hjem’ sætter fokus på hjemløshed. I forestillingen fortæller en gruppe hjemløse om at finde sig til rette som rodløse. Forestillingen giver indblik i hverdagen uden en bolig, om årsagerne til hjemløshed og om de benhårde konsekvenser, det rå liv på gaden har. Det er de medvirkende, der selv har skrevet manuskriptet til forestillingen, mens Madeleine Røn Juul har instrueret.

Vi støtter projekter i hele Danmark og Grønland
Dette projekt findes i Hovedstadsregionen

 

Få mere at vide

Bikubenfondens bevillinger

4 millioner kroner2014-2015
7,5 millioner kroner2012-2014
14 millioner kroner2008-2012
6,5 millioner kroner2006-2008

C:NTACT

Selvstændig fond oprettet i 2004.

Fonden tilbyder kunstneriske projekter til unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde.

Fonden har til huse i Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

C:NTACT tilbyder både projekter inden for scenekunst, film, radio og web og arrangerer desuden skriveskole, kurser og undervisning.